Vi stod op til solskin og næsten skyfri himmel, det bedste dag i en hel uge. Vi skulle på vulkantur, så vi var heldige. Sammen med englænderne fra Yvonne blev vi hentet af en vandtaxi lidt over 7. Vi fik sagt farvel til Suleika og tog ind. Fabricius, vore guide, ventede på os og der var en taxi klar til os fire. Vi kørte op til Hotel San Vincente. Vi lejede gummistøvler, og det var godt at vi lyttede til guiden, for der var meget mudret det stykke vi skulle gå. Vi havde to søde guider med os, som talte lidt engelsk.

Vi lavede selv vores sandwich, der var stillet brød, ost, tun og salat frem, så det var bare at tage, hvad man havde lyst til.

Derefter omkring ved 08.30 tiden kørte vi i en åben bil op gennem landskabet. Der var en del gårde, hvor de dyrkede bananer, papaya, kartofler og majs. Der var meget frodigt og fugtigt. Så kom vi op til stedet, hvorfra vi skulle gå cirka en times tid. Det var en rasteplads med er par huse til parkmandskabet og så var der var fine rene toiletter.

Vi startede ad stien op mod kraterkanten, det var med en jævn stigning. Det var en smattet og meget ujævnt sti, med store huller, som var fyldt med vand, så det var om ikke at skride og havne der. Vi havde heldigvis taget vores stokke med og dem havde vi god brug af.

Der var en flot udsigt ned over bugten og alle bådene og byen. Landskabet mod syd og øst er rimelig fladt, bare med lidt bakker og der er adskillige saltsøer.

Efter en lille times vandring kom vi op til det sted, hvor hestene ventede på os. Stierne var meget bedre og tørre, så det var mere sikkert for hestene at gå her. Vi kom alle i sadlen og begyndte langsomt at skridte langs kraterkanten. Det er et meget stort krater, det næststørste i verden. Det største er i Kenya i Afrika. Vi kunne tydelig se lavaen fra det sidste udbrud, som var for ca. 5 år siden. Udbruddet var i det nordøstlige hjørne, og vi kunne se de dybe revner i lavaen. Der var flydt så meget ud, at det dækkede halvdelen af kraterbunden med en tykkelse af 3 meter. Kratersiderne stod helt grønne og frodige lige ned til den sorte friske lava. Midt ude i kraterbunden skilte lavaen bunden op i to halvdele, en grøn og den anden dækket af den nye sorte lava.

Vi var der på det rigtige tidspunkt, der var næste skyfrit og vi kunne se hele vejen rundt. Vi fortsatte til fods igen til en rasteplads, hvor vi skiftede til vores vandrestøvler og fortsatte ad en ujævn sti videre rundt til et par udkigspunkter. Herfra kunne vi se den nordlige del af Isabel og bugterne på begge sider af øen og øerne Fernandina og Santiago samt øerne de 4 brødre, Cuadro Hermanos. Vi kunne også se de 3 andre vulkaner, som ligger oppe på den nordlige del af Isabel. Heroppe hvor vi stod, var en helt anden tør vegetation, som voksede mellem lavablokkene.

Vi spiste vores frokost og gik derefter tilbage til hestene. Vi kom i sadlen igen og red tilbage til stedet hvorfra vi selv skulle gå, så på med gummistøvlerne igen. Det tog lidt under en time igen at komme tilbage. Hestene var glade for at kunne løbe omkring uden os på ryggen. Begge vores heste havde føl med og det var nogle arrige damer at ride på. Føllet til Henriks hest var en rigtig strid en, han bed i alt hvad han kunne slippe afsted med. Lenes hest ville hele tide bare æde, og så var hun optaget af hvor føllet var. Så det var en strid dame at styre.

Da vi endelig nåede til rastepladsen og alle var samlet, kørte vi tilbage til hotellet i den åbne bil. Nu var vejret overskyet og vi fik lidt finregn, så vi havde været utolig heldige med turen, som havde været meget interessant. Nu ved vi lidt mere om selve øen og naturen. Vi gik tilbage til Club Nautico, den lokale strandbar, fra hotellet og landede hver med en stor øl, vi delte endda een til og så var det tid at få fat i vandtaxien.

Det havde været en flot og fin tur og vi havde været meget heldige med vejret. De næste dage blev det igen overskyet med regn ind imellem.