Danas Rejse

Bloggen er tænkt som et supplement til vores hjemmeside, når vi ikke har mulighed for at holde den up to date. Vi vil, når vi sejler, skrive lidt om hvad vi laver og I kan se hvor vi er.

28 September 2015 | Sundkrogen, København
21 September 2015 | Helsingborg, Sverige
09 September 2015 | Mandal, Norge
22 August 2015 | Wells, Shetlands Øerne
25 July 2015 | Qaqortoq (Julianehåb), Grønland
24 July 2015 | Qaqortoq (Julianehåb), Grønland
01 July 2015 | St. Lewis, Fox Harbour, Labrador
01 July 2015 | St. Lewis, Fox Harbour, Labrador
01 July 2015 | St. Lewis, Fox Harbour, Labrador
25 June 2015 | Cow Head Harbour, Newfoundland
23 June 2015 | Ingonish Harbour, Cape Breton
13 June 2015 | Head of St. Margarets Bay, Nova Scotia
12 June 2015 | Shelburne, Nova Scotia

Er kommet til atollen Fakarava.

06 June 2011 | Tuamotu atollerne, Fransk Polynesien
Den 3. juni,

På Tahanea fik vi en ny vejrudsigt, som sagde hård blæst fra sydøstlig retning de næste dage. Så er Tahanea ikke stedet at ligge, der er ikke læ. Vi bestemte os for at sejle om eftermiddagen ved slæk.

Men først skal vi endnu engang ud på revet og snorkle. Vi har fundet tre nye steder,som så godt ud fra jollen. Heldigvis fik vi sol tidligt i morges, så allerede ved 9 tiden lå vi og plaskede det første sted. Her er masser af flotte fisk og fine koraller. Vi snorklede til godt over middag, så måtte vi igang med at ordne vores grej og gøre klar til at lette anker.

Vi havde tjekket ankeret og set, at det ikke var viklet rundt om nogle koraller. Det havde fat et par steder, men tog vi det stille og roligt, skulle vi ikke få problemer. Det gik også fint, selv om der var et par kraftige ryk, når kæden slap korallen. Vi startede i god tid, for ikke at gå i panik, hvis det satte sig fast. Vi havde kalkuleret, at vi skulle gennem passet ved 16.30 tiden. Men allerede ved 16 tiden var vi klar og sejlede op så vi kunne se ud og det så godt nok ud til vi kunne gå igennem. Vi kom ud i fin stil, kun et enkelt skvulp på fordækket.

Inde på stranden stod alle de andre sejlere og fulgte spændt vores tur ud. De undrede sig måske over, at vi allerede tog afsted.

For os var kunsten nu at holde farten lige omkring 3 knob, ellers kom vi for tidligt op til Fakarava. Der var lovet svag vind om natten og næste dag, men alligevel havde vi vores hyr med farten. I starten sejlede vi for mesanen og 1000 omdrejninger på motoren, samtidig fik vi også lavet vand. Vi lige holde omkring de 3 til 4 knobs fart. Da vi fik lidt mere vind, sejlede vi bare for mesan og lidt af fokken ude.

Den 4. juni,

Vi kom lidt for tidligt om morgenen og drev lidt rundt udenfor Fakarevas sydspids, mens vi fik vores morgenkaffe.

Så så vi en sejler gå ind gennem passet. Kunne han, kan vi også. Så vi startede op og gik gennem uden problemer. Vi fik ankret, og her fik vi godt fat rundt om nogle koralblokke. De ligger så tæt at det er umuligt at ankre uden at kæden løber over og mellem dem. Og det selv om man kan se dem helt tydeligt fra Dana.

Endnu et herligt sted. Det er også et fint dykkersted. Vi så et par dykkerbåde ude ved passet, hvor der ligger et pensionat og gæstehytter. I selve passet er der masser af fisk og vi så 8 til 10 sorttippede hejer svømme rundt.

Da vi ikke var sikker på det med vejrskiftet, var det om at få så meget ud af dagen som muligt, nu vi havde flot sol. Vi tog en tur rundt i jollen for at finde de bedste steder at snorkle, der er mange gode steder.

Den 5. juni,

Vi havde en helt rolig nat og til morgen en flot solopgang. Alt tydede på en fin dag. Men der gik ikke mange timer før det blev overskyet og mørkt i vest. Det trak hurtigt ind over os og det begyndte at blæse op og finregne.

Ved middagstid tog det rigtig til. Der blev helt overskyet og det blæste op til godt 14 m/sek. og regnede i stride strømme. Det holdt altså stik, at der skulle komme dårligt vejr, det kom bare lidt tidligere end varslet. Godt vi forlod Tahanea i tide. Vi havde fra Karsten hørt, at der havde været meget dårligt vejr på Tahiti med kraftige vindstød op til 50 knob.

Her ligger vi i læ for søen men ikke for vinden. Vigtigst, ankeret holder os stadig. Det vil sige, det er ikke ankeret, for det ligger på ryggen med begge ben lige i vejret og kæden er snoet om en koral. Derefter løber kæden over bunden i zig zag mellem korallerne for at ende tæt ved Dana, hvor den har snoet sig et par omgange rundt om en koralblok, og det er det der holder os.

Fra at være et idyllisk sted er her nu blæsende og helt overskyet med sorte skyer. Utroligt at vi kan få så megen sø, på trods af at vi ligger så tæt på kysten. Men her er ingen læ fra træer eller andet. Resten af dagen og aftenen regnede og blæste det.

Sent på eftermiddagen kom nogle af de sejlere vi havde ligget sammen med på Tahanea ind og ankrede ved siden af os.

Den 6. juni,

Det har blæst og regnet hele natten og her til morgen. Første op ad formiddagen kom solen frem og bygerne lettede lidt, men det blæser stadig meget og det skal det fortsætte med de næste 3 til 4 dage.
Comments
Vessel Name: Dana
Vessel Make/Model: Fijian 47
Hailing Port: København, Danmark
Crew: Lene & Henrik
Dana's Photos - Main
No items in this gallery.
Site Meter