Vi vågnede op til en herlig dag. Helt stille var der på ankerpladsen og det var godt, det var kun en ankerplads til godt vejr og uden vindskift. Nu så vi øen Bora Bora helt klart badet i morgenlys, den ligger ikke mange sømil herfra. I går lå en stor sort sky omkring øen, så derfor så vi den ikke. Solnedgangen blev ingen nydelse, den forsvandt også bag den sorte sky.

Vi turde ikke at stramme den og blive en nat til. Så vi lettede anker tidligt og sejlede det sidste lille stykke op langs kysten og ud gennem passet Toamaro uden problemer. Der var helt fladt vand udenfor og kun lidt vind, så det var for motor. Kysten langs vestsiden af øen er meget flot med høje bjerge og dybe slugter.

Efter en god times sejlads kom vi til Rautoanui passet, hvor vi sejlede ind. Vi prøvede at finde en ankerplads i den første bugt lige inden for revet. Der var alt for dybt og ikke svejeplads nok, så vi fortsatte op til den første marina, hvor der lå mange både for mooring og anker.

Vores canadiske venner lå der, de skal på land i morgen. Der var skandinavisk træf; der lå 3 svenskere, en nordmand, en finne og så os danskere. Vi har mødt to andre svenske både, så det er svenskerne, der er i overtal, vi har slet ikke set nogle danske både endnu.

Vi ankrede agten for svenskerne på 15 meter vand. Så fik vi besøg af vores canadiske venner, det var rart, dem havde vi ikke set siden Tahiti. Længe varede det ikke før vinden tog til og strømmen vendte; strøm og sø kæmpede om hvem der var stærkest, og alle bådene fes rundt i een forvirring. Søen voksede til en modbydelig krapsø og ankerkæden stod som en violinstreng ind under kølen; det var noget rigtig skidt. Vi tog som den første båd konsekvensen, op med krogen og så sejlede vi ned i bunden af den bugt, Baie Faafau, vi lå ud for.

Der var helt stille, ingen vind og varmt. Men man kan åbenbart ikke få det hele. Her fik vi os kantet ind mellem to rev og nogle bøjer på godt 20 meter vand; og 65 meter kæde ude. Mens vi var ved at ankre, så vi at canadierne og to af svenskerne var ved at tage en mooring hver og den sidste svensker sejlede ind i marinaen, så de havde åbenbart også fået nok.

Nu ligger vi solo her, med udsigt til Bora Bora og en flot solnedgang.