For at komme til ankerpladsen ved Uiha village, kunne man smutte over indsejlingen Ava Auhanga Mea og gennem en smal passage mellem revene. Men vi havde hørt, at der var meget strøm; så i stedet da det jo var godt vejr, valgte vi at sejle nogle sømil længere og komme uden om alle revene. Vi havde så chancen at se hvaler, når vi krydsede løbet; hvor de efter sigende kom op gennem og videre gennem Ava Mata Nukupule, hvor der ligger 5-6 øer, som de godt kan lide at svømme rundt mellem. Det gjorde de så bare ikke i dag.

Vi sejlede op gennem Ava Vahaa Fonua og rundede i god afstand Thorn Rock forbi øen Luangahu med omkring liggende rev og fortsatte ind mod Uiha; men nu med Henrik som udkig i stævnen. Her er rapporteret adskillige koralblokke, som ikke er vist på kortet. Lene passede fart, afstand og dybden, som fes op og ned. Vi har set dybder fra 30-40 meter falde til 10 meter i et split sekund, så det nytter ikke kun at sidde og se på ekkoloddet, for så er man allerede over det lave eller er blevet stoppet brat. Her var vi heldige at glide lige igennem uden de store overraskelser, men det ved man jo ikke, før man har været der, så derfor en udkig i stævnen. Til gengæld kan vi mere afslappet sejle tilbage ad den samme rute, da vi jo gemmer den på computeren.

�~en Uiha skulle være lidt speciel. Det er en meget betydningsfuld ø i Tongas historie. Her er en stor begravelsesplads, hvor de mest berømte chiefs, ledere, er begravet op gennem tiderne. Det fineste begravelsessted Maka Hokovalu ligger nord for byen, og vi så fra ankerpladsen en meget flot dekoreret kirke i mange farver.

Det måtte vi jo ind og kigge på. Vi landede jollen på stranden og havde straks et par generte drenge omkring os. Vi kunne ikke snakke med dem, de talte ikke engelsk og de få brokker vi kan førte ikke til meget. Nogle mænd lå og flød ud på nogle tæpper på stranden under nogle buske, de sagde ikke meget. Vi vinkede til en kvinde, som stod inde i huset lige ved stranden. Vi havde læst, at de her skulle være vant til Palangi, udlænginge, så derfor kunne vi bare gå rundt uden nogle tog notits af os.

Vores første indtryk var ikke for opløftende. Her var meget nusset, her lugtede og alt var faldefærdigt. Gravstederne var dårlig vedligeholdte og det flød med plastic og aludåser. Kirken var faldefærdig, et tårn var faldet sammen og malingen så ikke for godt ud tæt på. Der kunne være flere årsager til, at det var så faldefærdigt, men når nu det var et så vigtigt sted, undrede det os.

Vi spadserede gennem byen og ud gennem "byporten", gitterlåge, videre til den næste landsby Felemea længere syd på. Midt mellem de to landsbyer kom vi til et stort indhegnet velholdt område. Vi talte med et par kvinder, som kom gående imod os, og de fortalte, at det var skolen for de to landsbyer.

Det var det samme nedslående syn i den næste landsby, masser af affald lå og flød rundt om husene og på vejen. Vi hilste på en palangi, som kom ud fra et hus ved siden af metodistkirken. Vi tænker, han var præst eller lære på skolen. Kirken og området med en indhegnet sportsplads var i god stand, malet og velholdt, men mennesketomt. Vi så meget få mennesker, måske de var i bushen eller skoven for at arbejde. Mange af husene så faldefærdige og forladte ud, vi tror de blot har forladt dem og taget væk.

Da vi kom tilbage ville vi sejle over til naboøen Tatafa, som er ubeboet. Vi kom fint gennem revet og over en sandbarre mellem øerne. Da vi var på vej ind mod stranden, blev det meget hurtigt lavt med mange koraller, som vi ikke havde kunne se, før vi var hen over dem. Så vi måtte opgive at komme derover og samtidig begyndte det at blæse op, så vi skyndte os tilbage til Dana.

Det blev ikke til flere udflugter den dag, og tidligt næste dag lettede vi anker for at sejle vestover til øen Ha´afeva, hvor vi håbede på bedre oplevelser. Egentlig ville vi have fortsat længer sydpå til de næste tre øer på revet, men vejrmeldingen lød på mere vind fra nordlig retning, så det ville være et dårligt valg.