Vi motorsejlede mellem revene og kom op til Budd Reef. Der ligger 6 øer omkranset af et rev med kun få åbninger. Vi fandt en åbning på sydsiden, vi kunne slippe sikkert igennem. Det var et hop fra 300 meters dybde til 50 meters dybde uden nogle dybder imellem. Det var lige op til koralvæggen og så et hop op. Det er også godt nok, når det er de dybder, men vi har prøvet fra 50 meter op til 10 meter og mindre, og så er det om at være på dupperne.

Der er et par ankerpladser ved øen Yanuca; den ene i en flot bugt udfor en skole, som vi valgte, efter at have prøvet et andet sted, hvor vi så en delfin flok. Men bugten var for snæver og vi lå for tæt på revene omkring os. Den bedste ankerplads er nok den udfor landsbyen, hvis det ikke blæser for kraftigt fra sydøst. Men der er så også mere trafik af pangaer, som farer afsted for fuld fart.

Her, hvor vi lå på nordsiden af øen, var der en flot udsigt til revet, som ligger rundt om hele øgruppen og den nordligste ø Cobia, som er et nedsunket vulkankrater. Vi var der ved fuldmåne, så revene kom meget frem ved lavvande, og det var svært at komme ind med jolle mellem revene. Der var en fyr inde på stranden, som vinkede ivrigt til os og prøvede at guide os ind. Men det endte med, at Lene måtte hoppe i karet med alt tøjet på og i vand til livet trække jollen efter sig. Til sidst måtte også Henrik hoppe ud, så jollen blev så let, at den lige kunne flyde over de flotte koraller. Der var en snæver korridor med sandbund mellem revene, hvor vi kunne gå. Der var meget flotte koraller i mange forskellige former og farver, så der var noget at se frem til, når vi skulle ud og snorkle.

Først skulle vi lige klare det formelle, her var jo en landsby og en chief, så vi skulle besøge landsbyen og give sevusevu. Ham der stod på stranden var fra landsbyen. Han havde set os og kom for at hilse på og vise os vejen. Vi havde til al held husket kavapakken, som vores ven lynhurtigt spottede toppen af. Så efter at havde fået jollen trukket langt op på stranden, begav vi os afsted, pjaskvåde og meget lidt forberedte, til mødet med chiefen. Nu det var lavvande tog vi "strandvejen", som var nemmere end junglestien op over bakkerne.

Da vi kom over til landsbyen, kunne vi se, at ankerpladsen var bedre, end der hvor vi lå, her var ingen dønning, som vi desværre havde. Det var dog til at leve med, til gengæld havde vi fred og ro, man kan ikke få det hele.

Det viste sig, at chiefen var en tur til Taveuni. Det var hans nevø, som vi havde mødt, som var stedfortræder. Så sevsevu var hurtigt overstået. Vi overrakte ham vores kavapakke og han bød velkommen. Vi bad om lov til at ligge for anker, snorkle på revet og spadsere rundt på øen. Og det fik vi lov til. Han bød på drikke kokosnød og popo og vi var en tur rundt i landsbyen og hilse på. Vi bad ham om at vise os stien tilbage til bugten, da vi gerne ville op på toppen og se udsigten. Han fulgte os hele vejen tilbage, og sagde at han ville komme tilbage næste dag, lørdag, for at snorkle sammen med os.

Næste morgen var det flot stille vejr og sol, perfekt til at snorkle på revet. Vi ville gerne svømme lidt alene og nyde de flotte koraller, så vi startede en time tidligere end aftalt. Præcis til den aftalte tid stod han glad inde på stranden og råbte ud til os. Vi svømmede ind og sad en times tid foran skolen og snakkede, mens han hentede popo, som vi sad og spiste. Det var meget hyggeligt, og han var så ivrig for at være sammen med os og vise ting og fortælle.

Vi tog ud og snorklede lidt mere alle tre, inden han skulle tilbage for at fiske og møde sin onkel. Senere på dagen kom han tilbage. Vi havde lavet en lille pakke til ham men småkager, spagetti og en t-shirt. Det blev han glad for.

Vi havde håbet på flere dage heroppe med godt vejr. Havde troet vi kunne ankre ude ved yderrevet og snorkle der. Men vejrmeldingen lød på opfriskende vind fra nord og en del overskyet med regn, så var det ikke lige stedet at blive liggende.

Tidligt næste morgen, stadig med godt vejr, tog vi ankeret og sejlede mod syd, tilbage ad vores spor på på computeren, det var jo nemt nok, nu kendte vi dybderne og kunne slappe lidt af, men ikke helt, der kan altid dukke noget op.