Vel ankommet til Sydafrika.
08 November 2013 | Richards Bay, Sydafrika
Det holdt stik med fredag den 18. oktober. Sent på formiddagen forlod vi La Réunion og startede på den 1450 sømil lange sejlads til Richards Bay. Det første døgns tid var ikke særlig spændende sejlads, det tager lidt tid, inden man slipper væk fra den lokale sø og vind omkring øen.
Vi havde faktisk fået et rigtig godt vindue, omend med lidt lette vinde lidt længere sydpå men vi justerede vores sejlads efter vores grib-filer og holdt lidt længere nordpå end først planlagt og var så heldige, at få en god medstrøm der hvor vinden slap. Vi fik selvfølgelig både frisk vind og høj sø, først sidevind og senere vinden agterind og sejlads med spilerstage og det gav god fart. Vi sejlede til et waypoint godt 100 sømil nordøst for Richards Bay og satte derfra kurs mod havnen. Det gjorde at vi sejlede ca. 45 grader i forhold til den stærke Agulhas strøm, der løber sydover med 4-5 knob. Desværre kunne vi ikke nå til Richards Bay i dagslys, men ankom ved 3 tiden om morgenen i bulder mørke med tunge mørke regnskyer med finregn og lyn og torden i det fjerne.
Vi var ikke specielt heldige med ankomsten. Vi kaldte havnekontrollen op og fik at vide, vi skulle vente udenfor renden, da et skib var på vej ind. Vi kunne ikke se noget, men pludselig kom et stort containerskib frem lige agten for os, det kan nok være vi kom væk. Vi havde så fået opfattelsen af, at vi bare kunne fortsætte ind efter det, og nu havde vi noget at styre efter. Der var så mange forskellige lys, så vi blev helt forvirrede. Lidt efter blev vi kaldt op og bedt om at give vores position og fik så at vide, at vi skulle være blevet udenfor, indtil vi fik besked på andet, UPS!
Og nu skulle vi se at komme væk i en fart. Jo tak, en stor slæbebåd kom hvæsende lige i hovedet på os med stor bovbølge og lige bagefter kom et containerskib buldrende. Føj, for en dum situation og så skulle vi udenfor renden igen, lige hvor der lå et vrag, som der selvfølgelig ikke var lys på og Lene så det først i sidste øjeblik. Os der er så forsigtige og aldrig sejler ind i en havn, vi ikke kender, når det er mørkt, skulle nu første gang lige ryge ind i alle disse problemer, OOh, shit!
Derefter kunne vi sejle ind og finde en plads fik vi besked på. Vi lagde os selvfølgelig et forkert sted og alt var buldermørkt og store slæbebåde lå i det yderste bassin, hvor vi havde fået opfattelsen af, at vi skulle lægge os. Vi fik lagt Dana fint langskibs og kiggede næsten tre meter op, hvor der stod nogle fra slæbebådene til at tage imod vores ender. I mørket fandt vi en lejder så vi kunne kravle op og hilse på. Så kom den slæbebåd ind, som havde gennet os væk ude i renden og lagde sig lige agten for med fuld skrue, og vi tænkte, at nu får vi nok en overhaling. Men nej, en hvid fyr (alle de andre var sorte) kom springende op og gav Henrik hånden og sagde, at der var ingen problemer, mens vi stod og undskyldte og hældte vand ud af ørerne. De var alle så flinke og forklarede, at vi lå på den forkerte side af molen og nu ville de hjælpe os med enderne, så vi kunne få fred, vi var død trætte efter 11 døgns sejlads. På denne strækning her vi nok været mere på mærkerne end ellers. Vi har da også været heldige ikke at blive ramt af en hval, som tre af vores medsejlere blev. En måtte på land med beskadiget ror og de to andre måtte have dykker nede, dog ikke med de store skader.
Da vi sejlede om på den anden side, var det i mellem tiden blevet så lyst, at vi kunne se flere af vennerne ligge uden på hinanden i den anden ende af bassinet, men der var ikke plads til os, så vi lagde os der, hvor slæbebåden havde anbefalet os at ligge.
Det viste sig, at vi lå indenfor et afspærret område og det havde vi det lidt dårligt med, vi kunne ikke komme i kontakt med nogle af de andre. Men senere på dagen kom Anders og Marie og vi fik lov at slippe ud, så vi kunne gå rundt og finde en plads. Heldigvis var en båd lige sejlet og vi kunne lige smutte ind på den plads. Så nu lå vi i Small Ships Harbour gratis, fri strøm og vand, herligt. Der er faktisk to marinaer lige ved, og vi havde tænkt at flytte til en af dem, når papirarbejdet var overstået, men kunne vi blive her, var det jo fint. Vi ventede hele dage på at customs, immigration og health skulle komme, men det skete intet. Næste dag kaldte vi igen op, og fik samme besked at vi bare skulle vente. Det kunne vi jo ikke blive ved med, i princippet må vi jo slet ikke forlade båden. Vi kunne så forstå, at det ville blive en sej omgang, de andre som sejlede en uge før os, havde måtte vente i 5 dage for at blive klirret ind. En af vores norske venner, som havde været ansat i et stort firma hernede, trak lidt i trådene for at fremskynde processen. Og det lykkedes, for sent samme dag kom immigration, flink fyr ingen problemer og næste dag customs og health og vi kunne tage det gule flag ned. I øvrigt har vi kun mødt hjælpsomhed og venlighed.
I modsætning til Zululand Marina, som ligger på den anden side lidt oppe ad floden, er her noget mere gang i den, med restauranter langs hele waterfronten, og mange lokale kommer her for at spise. Men der er måske mere hyggeligt oppe i floden, hvor de fleste andre både ligger, her er vi kun 8-10 udenlandske både, resten er lokale, som vi jo så snakker med og får gode råd.
Vi har jo allerede været på tur til et par dyreparker, og det skriver vi om i næste brev. Men bare anden dagen fik vi besøg ombord på Dana af en flok aber. Det er de små Vervet monkeys, de er sølvgrå med et meget sødt lille ansigt og meget graciøse. De kommer faktisk forbi ca. tre gange om ugen morgen og eftermiddag. Så skal man ikke have noget spiseligt liggende, for det snupper de. De springer ombord og svinger sig i faldene og løber op på bommene og vi har en farlig fis med dem, vi syntes det er skægt, når de kommer. Flere af hunnerne har en lille unge hængende under maven, men ellers er det mest ungerne fra sidste år, vi morer os med, de er vældig legesyge. Vi ser også mange forskellige fugle her på havnen, bland andet ibis, ørne, hejre og forskellige isfugle og mange forskellige måger, her er et meget rigt dyreliv.
Vi har det godt her, søde og venlige mennesker, er behagelig overraskede over hvor meget vi får for vores penge både med hensyn til at leje bil, købe mad og drikkevarer, går ud og spiser, som vi normalt sjældent gør. Men her kan men tillade sig nyde en god middag og det er dejligt. I marinaerne ligger man som regel gratis de to første uger og så bliver man medlem af klubben og betaler en reduceret pris for pladsen. Så er der også fri adgang til klubbens faciliteter.
Da vi havde været her i tre dage lejede vi en bil sammen med Anders og Marie. Vi ville gentage succesen fra La Réunion og tage på safari tur sammen.
Vi er landet og vi skal ud og opleve en masse!