Knysna til Cape Town og videre til Walvis Bay, Namibia.
29 January 2014 | Walvis Bay, Namibia
Det holdt stik med den 13. januar. Men først over middag kunne vi tage afsted, da det skulle passe med at sejle ud gennem hullet en time før højvande. Vi var lidt spændte på, om vi ville få frisk vind imod, da der næsten altid kommer en frisk brise, ved 9 tiden om morgenen, på grund af opvarmningen af landet. Men lige i dag var vi heldige, kun let vind. Det tog en lille time at nå ud til hullet og selv om vi har været derude flere gange, blev vi alligevel overrasket over de store dønninger fra det indiske ocean, som kom rullende ind mod klipperne og brød med en kaskade af vand til alle sider. Vi sejlede tæt, meget tæt, til klipperne på styrbord side og vi kunne mærke suget fra dønningerne i hele båden, så det var vigtigt med den rette hastighed, som skulle afpasses til afstanden mellem bølgerne og modstrømmen. Og alligevel fik vi et frit fald.
Dana standsede næsten helt op, da de sidste to store bølger kom lige efter hinanden. De var så dybe og med så kort afstand mellem dem, at det var umuligt at undgå at havne lige i bunden af dem. Dana stod og vippede på toppen af bølgen og sejlede lige ud i den store bølgedal og landede med et ordentligt brag, så vandet stod om os.
Men efter det var det bare der ud af, væk fra kysten med de mange skær og surfen og vi kunne ånde lettet op. Det var ikke lige vores kop the og Tina, som kom bagefter, nød den samme tur. Uff! det var grimt. Det er jo værre at komme ud end at gå ind, da vi har dønningerne lige i snuden og det selv om der næsten ingen vind var. Vi havde tjekket højden på dønningerne og de var det laveste i flere dage, så det var det bedste tidspunkt vi havde valgt.
De første 8 til 10 timer gik med let vind til ingen vind fra foran for tværs, vi kunne ikke sejle i de dønninger, så det blev motorsejlads som forventet. Først efter solnedgang kom vinden agten fra og hele natten tonsede vi afsted for mesan og spilet forsejl i store søer og havde en fin sejlads.
Det holdt til næste eftermiddag, men så gik gassen af ballonen, desværre, og det blev helt stille. Det var et døgn før end forventet, at vinden løjede af, og i nogle timer sejlede vi bare 4 knob. Men måtte til sidst bide i det sure æble og starte motoren op og det blev for motor resten af vejen helt til Cape Town, så der røg en del diesel, mere end forventet.
Vi kom ind nogle timer efter Anders, som havde været i fuld sving for at arrangere en plads til os. Nu var der bare det, at lige inden vi rundede havneindløbet blæste det meget kraftigt op, hvad der er meget almindeligt her, har vi fundet ud af. Der er meget lidt plads mellem broerne, så da vi stak snuden ind med stærk sidevind for at sejle halvvejs ned mellem de mange både, som ragede godt ud over de små stikbroer, fik Lene kolde fødder og tog en hurtig beslutning. Rundt med Dana og ud herfra inden vi lavede ulykker, det var aldrig gået godt. Udenfor marinaen ligger der een gæstebøje, den tog vi for natten og lå fint. Tidligt næste morgen, i helt stille vejr, sejlede vi ind på pladsen ved siden af Anders uden problemer. Det er en fin plads med super udsigt til Taffel bjerget. Så vi nyder endnu engang at ligge med fire ender i land. Det bliver sikkert også den sidste gang i meget lang tid. Fra nu af kommer vi til at ligge for anker og bruge jollen. Gud ved om vi overhovedet kan huske det, den har vi jo ikke brugt siden Cocos-Keeling. Vi har haft masser af vind de sidste dage, meget hård vind, som ræser ned ad Taffelbjergets sider. Skyerne ligger som en dyne hen over toppen og ude ved kanten ser det ud som et vandfald, når skyerne falder ned ad siderne på bjerget. Det er meget flot at sidde og kigge på. Forleden dag var vi sammen med Marie og Anders på en bytur med en dobbeltdækker bus og endnu engang var vi en tur oppe på Taffelbjerget og havde en fantastisk udsigt. Bagefter kørte vi en flot tur langs kysten. Vi købte en dagtur, så vi kunne springe af og på, hvor vi havde lyst. Alle tiders så kunne vi se det store marked i centrum og køre centrum rundt et par gange for at se de mange historiske steder. Der blev også spadseret nogle kilometer langs den flotte kyst. Igen har vi haft en dejlig dag sammen, som blev sluttet af med en middag i Royal Cape Yacht Club.
Vi har travlt med at toppe op med diesel, reparere vores vindror, som ikke har fungeret helt optimalt efter stormvejret fra Richards Bay. Nu er det endelig blevet lavet, Henrik var heldig at find nogle specielle skruer til det i Knysna, og har haft det skildt ad og sat nye bæringer i, så nu virker det perfekt igen. Påhængsmotoren har fået en ny brændstoftank, den gamle var hullet som en si, efter bare 4 år. Sådan er der mange små projekter, som skal klares, inden vi stikker herfra.
Vi føler, det er et helt nyt kapitel i vores sejlads, nu vi er kommet tilbage til Sydatlanten. Det er efterhånden ca. 9 år siden vi rundede sydspidsen af Sydamerika og forlod Atlanterhavet og påbegyndte vores lange rejse rundt i Pacific. Nu er vi jo virkelig på vej hjemover!
Men først skal vi en tur op langs Sydafrikas vestkyst og videre til Walvis Bay i Namibia. Vi håber at arrangere en safari tur sammen med Anders. Marie flyver hjem til Sverige i morgen og Anders fortsætter alene resten af turen hjem til Sverige.
I dag den 21. januar havde begge både travlt med at gøre klar til at forlade Cape Town. Det lå lige som i luften, at vi var ivrige for at komme videre. Så da vi havde fået sendt Marie afsted, nappede vi en taxa og kørte til immigration, costums og havnekaptajnen og fik vores papirer ordnet. Videre til supermarkedet og købe de sidste ting og tilbage til marinaen.
Næste morgen tidligt forlod vi Cape Town og sejlede for motor de første 8 timer, inden vinden kom. Vi har haft lige fra vindstille til 25 - 30 knob vind med høje bølger lige i rumpetten. Men selvfølgelig fes vinden af et døgn inden, vi nåede til Walvis Bay i Namibia. Og resten af turen blev igen for motor. Vi ankom her til den 28. og ligger nu for anker i en meget stor bugt, lidt i læ for Atlanterhavs dønningerne bag en lang sandtange. Selve ankerpladsen er ikke særlig spændende, men her er er rigt dyreliv, som vi skriver om i vores næste brev samt om vores tur ind i landet.
Brevet bliver sendt op over radioen, da vi ikke har internet forbindelse. Alt vel ombord.