Den 6. april sejlede vi ud fra Kourou med stærk sidestrøm, så det var for motor hele vejen ud til Iles de Salut. Her mødte vi de to norske piger fra Flow og en amerikansk båd var på vej ind. Bøjen havde Flow selvfølgelig taget, så vi sagde bare hej og fortsatte videre forbi øerne, selv om vi havde planlagt at stoppe.

Vi har iøvrigt tænkt på, hvorfor hedder øerne Frihedsøerne eller Frihedens øer! Man har jo mest hørt om øerne i forbindelse med tugthusfangernes forfærdelige skæbner og de grusomme forhold de levede under derude. Forklaringen fik vi, da vi læste bogen Papillon igen, nu vi var her, for at friske lidt op på historien. Det fortælles, at fangen Papillon også undrede sig over navnet og spørger en ansats kone, om hun kender forklaringen og hun fortæller: at øerne fik deres navn, efter der havde været en frygtelig epidemi af gul feber i Cayenne, hvor alle de hvide præster og søstre flygtede ud til øerne og alle blev reddet for sygdomme. Om det er en skrøne, ved vi ikke, men den lyder plausibel, så det er mange år siden, øerne fik deres gode navn.

Vi skulle et godt stykke ud fra kysten, da der er meget lavt hele vejen op langs kysten til Maroni floden. Det var fint nok vi fortsatte, for det kom til at passe, at vi var ud for flodmundingen næste morgen. Natsejladsen bød på lidt af hvert, både regnbyger med megen vind og ingen vind og en kraftig nordgående strøm, så Henrik havde travlt med at udregne hvor vi ca. skulle være på bestemte tidspunkter for at sejle ind med strømmen. Vi fandt anduvningsmærket, det passede ikke med kortet på iPadden men med de positioner Henrik havde lagt ind, så dem fulgte vi, indtil vi kunne følge mærkerne ned langs Guyanas kyst.

Der kom en stor flok fugle flyvende imod os op langs kyste. Først troede vi, det var flamingoer, men da de fløj tæt forbi os så vi, at det var over 50 mørkerøde ibiser. Det var et flot syn at se de store knaldrøde fugle flyve lavt hen over vandet ud mod kysten.

Vi havde travlt med vores navigation og finde mærkerne som står langt fra hinanden. Vi fik styr på det og bestemte os for at tage ruten tæt op langs skoven. Der var to ruter, den anden går ud midt i floden, men det var lidt mere spændende langs kysten. Der var vand nok og mærkerne dukkede også op rundt de mange hjørner.

Endelig efter ca. 20 sømil kunne vi se den lille by Saint -Laurent du Maroni og et vrag som lå tæt ved en lille anløbsbro. Det lignede mere en ø, da det et fuldstændig overbegroet og store træer og palmer vokser op fra vragets skrog.

Efter nu at have været her et godt stykke tid og spadseret byen rundt mange gange og set det meste i gå afstand, har vi endelig taget os sammen og pakket vores cykler ud. I starten da vi lå her, havde vi næsten hver dag frisk vind og en høj krap sø fra middagstid, så det var ikke lige sagen at transportere cykler frem og tilbage. Men vejret ændrede sig og vi har nu oftest stille vand, så nu skulle det være. Vi trængte til at bruge vores ben til andet end at vandre og det aller bedste, vi kan nu komme langt omkring.

Vi lagde forsigtigt ud og startede med en tur op langs floden og bagefter stierne bag om byen.

Senere tog vi en lang cykeltur op langs floden til byen Saint-Jean. Vi troede det var sådan en hyggelig landsby i stil med St.Laurent og blev lidt skuffede. Det var mest militæret og gendarmeriet som holdt til her. Næsten alle bygningerne og et stort område langs vejen var afspærret og hørte under militæret. Vi troede at der var lidt butikker og spisesteder, der var kun en restaurant nede ved floden, som selvfølgelig havde lukker om mandagen, så der var lidt dødt.

Så vi vendte snuden hjem over og nød det let kuperede landskab. Vi havde passeret en afkørsel til landsbyen Esperanza og tænkte, nu vi havde god tid, at vi ville se hvordan den så ud og måske vi kunne få lidt frokost der. Vi nåede ikke helt derned, for inden stod et skilt med restaurant åben, så vi kørte ned ad en smal sti og havnede ved et hyggeligt sted. Der kom en mand ud og bød os indenfor. Han skulle lige forhøre sig hos sin kone, om hun var indstillet på at lave frokost til os, når bare vi kom dumpende. Hvis vi ville have den ret på menukortet, en tre retters menu med en flaske vand og en lille skarp, var der ingen problemer, suppe, fisk og frugt, perfekt.

Vi har nu også fået gang i vores kajakker for at holde arme og rygmusklerne lidt igang. Det der med at løfte vægte og træne med elastikker er svært at komme igang med når temperaturen for det meste ligger omkring de 30 grader. Så er det sjovere at gå på opdagelse op langs floden og op i de små bifloder. Her er også nogle øer som vi padler op til og her var vi heldige at se et dovendyr "arbejde" sig langs brinken hen til et træ. Det gik meget laaaangsoomt, det var helt vildt at se på. Det var jo fantastisk heldigt at den lige var svømmet i land der og man kan sidde i kajakken bare en halv meter fra den og den løb jo ingen steder! Selvfølgelig lå kameraet der hjemme, nå skidt! det var en fin oplevelse. Sjovt at se det lille hoved og pudsige ansigt. Denne hørte til den lille type på godt en meters højde, den havde tre klør på hver hånd og fod, de store har kun to klør. De kaldes to eller tretåede.

Forleden var vi igen på cykeltur op langs floden og her var vi heldige at se 10 små sorte aber springe rundt i træerne og løbe på el ledningerne tværs over vejen. De så spøjse ud, da deres hænder og fødder var orange. Det så ud som om de havde vanter og sokker på. De sprintede rundt og havde de sødeste små hoveder og et fint ansigt med med masser af liv i øjnene.