Danas Rejse

Bloggen er tænkt som et supplement til vores hjemmeside, når vi ikke har mulighed for at holde den up to date. Vi vil, når vi sejler, skrive lidt om hvad vi laver og I kan se hvor vi er.

28 September 2015 | Sundkrogen, København
21 September 2015 | Helsingborg, Sverige
09 September 2015 | Mandal, Norge
22 August 2015 | Wells, Shetlands Øerne
25 July 2015 | Qaqortoq (Julianehåb), Grønland
24 July 2015 | Qaqortoq (Julianehåb), Grønland
01 July 2015 | St. Lewis, Fox Harbour, Labrador
01 July 2015 | St. Lewis, Fox Harbour, Labrador
01 July 2015 | St. Lewis, Fox Harbour, Labrador
25 June 2015 | Cow Head Harbour, Newfoundland
23 June 2015 | Ingonish Harbour, Cape Breton
13 June 2015 | Head of St. Margarets Bay, Nova Scotia
12 June 2015 | Shelburne, Nova Scotia

Shelburne - Halifax

13 June 2015 | Head of St. Margarets Bay, Nova Scotia
Efter en hyggelig uge i Shelburne slap vi en tidlig morgen bøjen og sejlede for motor ud af den lange fjord. Vi skulle sejle natten over for at komme til Halifax. Som nævnt havde vi problemer med vores modem, men var så heldige at Neil, hvis Winlink station vi havde brugt, da vi sendte mails over radioen på vejen op fra Bermuda, inviterede os til at komme op til ham og så ville han løse problemet for os. Neil er pensioneret pilot men flyver stadig små maskiner med post til forskellige øer og andre isolerede steder, hvor man kun kommer med fly og båd. Han har også været radioamatør i mange år, er det stadig og har en stor viden og kan løse alle problemer angående radio, så vi var havnet det rette sted.

Hver sommer kommer her mange sejlere forbi for at få hjælp med deres radioudstyr og Neil er utrolig behagelig og hjælpsom. Det er ikke bare radioproblemer, vi sejlere har fra tid til anden også mange andre ting, som bryder sammen og det bliver løst her på det lille værksted. Vores watermaker begyndte at lække på grund af det kolde vand, så der var saltvand steder, hvor det absolut ikke skulle være, shit shit! igang med at vaske af og få tørret. Henrik afmonterede dyret og fik skiftet o-ringe og strammet alt igennem. Efter tredie forsøg blev den endelig helt tæt, hvor dejligt. Også vores toiletpumpe fik en overhaling, den begyndte også at lække. Men nu virker det hele igen!

Vi ligger nu tre både her, alle havde vi radioproblemer, men dem har Neil løst. Nancy og Tom Zydler kom for et par dage siden og dem har vi glædet os til at møde. Det er sejlere med meget stor erfaring netop i disse områder og især Newfoundland, Labrador og Grønland. Vi har "kendt" dem i mange år, fra de mange artikler de har skrevet i diverse sejlerblade og de har været på "banen" i mange år. I dag sejler de i en American Mason 44 ved navn Frances B. Også vores franske venner Gilles og Helene Blaisot, som vi mødte i Shelburen, kom hertil i går i deres dejlige alubåd En - Dro.


Neil og Jean bor lige ud til vandet helt oppe i bunden af St. Margarets Bay og har en lille bådebro, vi kan benytte, når vi skal i land. Deres norske motorbåd ligger for en bøjen lige foran huset. Neil havde allerede arrangeret, at vi kunne låne naboens bøje og noget skønnere sted, kunne vi ikke ønske os. Vi kom hertil tidligt i lørdags, den 6. juni i tæt tåge, så vi så intet af landet hele vejen op gennem den lange fjord. Det var jo lidt ærgerligt, da her er meget flot. Vi fik syn for sagen, da Neil et par dage senere kørte os en tur langs kysten og vi kunne se, hvad vi havde gået glib af.

Allerede den første morgen var der drama på den lille pynt vi ligger bagved. En fiskeørn havde fået fat i en død skarv og havde stort besvær med at komme på vingerne, mens den havde et fast greb men kløerne i fuglen. Den forsøgte et par gange at lette men havnede hovedkuls i vandet lige ved siden af Dana. Endelig fik den slæbt fuglen ind til bredden og efter at have sundet sig, lykkedes det at komme i luften og flyve længere ind på land skarpt forfulgt af to skrigene krager. De nød rigtig at dykke ned på ørnen og drille den. Og næste morgen i super flot og stille vejr kom en flok Canada gæs svømmende tæt forbi os, mens de skræppede op. Her er vaskebjørne, kolibrier og mange andre fugle vi ikke kender navnene på.

Vi nyder det og har det dejligt her. Der kommer til at gå nogle dage, før vi tager videre. Henrik er gået igang med at færdiggøre installationen af det "nye" fyr og vi håber at få gang i det, inden vi tager herfra, hvis det gamle skulle finde på at strejke. Vi har også vores varmblæser, når vi kører med motoren til at lune nede om læ og tørre vores tøj, men fyret er mere effektivt.

Dagen efter vi var ankommet blev vi inviteret til BBQ, og vi havde en dejlig aften sammen med Jean og Niel og lærte dem bedre at kende. Meget afslappede og gæstfrie mennesker. Døren stod åbne til værkstedet og vi kunne komme og gå som vi ønskede. Så Henrik var i fast rutefart i jollen, da han havde vores navigations computer stående på værkstedet for at få opgraderet styresystemet. Vi havde aldrig været et sted længe nok til at få det afsluttet, men nu virker alt igen.

Da de to andre både kom hertil et par dage senere, blev der igen holdt et BBQ og det var hyggeligt, at vi alle kunne være i land sammen. Niel var mand for at grille nogle fine bøffer og så var det bare at holde sig til. Naboerne på hver side kom også og vi fik lejlighed til at takke dem for lån af deres bøje. De næsten takkede, da de syntes, det var sådan en fin båd, de havde liggende foran deres hus og havde taget flere billeder af Dana. Godt det var lidt på afstand, for Dana ser noget nedslidt ud. Den anden nabo mente, at vi skulle smage hummer og muslinger. Så han gik igang med at partere hummer og havde en stor gryde med, som stod og kogte friske muslinge. Det var meget lækkert. Vi mødte også danske Erik og hans kone, som er gode venner til Jean og Neil. Erik er også radioamatør, så endnu en god kontakt og så kan det gøres på dansk. Fin aften med søde mennesker.

Det er tid til at komme videre. Så i morgen mandag slipper vi bøjen og sejler til Webber Cove, hvorfra vi hurtigt kan komme til slusen ved St. Peters. Vi kan komme gennem slusen på torsdag og så vil vi være på søerne Bras dOr Lakes.
Comments
Vessel Name: Dana
Vessel Make/Model: Fijian 47
Hailing Port: København, Danmark
Crew: Lene & Henrik
Dana's Photos - Main
No items in this gallery.
Site Meter