Endelig kunne vi forlade Fox Harbour. Søndag den 19. juli fik vi den bedste vejrmelding i flere uger og nu skulle vi afsted. Klokken 5 om morgenen gjorde vi klar og startede motoren op, og den hylede af kulde, vandet var 2 grader varmt, så det ville tage timer at varme den op ved tomgang, men en halv time var bedre end ingenting. Det var koldt, gråt og finregn og lavvande, så vi havde et mas med at få bjerget alle vores liner og så oven i det hele begyndte det at blæse op lige ind på siden. Det var bestemt ikke nemt at komme ud, da der lå en kutter lige foran og en motorbåd havde dagen før lagt sig agten for. Men med bovpropellen skulle det kunne lykkes. Nu skete der bare det, at bovpropellen ikke virkede, hvilke den gjorde, da vi kom og afgangen blev ikke alt for heldig for Dana, som fik et tryk 16 lige i snuden. Det er ikke lige vores stil, men det var altså her, vi skulle have den. Så kan man sige, at det kun gik ud over os selv, da det var molen, som kom i vejen. Surt show!

Så var det ud over bakkerne i tågebanker og de første to døgn var der lidt isbjerge og isskosser at holde øje med. Vi sejlede for motor hele vejen til Grønland, da der ingen vind var. De korte briser vi fik, gav kun modvind så det var ikke umagen værd at sætte storsejl. Mesanen havde vi på hele vejen for at støtte og yankien blev rullet ud et par gange. Men den kunne ikke stå og gav ingen fart, så ind med den igen. Man kan så sige, det var en behagelig tur, hvor vi fik brændt nogle hundrede liter diesel af, istedet for en rask kuling. Vi klager ikke, var bare lykkelige for at slippe afsted og komme sikkert til Grønland, og så blev det oven i købet varmere. Tre uger havde vi mistet. Da vi skulle have lavet vores radio, løb der jo nogle ekstra dage på og så nu to ekstra uger i Fox Harbour. Det var godt nok en snudestrammer at ligge der og glo og bare vente. Vi var klar i starthullet hver dag i to uger og lyttede til vejrmeldingerne i en uendelighed. Det føles også værre, når man er helt vild for at komme afsted. På hele turen sendte Karsten os løbende opdateringer om vejret, så vi vidste, hvad vi havde i vente. Det var dejligt og en stor TAK igen til Karsten for hans arbejde.

Endelig nærmede vi os Grønlands kyst. Selv om vi havde prøvet at time det, så vi ville komme om morgenen, drillede det i sidste ende. Torsdag nat slukkede vi for motoren og drev for små sejl mellem isbjerge og isskosser, indtil det blev lyst nok til at se skosserne og solen fik brændt den værste tåge af. Så tidlig fredag morgen den 24. juli sejlede vi langsomt for motor mod Julianehåb. Det var utrolig flot at se de mange store isbjerge drive rundt på havet og langs kysten lå gigantstore isbjerge strandet og mange væltet om på siden. Så meget is havde vi ikke set før på een gang.