Hvor var vi glade for at slippe væk fra Nanortalik, der var ikke godt at ligge længere. Vi drejede syd om halvøen Tusarlurnuaq og sejlede op i fjorden Tasermiut, som skulle være en af de flotteste fjorde her i den sydlige del. Det var jo blevet lidt sent på dagen, så vi havde tænkt os at ankre ud for bygden Tasiusaq. Men da vi nåede derop, stod vinden lige op gennem den smalle passage til bugten bagved og der så faktisk ikke så hyggeligt ud. Der var også en ankerplads på den modsatte side af fjorden, men den skippede vi med det samme, da vi så de hårde vinde drøne ned ad bjergsiderne. Vi kunne let få en knock down derinde.

Så vi fortsatte videre op i fjorden, da vi vidste, at der var et par ankerpladser mere. Hvordan de var, anede vi ikke, men det kunne dårlig blive værre end her. Efter Tasiusaq ændrede landskabet sig markant og jo længere vi kom op jo mere spektakulært blev det. Fantastiske "nunatakker", savtakkede bjergspidser, stod knivskarpe mod den blå himmel og flot var det med den store gletscher for enden af fjorden. Vi kunne se den på lang afstand, da den lå badet i sol og gletscheren stod som en hvid mur omkranset af bjerge med sne på. Vi passerede flere isbjerge på vejen op, som blev skudt af fra gletscheren, men slet ikke så mange, som vi ellers havde haft og det gjorde, at vi kunne nyde turen mere afslappet.

Vi var nu ved at nå op til Kuusuaq bugten, hvor vi havde tænkt os at finde en ankerplads. Før vi drejede ind, passerede vi to øer, som ligger på hver side af fjorden ud for nogle små halvøer og her oplevede vi, at dybderne hurtigt ændrede sig fra 70 og 50 meters dybde til 10 meter og visse steder hel ned til 7 og 5 meter midt i fjorden. Det kan nok være vi kom op på den spidse ende og satte bak for at stoppe Dana og sejlede meget langsomt rundt fra den ene side til den anden for at tjekke dybderne. Ca. 2 sømil inden vi nåede hertil, stoppede opmålingen i søkortet og vi sejlede nu i hvidt område, som man kalder det. Om bunden har hævet sig her mellem de to halvøer, ved vi ikke, men da vi havde passeret dem, fik vi igen over 100 meter under kølen og vi fortsatte uden dybder. Men der var masser af vand og på kortet vises resten af fjorden helt op til gletscheren uden lodskud. Det havde været smart, hvis opmålingen lige havde haft et par sømil mere med, så passagen mellem øerne var dækket og vi kunne se den lave tange tværs over fjorden.

Vi drejede ind i bugten, som viste sig at være mere åben, end vi havde forestillet os. Vi opgav at fortsætte helt ned i bunden af bugten, da bunden så meget ujævn og dårlig ud på skærmen og mindre isskosser fandt også vej derind. I stedet fortsatte vi langs kysten, til vi kom til en lille bugt med strand helt ude bag halvøen og her fik ankeret godt fat. Der lå et hus på klipperne lige ved siden af stranden og det viste sig at være et feriehus, som ejedes af skolen i Nanortalik. Der gik nogle mennesker rundt på klipperne og fiskede og de fik bid flere gange og landede fine laks, så Lene blev fyr og flamme og fandt fiskegrejet frem, så det var klar til næste morgen.

Nu ville vi bare nyde den flotte solnedgang og stedet, her var så flot. Smukke farver kom frem på bjergsiderne fra de sidste solstråler og sneen glimtede på toppene. Jo, det var bestemt en fantastisk dejlig fjord.

Næste morgen, da der kom lidt liv i huset, tog vi ind i jollen for at hilse på. Lene var interesseret i at høre, hvor det var bedst at fiske og hvad kroge de brugte. Dagen før havde vi også set nogen fra huset komme tilbage oppe fra søen med fiskestænger, så det var måske bedre der oppe. De var meget imødekommende og vi fik snakket og set på de kroge de brugte. Dem vi havde lignede meget deres og som de sagde, i øjeblikket bider laksen på alt, så det skulle nok virke. De havde været heldige i søen, men ellers kunne vi prøve i åen, som løb fra søen ud i bugten, hvor der var en god strøm.

Der var langt op til søen, men det var en flot tur, sol og dejlig varmt og så var der myg. Vi havde garderet os med vores bedste myggenet over hovedet og vanter. Efterhånden har vi et større udvalg af hovednet og endda en hel anorak i net med hætte, som kan lynes op, så kan man have tyndere tøj inden under. Tasersuaq søen er stor og strækker sig langt ind mellem bjergene. Vi forsøgte at fiske fra stenene langs søens bred og senere i strømmen, men her fik vi for ofte bundbid, så vi nød i stedet turen og gik langt op i terrænet. Efter nogle timer kom vi godt trætte tilbage til huset, hvor Dana lå for anker. Vi gik ud på klipperne, måske vi havde bedre held her. Og sørme så, anden gang var der en fisk som nappede og tredie gang var der bid. En flot laks blev landet på klipperne, så det var stedet. Herligt med frisk fisk til middagen.

Næste morgen var super, helt stille med blå skyfri himmel og sol. Bjergene og huset på klippen lå og spejlede sig i vandet. Vi var tidligt klar til at tage ind og spadsere og nyde starten på dagen. Duggen lå stadig og mange små fugle løb rundt på stranden. Vi kunne komme ganske tæt på dem, inden de spurtede afsted. Flotte farver på de mange små blomster, som vokser mellem klipperne. Vi gik i mange timer og var godt møre, da vi endelig nåede tilbage til stranden. Det ville blive vores sidste nat her. Tiden spurtede afsted og vi havde stadig et par ankerpladser, vi ville besøge, inden vi kom til Prins Christians Sund. Næste morgen sejlede vi tilbage ad det spor vi havde lavet på turen op, så det var der ikke mange ben i og vi kunne nyde fjorden fra en anden vinkel. Det er to forskellige oplevelser at sejle op eller ud af en fjord, landskabet og især bjergene ser forskellige ud, lyset gør jo også, at man får nye synsindtryk. Denne gang kunne vi slappe lidt af, da vi nåede til den lave passage mellem øerne, nu vi vidste, der var dybt nok. Vi fik jo næsten et chock, da vi sejlende op og pludselig havde så lave dybder under os.

Da vi passerede Nanortalik om styrbord, sejlede vi ned langs halvøen Taterakasik om bagbord og passerede bjergtoppen Jakobinerhuen. Vi fulgte kysten ned til båke 27, som står på sydspidsen af halvøen og der sneg vi os mellem landet og en ø og fulgte en lodskudslinie op til ankerpladsen Qeqertasussuk. Heldigvis var dybderne herinde så læge, at vi slap for isen. Men bare en sømil fra os, drev 10 store isbjerge forbi på rad og række op langs øen Simiuta og forsvandt op i den store bugt bag os. Det var en god ankerplads med en flot udsigt til de mange isbjerge og vi lå fint der for natten.

Næste dag sejlede vi lidt indenskærs mellem isbjergene til båke 25 på øen Arfinguaq om bagbord og videre til båke 24 om styrbord og ned gennem en 4 sømil lang kanal, som løb mellem to store øer, hvor vi passerede båkerne 23 og 22. Herinde mellem øerne var der helt stille og godt beskyttet for vejret. Det var her vi blev prajet af en motorbåd med en grønlandsk familie og hund ombord. De kom fra Frederiksdal på vej til Nanortalik med alle deres røgvarer og hvad de ellers havde ombord for at sælge på markedet. Vi stoppede og de kom op på siden af os. De var ivrige for at høre, hvorfra vi kom og hvor vi skulle hen og så ville de gerne sælge røget laks til os. Vi købte en hel røget laks, den så virkelig lækker ud. De var så smilende og søde og konen begyndte straks at finde flere varer frem, men da hun viste os en halv side røget fåreribben, takkede vi af og mente vi havde nok i laksen. Vi fik en længere snak, selv børnene og hunden blev utålmodige og deres sidste salut var, at vi skulle hilse Mary og Prinsen, når vi kom hjem til København. Vi takkede og sagde farvel. Og så blev der vinket ivrigt fra den lille båd, mens vi sejlede i hver sin retning. Vi har kun de bedste oplevelser, når vi har mødt det grønlandske folk. De har været imødekommende og smilende.

Vi fortsatte ned gennem kanalen og nød stilheden og den flotte natur. Et stykke inden båke 21 drejede vi op i en bugt til ankerpladsen Iglukasik Havn. Herinde lå vi godt beskyttet også på grund af alle øerne på den anden side af indenskærsruten lige udenfor. Her havde vi også en rolig nat, hvilket man ikke altid kan regne med. Næste morgen så vejret så godt ud, at vi tog chancen, for der var isfrit ved Herjólfsnes, en ankerplads nordboerne har brugt i herrens mange år, lige overfor Frederiksdal. Vi havde fra den norske båd Agnes hørt, at det var et flot sted, så det ville vi gerne opleve.

Men da vi kom fri af øerne fra indenskærsruten, var det allerede begyndt at blæse op og isen udenfor kom hurtigt i bevægelse. Pludselig så det ikke så vidunderligt ud længere. Vi havde frisk vind, da vi rundede øen med båkerne på og drejede op i fjorden Narssap Sarqa og satte kursen mod Herjólfsnes.

Allerede på afstand fornemmede vi, at her var problemer og ganske rigtigt, ankerpladsen var fyldt op med is skosser og mange større isbjerge var kommet i drift og det var bestemt ikke sikkert at være herinde. Vi prøvede endda i vores nød at sejle over til Frederiksdal, men der så det lige så umuligt ud. Indsejlingen var totalt lukket til, så hvad nu! Skulle vi sejle tilbage, hvorfra vi kom, eller skulle vi tage det store skridt og fortsætte ind i Prins Christians Sund, indsejlingen lå jo tæt ved.