Vi valgte at sejle op i fjordene og PCS også fordi vi var meget tidligt på den, så vi havde god tid til at finde en ankerplads derinde. Vi sejlede mellem fastlandet og øen Nunarssuaq og fik lige et sidste glimt af gigantisbjergene, som driver fra øst syd om Kap Farvel og kommer op her langs vestkysten. Det ville nu blive spændende at se, hvad som mødte os, vi havde ingen nye meldinger om isen i PCS, så det første vi tænkte på var, at finde en sikker ankerplads og så måtte vi håbe, at få gode vejrmeldinger fra Karsten. Vi havde plottet 6 til 8 ankerpladser af i hele fjordsystemet, men nogle vidste vi, ville være dårlige og kun kunne bruges i absolut nød og så havde vi jo ikke taget isen i ed. Så det ville nok ende op med i bedste fald to måske tre ankerpladser og uden garanti for, vi ikke fik is at slås med.

Vi startede så op gennem dette fantastiske fjordsystem og det var jo ikke noget der bare skulle overstås. Det var noget der skulle nydes og vi måtte give os tid til det, når vi nu havde chancen. I lang tid havde vi planlagt at DANAs rejse skulle gå via Grønland og gennem PCS eller rundt Kap Farvel. Vi syntes, at det ville være en passende afslutning at sejle gennem PCS, hvis muligheden var der. I lang tid havde den ikke været sejlbar på grund af isen, som havde dannet en prop i den smalleste del og flere større skib havde måtte tage turen syd om Kap Farvel, så det er et spørgsmål om held. Den norske båd Agnes måtte også sejle sønden om på grund af isen. Så må vi se, om vi er heldige at slippe ud på den anden side og fortsætte over Atlanten, Nordsøen og videre hjem.

Vi fik da også et kick, da vi for motor sejlede op gennem fjorden med høje stejle bjergsider på hver side og mange med sne på. Flere fjordarme ender op i flotte gletschere, som til stadighed skyder is ud i fjorden. Her møder vi også isbjerge i alle størrelser og farver og ikke at forglemme de mange skosser, som vi altid holder øje med.

Først på formiddagen var vi ud for bygden Augpilagtoq. Vi vidste, at der var en lille anløbsbro, men da vi ikke kunne se, om den var optaget og vinden hylede lige ind gennem den smalle indsejling, besluttede vi, at det var for tidligt at stoppe og ville prøve at finde et andet sted. Vi forsøgte at sejle ned i fjorarmen syd for Augpilagtoq for at komme bagom ned til ankerpladsen Kangerdlutsiaq Fjelde. Men et stykke nede så det ud til, at passagen nede ved Imarssuaq var fyldt op med is, så vi ville ikke bruge tid på at sejle helt derned og så skulle vende om. Og vi havde ikke mod på allerede at slås med isen for at komme igennem. Så vi fortsatte og måtte desværre konstatere, at den ankerplads, vi havde satset på, også ville være for usikker på grund af isen. Der var simpelthen is overalt. Nu var vi næsten halvvejs gennem fjordsystemet og det meste af dagen var gået, så det så ikke for lovende ud.

Vi havde nu rundet den sidste bjergpynt og kommet ud i fjorden til PCS, som fører direkte ud til østkysten. Her havde vi to rimelige chancer midtvejs. Den første vi kiggede på var på bagbord side og så noget spektakulær ud. En kæmpehøj og lang klippearm strakte sig langs kysten og bagved den, skulle det være muligt at ankre. På kortet så vi en dybde på 50 meter og ved indsejlingen så vi nu, at der var en mega stor gletscher, som skød en mængde is fra sig. Og hvor det blandt andet havnede var ikke svært at gætte. Så vi nåede ikke længere end til lige at kigge lidt ind, før vi opgav at udforske stedet yderligere, det var lidt for spændende med al den is. Ydermere var vi helt afskåret fra at se ud i fjorden, der var kun udsyn til gletscheren.

Ja, men så var der jo kun ovre på den anden side den lille bugt Mama, hvor en klippe skærmede af for isen, som drev langs kysten fra østsiden. Det var sidste chance, hvis vi ikke skulle helt ud til vejrstationen eller ankerpladsen på den modsatte side og det havde vi ikke lyst til. Det positive ved Mama var, at her var utrolig smukt og vi kunne nyde gletscheren på den anden side. Det dårlige var, at her var meget dybt helt ind til klipperne, så vi måtte sejle meget tæt på land, før vi fik fat med ankeret på 15 meters dybde. Men det indebar også, at vi for første gang i mange år, måtte have en line ind til land for at holde Dana fri af klipperne. Jollen kom i vandet og Henrik roede hurtigt ind og sprang som en anden Tarzan op mellem stenene og fik fastgjort en ende, så Dana kunne ligge sikkert. Sålænge vinden stod i det sydøstlige og østlige hjørne, havde vi ingen problemer.

Vi fik en super aften og kunne nyde den flotte udsigt uden alt for mange myg. Vores fortelt, som lukker af fra overbygningen, har virkelig været et stort plus her i de kolde egne, både når vi sejler eller ligger for anker. Det er et ekstra aflukke, ud over det som vi altid sejler med, der dækker hele cockpittet. Under sejlads sidder vi i læ for vind og regn og kan hurtigt komme ud i cockpittet, hvor vi kun har taget på over cockpittet til beskyttelse for solen, siderne er rullet væk. Vi kan hurtigt komme til skøderne, rattet og vindroret og har frit udsyn.

Da vi på ankerpladserne her i Grønland næsten altid har haft stille og solrigt vejr, bliver der hurtigt lunt under overbygningen og vi har kunnet sidde og spise og nyde udsigten uden at blive ædt af myggene, som til tider har stået som en sort mur udenfor vinduerne. Presenningen slutter selvfølgelig ikke helt til alle steder, så nogle myg slipper der ind, men med et par myggebrikker har vi ikke haft problemer, de falder døde om, inden de når at stikke.

Mamas viste sig at være en god ankerplads, sålænge vinden ikke vendte og vi havde kun lidt is at holde øje med. Næste morgen sad vi og kogte lidt bag det lille fortelt, mens vi spiste vores morgenmad og myggene sværmede udenfor og var allerede klar til angreb. Vi havde sovet lidt for længe, solen bragede ned fra en skyfri himmel og havde varmet vores lille forstue godt op. I det store telt kan vi sætte myggenet i, men i forteltet havde vi ikke tænkt over, at det ville være smart og at der kunne blive så varmt. Men det kan der altså selv her oppe nordpå.

Vi havde allerede jollen i vandet, så det første var, at tjekke den ende Henrik havde bundet om klipperne, at den stadig lå, hvor den skulle. Vi roede langs stenene for at finde et godt sted at komme i land. Vi skulle tænke på tidevandet, vi kunne ikke bare lande hvor som helst. Næsten inde i bunden af bugten, hvor der var et vandløb, fandt vi en stor god klippe, vi kunne lægge jollen langs med og komme til igen ved lavvande. Hvor var det skønt at komme i land og trave, for det kunne vi her. Her var meget kuperet, men vi fandt nogle stier, vi kunne følge, for man skal passe på i det bløde terræn, at man ikke pludselig dumper gennem bevoksningen og får en fod i klemme i klipperne.

Nu da vi kom i land, fik vi en bedre ide om stedet, som så anderledes ud fra ankerpladsen. Det var en dyb kløft mellem to høje bjergsider. Venstre side var skyggesiden og her lå der meget sne, som var frosset til is. Der hvor de to bjergsider mødtes, var der en åbning, og på en eller anden måde fik vi en enorm lyst til at komme derop for at se, hvad der var på den anden side. Men der var langt derop. Den højre side var frodigere, herlig grøn med mange planter, da solen næsten skinnede her hele dagen. Her var meget mere varieret vegetation, end vi havde set før. Højere oppe var der en stor sø og mange mindre. Smeltevandet fra den megen is og sne, som lå højt oppe i kløften gav en masse væde til terrænet og til vandløbet, som endte nede i bunden af bugten. De første timer gik med at udforske de lavere områder og der var en fantastisk udsigt over ankerpladsen og den store gletscher på den anden side af fjorden. Lækkert at sidde på de varme flade klipper og bare nyde udsigten og se de mange isbjerge passere forbi ude i fjorden.

Kløften mellem bjergtoppene spøgte stadig og lidt ubevidst søgte Lene stadig højere og højere op. Henrik havde tilkendegivet, at han ikke ville derop, fordi han ikke havde det rigtige fodtøj på. Det var der ingen af os som havde, da det var meningen bare at gå en tur på et par timer. Nu fortrød vi, at vi ikke havde taget gummistøvler på, for der var meget vådt og fugtigt mange steder. Det endte med, at Lene stod højt oppe på en klippe og vinkede begejstret, så Henrik kom alligevel derop og vi blev enige om, at se hvor langt vi orkede at kravle op. Det tog tid, da vi skulle finde sikre steder at komme over de mange vandløb for ikke at få fyldt skoene med vand og da vi endelig sent på eftermiddagen nåede op til sneen, kunne vi godt se, at der stadig var meget langt op til udsigten. Vi kunne slet ikke komme derop uden vores pigsko, som vi brugte i Alaska. Bare lidt længere oppe var vi nød til at gå ud på isen, som fyldte hele kløften op med mange meter høj is helt ud til bjergsiderne. Det ville have været det rene vanvid at fortsætte. Men nu havde vi fået vores nysgerrighed stillet, og vi havde da forsøgt at nå derop.

Milde himmel der var lang vej tilbage og nu havde vi begge våde og kolde futter, men udsigten her oppe fra var super, det var det værd. Det blev en langsom tur ned. Hvor pokker var det lige vi var kommet op, det var svært at finde rundt, indtil vi endelig fandt vores egne fodspor i mudderet og kom ned til det fladere terræn og fandt en sti, som førte ned til jollen. Herligt at komme ned til varmen men ikke til myggene, som tålmodigt ventede på os. Vi roede hurtigt ud, da vi var hunde sultne og tørstige, næsten hele dagen var gået med den udflugt og vi havde hverken fået vådt eller tørt. Vi nåede også lige tilbage til at hjælpe en stor isskosse under linen, som vi havde ind til land. Den var for stor til at passere under og tyngede godt på linen og bedst som Henrik fik skubbet den fri, tippede den rundt med et brag. Heldigvis drev den videre ind i bugten. Det kunne tyde på, at strømmen havde vendt, men vi tænkte ikke nærmere over det. Vi var bare optaget af at få isen væk fra båden.

Igen havde vi en smuk aften, som vi nød i oppe i vores forstue med selskab af myggene udenfor. Desværre blev det også den sidste aften og nat her i Mama. Vi havde ellers håbet på at blive her nogle dage og komme mere i land samt at få en vejrmelding fra Karsten, inden vi forlod PCS. Normalt hejser vi vores jolle op på siden af båden eller tager den ombord, men her er nætterne normalt helt stille og så havde vi en ende i land, som skulle bjærges, så derfor lå jollen ved siden af båden. Vi vågnede ved, at jollen lå og huggede mod fribordet og da vi kom op, var vinden vendt og friskede hurtigt op. Det var meget tidligt på morgenen og knapt lyst endnu, så vi måtte væbne os med tålmodighed med at tage linen. Det var frustrerende og vi for rundt for at gøre det sidste søklar, starte motoren op og komme i sejltøjet til havsejlads. Endelig blev det lyst nok til at Henrik kunne springe i jollen med en kniv i munden, hvis han måtte kappe enden.

Jeg må indrømme, at det så drabeligt ud, da han roede ind mod klipperne i den nu høje og krappe sø. Han forsvandt bag klipperne og jeg blev nervøs for, at han skulle glide i karret eller miste jollen, det så ikke rart ud. Men pludselig røg linen, Henrik havde måtte kappe den og Dana begyndte at svinge ind mod klipperne, så jeg fik gang i motoren og filede lidt frem og tilbage for at holde os samme sted. Henrik kom endelig frem bag klipperne og roede al det han havde lært, så vi hurtigt kunne få jollen ombord, ankeret op og væk, ud hvor der var plads til at manøvrere. Det var een af de mere spidsfindige situationer, vi har været i og det er godt, at det meste som skal ske ligger på rygraden, for her skulle det gå hurtigt. PUH-HA!

Nu var vi jo lige havnet i den situation, vi havde håbet at undgå. 30 knobs vind lige i måsen ned gennem PCS er vel ikke lige det, man drømmer om. Men sådan var det og det blev forstærket visse steder, når vinden høvlede ned ad bjergsiderne fra henholdsvis den side og så den anden. Isbjerge af mange forskellige størrelser samt en masse skosser både de helt glasklare, som er svære at se i krappe bølger for ikke at snakke om de sorte, som er næsten umulige at få øje på, kom drivende imod os ude fra havet med god hastighed. Det var for motor og den nøgne rig, vi skulle ikke have sejl op og risikere en knock down her. Desværre havde vi ikke overskud til at nyde den sidste del, vi var bare optaget af, at få båden gjort søklar og forberede os mentalt til en hurtig afgang ud af PCS.

Henrik mente stadig, at vi skulle forsøge at lægge til ved vejrstationen og få en vejrmelding og oplysninger om isen udenfor og det ville også have været bedst, for vi vidste ingenting, vi havde ikke fået kontakt med Karsten. Alt var gået så hurtigt, faktisk havde vi kun været tre dage herinde. Vi blev enige om, at give den sidste ankerplads inden vejrstationen en chance. Kunne vi ligge der og komme i kontakt med dem på stationen og få vejrmelding og nyt om issituationen ville det være godt. Vi nærmede os hurtigt ankerpladsen Aqigssiat, som ligger på bagbord side af sundet for udgående lige før nogle øer, som kunne give læ. Men det var ikke tilfældet nu, med den vind vi havde og da vi kom lidt nærmere, så vi til vores ærgelse at hele bugten var fyldt op med is. Ja, så var sidste udkald vejrstationen på den anden side. En trappe oppe fra toppen af klippen, hvor vejrstationen ligger, førte ned til en landgangsbro, hvor man sikkert kan ligge fint, bare ikke under disse forhold, hvor vind og bølger stod lige ind.

Det var lidt kaotisk det hele, men Henrik fik kontakt over VHFen til vejrstationen og efter lidt tid, kunne de melde, at der var en åbning i storisen mod øst. Dagen før var tre både sluppet igennem, så vi skulle holde en østlig kurs, når vi kom ud. Vi forhørte os om ankerpladsen, men fik af vide, at der var dårlig holdebund og for at være helt ærlig, kunne vi ikke drømme om at ankre op her i det vejr. Vi sejlede forbi bare for at tjekke, at vi ikke havde overset en mulighed, men vi var nær ikke kommet derfra, da vi drejede rundt og skulle stævne op mod søen og vinden. Hvis vi ikke havde problemer, skulle vi nok få det her. Nej, det bedste var at komme ud af PCS i en fart og det føltes, som blev vi skudt ud som prop fra en champangneflaske.

Da vi kom fri af forbjerget ved vejrstationen, lå der store flotte isbjerge foran os. De drev rundt med god fart, så vi var på stikkerne for at komme hurtigt forbi dem og videre gennem en masse småis, som vi bare sejlede langsomt gennem for at nå ud til den faste iskant og finde den åbning de fra stationen havde meldt skulle være i østlig retning. Det var fantastisk at komme ud til den faste iskant. Solid is lige så langt øjet rækker og pludselig forsvandt vinden og vi fik flot sol og blå himmel. Det var skønt, for godt nok var der en god dønning herude men ingen store bølger, hvilket gjorde det hele mere overskueligt og vi begyndte da også at nyde den storslåede natur. Desværre så vi ingen isbjørne på havisen, som Agnes havde gjort, det ville ellers have været et smukt farvel, men istedet faldt vi i svime over at se indlandsisen badet i sol, det var rigtig flot.

For os så der totalt lukket ud i østlig retning, så i stedet sejlede vi langs iskanten i sydlig retning og efter et par timer, åbnede isen lidt op og vi fandt et sted, hvor vi langsomt kunne sejle gennem grødis og nogle middelstore skosser. Der var lidt bang bang, vi kunne jo ikke undgå dem alle, men vi slap igennem og kom ud på den anden side, hvor kun lidt is fra tre store isbjerge lå og flød rundt. Efter en god times sejlads kunne vi så lægge de tre isbjerge bag os. Men inden da var vi heldige at opleve en spækhugger familie jage en fiskestime, det var rigtig flot at se jagten og vi fik et par gode billeder af hannens rygfinne. Endelig kunne vi lægge isen bag os, det var en stor lettelse bare at have åbent hav forude.

Det dejlige stille vejr gjorde, at vi måtte håndstyre, vores autopilot var stået af. Det måtte være sket på vejen ud, vi kunne simpelthen ikke få gang i den. Det var hårdt med kun to ombord og vi måtte ofte skiftes, da Lenes håndled var dårlige, så Henrik måtte tage de længste vagter. Vi håbede på lidt vind, så vi kunne bruge vores vindror. Vinden kom først efter 24 timer og da var vi også godt flade. Der tikkede nu en vejrmelding ind over radioen fra Karsten, da vi var kommet fri af PCS og ud i det fri. Det var desværre ikke en god nyhed.