DANAs rejse sluttede i dag mandag den 28. september, da vi klokken 12 middag sejlede til vinterpladsen i Sundkrogen.

Dana og besætning er kommet til Helsingborg i Sverige. Alt vel ombord.

Dana og besætning er vel ankommet til Mandal, Norge fra Shetlands Øerne.

Karsten anbefalede os at blive i læ inde i Prins Christian Sund og vente nogle dage med at tage afsted, da en storm var under opsejling, med kurs lige hen over hvor vi skulle sejle. Men det var jo for sent, vi ville ikke vende om nu, vi var kommet så langt og fri af isen. Vi havde ca. to døgn, før det gik løs. Det er både godt og skidt. Det gode var, at man ikke hovedkulds drøner lige ud i dårligt vejr, at man har tid mentalt at forberede sig oppe i hovedet og sikre ekstra nede om læ, at alt er forsvarligt gjort fast og der er tid til at lave mad til nogle dage. På den anden side gør den lange ventetid også, at man har tendens til at blive unødigt nervøs, fordi man hele tiden taler om alle de informationer man får og hvad man nu skal gøre og er vi nu klar til den og den situation, det er lidt frustrerende. Men vi forsøgte at holde fokus og ikke dramatisere for meget.

Så istedet begyndte vi at gøre klar til stormvejr. Det lille forsejl blev udskiftet med et sprit nyt stormsejl, som kun havde set dagens lys een gang, da det blev prøvet i havnen for mange år siden, nu skulle det stå sin prøve. Storsejlet blev surret ekstra godt og alt grej fik en ekstra ende, mesanen gav vi et reb, så det sidste, der var tilbage, var lettere at bjærge, når det blev nødvendigt. Vi sejlede ikke så stærkt med kun de to små klude oppe, men vi skulle jo starte et sted. Nu manglede vi bare at få de to lange liner, som vi har på rullerne agter gjort klar og sjæklet et 40 kilos anker i og sænke det i vandet ude agter, for at det kunne dæmpe farten lidt, når det gik løs. Vi havde aldrig prøvet det før og det blev et gæt, hvor meget line vi skulle slippe ud. De første 50 meter drønede ud, da vi droppede ankeret, vi var ved at komme galt afsted begge to, for ren refleks tog vi fat i hver sin line, som vi slet ikke kunne holde, den blev flået ud af hænderne på os, der var et enorm træk i og det endte med, at vi kastede os over hver sin rulle med hele kroppen bare for at stoppe den. Set i bakspejlet kan man jo tænke sig til, det er umuligt at holde sådan en ende.

Endelig fik vi hver vores line om pullerten og kunne langsomt fire ud. På rullen kunne vi se, om vi havde lige meget ude og da vi havde små 100 meter ude stoppede vi. Vi kunne altid fire mere ud, men det skulle altså også hjem igen på et tidspunkt.

Vejrmeldingerne tikkede ind i en lind strøm fra Karsten, den ene mere ubehagelig end den anden, det var bare så uheldigt, at vi lige skulle ryge ind i sådan en snurrebasse. Og som Karsten skrev, han var nu bekymret for os og han var også ked af at sende de dårlige vejrmeldinger, men vi måtte jo igennem det. Vi diskuterede meget, om vi kunne slippe fri ved at ændre kursen, men ligegyldig hvilken vej vi valgte, ville vi blive fanget og så var man heller ikke helt sikker på, hvilken rute lavtrykket ville tage på nuværende tidspunkt. Vi fik vist særbehandling, for Karsten måtte have været på næsten i døgndrift og han søgte oplysninger, alle de steder han kunne finde nyt og derefter skulle han finkæmme det og stykke det sammen, som var relevant for os, det var et mega arbejde.


Hej igen Lene & Henrik,

Jeres sidste mail, wx situationen omraadet I sejler er svaert at overskue, har lige set paa kondx igen og for at bruge OPC's egne ord "area with complex weather conditions" ! Situationen aendres hele tiden og ikke til det bedste, et par nye Lavtryk under udvikling som forventes at blive absoberet af de lavtryk naevnt i min mail her til morgen. Kan ikke rigtig raade kursaendring hovedsagligt fordi en eventuel aendring kan ogsaa forvaerre situationen for jer uanset retningen. Kan kun foreslaa hvis I kan maile mig vejr-kondx I har og position omkring 1800 UTC (det er tiden op dateret wx oplysninger kommer ud) saa vil jeg gennemgaa sidste vejr udsigter og maile jer tilbage med detaljeret info.

Lavtrykket der kommer fra sydvest daekker et meget stort omraade og det er vanskeligt at indikere en kursaendring der vil hjaelpe jer til at undgaa de vaerste. Jeg taenkte paa at gaa mod nord naar Lavtrykket nord af jer er oploest, men ser paa overflade kortene og fra Grib Files at det omraade ogsaa bliver daekket af Lavtrykket sydfra. Yderligere der er flere andre vejr systemer paa vej fra vest!!

Er lidt bekymret for jer, det ser jo ikke godt ud, maa holde oeje med aendringer etc og sidste om udsigterne stemmer med forholdende. Proever radioen i aften og mailer aendringer, ellers naeste vejr info i morgen AM.

Hilsen KARSTEN


Storm Warning: Aug 11th 1200 UTC Low 991 mb deepening to 980 at 53N/49W expected at 62N/35W by 12th 1200 UTC winds are expected to reach storm force 10 in the western and southern quadrants between 50 and 250 NM of the Low center after 12th 1800 UTC

West Northern Section: Cyclonic 5 to 7 increasing 7 to severe Gale 9 later occasionally storm 10 later. Moderate or rough becoming very rough or high later. Thundery rain and showers. Moderate or good occasionally poor.

Outlook for following 24 hrs (Wed to Thu) Storm force winds are expected in Werst Northern Section and East Northern Section. Severe Gales are expected in Denmark Strait.

Next forecast 12th 0800 UTC

Ser ikke godt ud!!!



God morgen igen Lene & Henrik,

Min tidligere mail her til morgen foelgende fra Met-Office UK i dag 0800 UTC:

Storm Warning 0800 UTC: At 120000 UTC L989 mb at 59N/39W expected 61N/32W at 989 mb by 130000UTC. Winds are expected to reach storm force 10 between 100 and 300 NM of the center in the southern semicircle from 121500 UTC. Winds are expected to reach violent storm force 11 between 120 and 200 NM of the center in the southern quadrant from 122100 UTC until 130400 UTC. Winds are also expected to reach storm force 10 between 80 and 250 NM of the center in the northwestern quadrant from 121500 UTC until 130400 UTC

Forecast West Northern Section from tdy 0800 UTC to tmrw 0800 UTC In northh, easterly or northeasterly 5 to 7, becoming cyclonic gale 8 to storm 10, becoming northerly or northeasterly 7 to severe gale 9 later. Moderate or rough, becoming very rough or high. Rain or showers. Moderate or good, occasionally poor. In south cyclonic 6 to gale 8 becoming westerly or southwesterly gale to storm 10, increasing violent storm 11 at time in the north, veering northwesterly gale 8 or severe gale 9 later in west. Rough or very rough becoming high or very high. rain or showers. Moderate or good accasionally por.

Outlook for next 24 hrs (Thu-Fri) Storm force winds are expected in East Northern Section and West Northern Section. Severe gales expected in Denmark Strait, East Central Section and West Central Section as well as Southeast Iceland Section.

Ser ikke god ud!! bekymre !!t, hvis muligt proev at hold mig underettet men I vil jo nok have meget at se til !!! Vil lytte paa radioen paa Det Skandinaviske Maritime Net kl. 1930 UTC (14325) og igen saedvanlige tider/Frekvenser vi bruger om aftenen. Op dateringer foelgende via e-mail som de kommer ud.

"All the best" hilsner KARSTEN


Som det fremgår af disse mails fra Karsten, var der ikke andet end at hænge på og få Dana til at sejle med sø og vind ret agten ind for at gøre det så behageligt som muligt ombord. Det var nogle hårde døgn for os begge to, men alt holdt og Dana klarede det så flot, det kørte bare. Det var dramatiske bølger, vi har aldrig set dem så høje og dybe og alt var hvidt af skum omkring os, når bølgerne brød. Det så ud som et gigantisk sne og islandskab, flot men også lidt faretruende. Vi var mest nervøse for en skæv sø, så vi ville komme på tværs af bølgerne og øjnene var hele tiden på vindroret, at det stod, som det skulle. Henrik var ofte ude agter for at tjekke at bolte og skruer ikke havde løsnet sig, men alt holdt og det styrede perfekt.

Vi var faktisk så heldige at ligge tæt på stormens centrum, så vi slap nådigt. Efter godt to døgn klingede stormen af, men vi havde stadig store bølger at slås med og vi lod vores vrap hænge for at dæmpe farten, når vi drønede ned ad bølgerne. Tredie dagen sejlede vi så langsomt, at vi måtte have ankeret og enderne hevet ombord. Det var en hård omgang og godt vi ikke havde ladet al tovværket gå ud, for bare det at hale en ende hjem, var hårdt for os, selv med hjælp af spillet. Vi havde nær ikke fået det 40 kilo tunge anker ombord. Henrik kæmpede en brag kamp for at få det løftet over søgelænderet og samtidig holde balancen. Det var lige ved at gå helt galt, da han stod med ankeret i favnen og en stor sø slog ind over agterdækket og væltede ham omkuld med ankeret over sig. Hvor han fik kræfterne fra, til at rejse sig drivvåd med ankeret i favnen og bakset det hen i holderen og få det fastgjort, ved jeg ikke, men jeg var totalt flad og kunne kun holde båden gående, mens Henrik fik enderne indenbords og vi kunne få mere sejl op og få gang i skuden.

Turen videre til Shetlandsøerne blev en blandet fornøjelse, for vi havde hele vejen stadig det ene lavtryk efter det andet og med regn og skiftende vindretninger, så det vil vi gå let hen over. Egentlig havde vi satset på Fair Isle, som vi havde glædet os til at besøge igen, men en kraftig nordenvind gjorde, at vi valgte at gå til Shetlands vestkyst. Vi var så heldige efter 2 uges sejlads lige at se den grønne og spektakulære ø Foula, som ligger vest for Shetlands hovedø, titte frem af tågen. Nogle timer senere, vejret skifter med lynets hast, sejlede vi ind i Veila Voe i flot solskinsvejr og lod ankeret gå på ti meter vand udfor landsbyen Walls. Først på aftenen var det igen slut med det fine vejr, en ny kuling fra sydøst kom over Shetlandsøerne og vi var nu glade for at ligge i læ af øerne og kunne slappe lidt af.

Efter et par uger her på Shetlandsøerne lykkedes det endelig at slippe herfra og komme til Mandal i Norge. Vi havde et par dejlige uger i Mandal, her var helt sommerligt. Endelig fik vi et par dage med let nordlig vind til at komme videre på. Vi satte kurs mod Gilleleje, men der var stopfyldt, så vi fortsatte til Helsingborg, hvor man næsten altid kan finde en plads på gæstekajen. Det var der også denne gang og vi lå her en hel uge. Dejlig afslappet og fine gåture. Familien fra Helsingør kom på besøg og det var rigtig hyggeligt. Endelig, en tidlig morgen, det sidste nap ned til København i flot solskinsvejr, bare perfekt til at slutte en fantastisk rejse med Dana.

Dana og besætning er vel ankommet til Shetlands Øerne fra Grønland.

Vi valgte at sejle op i fjordene og PCS også fordi vi var meget tidligt på den, så vi havde god tid til at finde en ankerplads derinde. Vi sejlede mellem fastlandet og øen Nunarssuaq og fik lige et sidste glimt af gigantisbjergene, som driver fra øst syd om Kap Farvel og kommer op her langs vestkysten. Det ville nu blive spændende at se, hvad som mødte os, vi havde ingen nye meldinger om isen i PCS, så det første vi tænkte på var, at finde en sikker ankerplads og så måtte vi håbe, at få gode vejrmeldinger fra Karsten. Vi havde plottet 6 til 8 ankerpladser af i hele fjordsystemet, men nogle vidste vi, ville være dårlige og kun kunne bruges i absolut nød og så havde vi jo ikke taget isen i ed. Så det ville nok ende op med i bedste fald to måske tre ankerpladser og uden garanti for, vi ikke fik is at slås med.

Vi startede så op gennem dette fantastiske fjordsystem og det var jo ikke noget der bare skulle overstås. Det var noget der skulle nydes og vi måtte give os tid til det, når vi nu havde chancen. I lang tid havde vi planlagt at DANAs rejse skulle gå via Grønland og gennem PCS eller rundt Kap Farvel. Vi syntes, at det ville være en passende afslutning at sejle gennem PCS, hvis muligheden var der. I lang tid havde den ikke været sejlbar på grund af isen, som havde dannet en prop i den smalleste del og flere større skib havde måtte tage turen syd om Kap Farvel, så det er et spørgsmål om held. Den norske båd Agnes måtte også sejle sønden om på grund af isen. Så må vi se, om vi er heldige at slippe ud på den anden side og fortsætte over Atlanten, Nordsøen og videre hjem.

Vi fik da også et kick, da vi for motor sejlede op gennem fjorden med høje stejle bjergsider på hver side og mange med sne på. Flere fjordarme ender op i flotte gletschere, som til stadighed skyder is ud i fjorden. Her møder vi også isbjerge i alle størrelser og farver og ikke at forglemme de mange skosser, som vi altid holder øje med.

Først på formiddagen var vi ud for bygden Augpilagtoq. Vi vidste, at der var en lille anløbsbro, men da vi ikke kunne se, om den var optaget og vinden hylede lige ind gennem den smalle indsejling, besluttede vi, at det var for tidligt at stoppe og ville prøve at finde et andet sted. Vi forsøgte at sejle ned i fjorarmen syd for Augpilagtoq for at komme bagom ned til ankerpladsen Kangerdlutsiaq Fjelde. Men et stykke nede så det ud til, at passagen nede ved Imarssuaq var fyldt op med is, så vi ville ikke bruge tid på at sejle helt derned og så skulle vende om. Og vi havde ikke mod på allerede at slås med isen for at komme igennem. Så vi fortsatte og måtte desværre konstatere, at den ankerplads, vi havde satset på, også ville være for usikker på grund af isen. Der var simpelthen is overalt. Nu var vi næsten halvvejs gennem fjordsystemet og det meste af dagen var gået, så det så ikke for lovende ud.

Vi havde nu rundet den sidste bjergpynt og kommet ud i fjorden til PCS, som fører direkte ud til østkysten. Her havde vi to rimelige chancer midtvejs. Den første vi kiggede på var på bagbord side og så noget spektakulær ud. En kæmpehøj og lang klippearm strakte sig langs kysten og bagved den, skulle det være muligt at ankre. På kortet så vi en dybde på 50 meter og ved indsejlingen så vi nu, at der var en mega stor gletscher, som skød en mængde is fra sig. Og hvor det blandt andet havnede var ikke svært at gætte. Så vi nåede ikke længere end til lige at kigge lidt ind, før vi opgav at udforske stedet yderligere, det var lidt for spændende med al den is. Ydermere var vi helt afskåret fra at se ud i fjorden, der var kun udsyn til gletscheren.

Ja, men så var der jo kun ovre på den anden side den lille bugt Mama, hvor en klippe skærmede af for isen, som drev langs kysten fra østsiden. Det var sidste chance, hvis vi ikke skulle helt ud til vejrstationen eller ankerpladsen på den modsatte side og det havde vi ikke lyst til. Det positive ved Mama var, at her var utrolig smukt og vi kunne nyde gletscheren på den anden side. Det dårlige var, at her var meget dybt helt ind til klipperne, så vi måtte sejle meget tæt på land, før vi fik fat med ankeret på 15 meters dybde. Men det indebar også, at vi for første gang i mange år, måtte have en line ind til land for at holde Dana fri af klipperne. Jollen kom i vandet og Henrik roede hurtigt ind og sprang som en anden Tarzan op mellem stenene og fik fastgjort en ende, så Dana kunne ligge sikkert. Sålænge vinden stod i det sydøstlige og østlige hjørne, havde vi ingen problemer.

Vi fik en super aften og kunne nyde den flotte udsigt uden alt for mange myg. Vores fortelt, som lukker af fra overbygningen, har virkelig været et stort plus her i de kolde egne, både når vi sejler eller ligger for anker. Det er et ekstra aflukke, ud over det som vi altid sejler med, der dækker hele cockpittet. Under sejlads sidder vi i læ for vind og regn og kan hurtigt komme ud i cockpittet, hvor vi kun har taget på over cockpittet til beskyttelse for solen, siderne er rullet væk. Vi kan hurtigt komme til skøderne, rattet og vindroret og har frit udsyn.

Da vi på ankerpladserne her i Grønland næsten altid har haft stille og solrigt vejr, bliver der hurtigt lunt under overbygningen og vi har kunnet sidde og spise og nyde udsigten uden at blive ædt af myggene, som til tider har stået som en sort mur udenfor vinduerne. Presenningen slutter selvfølgelig ikke helt til alle steder, så nogle myg slipper der ind, men med et par myggebrikker har vi ikke haft problemer, de falder døde om, inden de når at stikke.

Mamas viste sig at være en god ankerplads, sålænge vinden ikke vendte og vi havde kun lidt is at holde øje med. Næste morgen sad vi og kogte lidt bag det lille fortelt, mens vi spiste vores morgenmad og myggene sværmede udenfor og var allerede klar til angreb. Vi havde sovet lidt for længe, solen bragede ned fra en skyfri himmel og havde varmet vores lille forstue godt op. I det store telt kan vi sætte myggenet i, men i forteltet havde vi ikke tænkt over, at det ville være smart og at der kunne blive så varmt. Men det kan der altså selv her oppe nordpå.

Vi havde allerede jollen i vandet, så det første var, at tjekke den ende Henrik havde bundet om klipperne, at den stadig lå, hvor den skulle. Vi roede langs stenene for at finde et godt sted at komme i land. Vi skulle tænke på tidevandet, vi kunne ikke bare lande hvor som helst. Næsten inde i bunden af bugten, hvor der var et vandløb, fandt vi en stor god klippe, vi kunne lægge jollen langs med og komme til igen ved lavvande. Hvor var det skønt at komme i land og trave, for det kunne vi her. Her var meget kuperet, men vi fandt nogle stier, vi kunne følge, for man skal passe på i det bløde terræn, at man ikke pludselig dumper gennem bevoksningen og får en fod i klemme i klipperne.

Nu da vi kom i land, fik vi en bedre ide om stedet, som så anderledes ud fra ankerpladsen. Det var en dyb kløft mellem to høje bjergsider. Venstre side var skyggesiden og her lå der meget sne, som var frosset til is. Der hvor de to bjergsider mødtes, var der en åbning, og på en eller anden måde fik vi en enorm lyst til at komme derop for at se, hvad der var på den anden side. Men der var langt derop. Den højre side var frodigere, herlig grøn med mange planter, da solen næsten skinnede her hele dagen. Her var meget mere varieret vegetation, end vi havde set før. Højere oppe var der en stor sø og mange mindre. Smeltevandet fra den megen is og sne, som lå højt oppe i kløften gav en masse væde til terrænet og til vandløbet, som endte nede i bunden af bugten. De første timer gik med at udforske de lavere områder og der var en fantastisk udsigt over ankerpladsen og den store gletscher på den anden side af fjorden. Lækkert at sidde på de varme flade klipper og bare nyde udsigten og se de mange isbjerge passere forbi ude i fjorden.

Kløften mellem bjergtoppene spøgte stadig og lidt ubevidst søgte Lene stadig højere og højere op. Henrik havde tilkendegivet, at han ikke ville derop, fordi han ikke havde det rigtige fodtøj på. Det var der ingen af os som havde, da det var meningen bare at gå en tur på et par timer. Nu fortrød vi, at vi ikke havde taget gummistøvler på, for der var meget vådt og fugtigt mange steder. Det endte med, at Lene stod højt oppe på en klippe og vinkede begejstret, så Henrik kom alligevel derop og vi blev enige om, at se hvor langt vi orkede at kravle op. Det tog tid, da vi skulle finde sikre steder at komme over de mange vandløb for ikke at få fyldt skoene med vand og da vi endelig sent på eftermiddagen nåede op til sneen, kunne vi godt se, at der stadig var meget langt op til udsigten. Vi kunne slet ikke komme derop uden vores pigsko, som vi brugte i Alaska. Bare lidt længere oppe var vi nød til at gå ud på isen, som fyldte hele kløften op med mange meter høj is helt ud til bjergsiderne. Det ville have været det rene vanvid at fortsætte. Men nu havde vi fået vores nysgerrighed stillet, og vi havde da forsøgt at nå derop.

Milde himmel der var lang vej tilbage og nu havde vi begge våde og kolde futter, men udsigten her oppe fra var super, det var det værd. Det blev en langsom tur ned. Hvor pokker var det lige vi var kommet op, det var svært at finde rundt, indtil vi endelig fandt vores egne fodspor i mudderet og kom ned til det fladere terræn og fandt en sti, som førte ned til jollen. Herligt at komme ned til varmen men ikke til myggene, som tålmodigt ventede på os. Vi roede hurtigt ud, da vi var hunde sultne og tørstige, næsten hele dagen var gået med den udflugt og vi havde hverken fået vådt eller tørt. Vi nåede også lige tilbage til at hjælpe en stor isskosse under linen, som vi havde ind til land. Den var for stor til at passere under og tyngede godt på linen og bedst som Henrik fik skubbet den fri, tippede den rundt med et brag. Heldigvis drev den videre ind i bugten. Det kunne tyde på, at strømmen havde vendt, men vi tænkte ikke nærmere over det. Vi var bare optaget af at få isen væk fra båden.

Igen havde vi en smuk aften, som vi nød i oppe i vores forstue med selskab af myggene udenfor. Desværre blev det også den sidste aften og nat her i Mama. Vi havde ellers håbet på at blive her nogle dage og komme mere i land samt at få en vejrmelding fra Karsten, inden vi forlod PCS. Normalt hejser vi vores jolle op på siden af båden eller tager den ombord, men her er nætterne normalt helt stille og så havde vi en ende i land, som skulle bjærges, så derfor lå jollen ved siden af båden. Vi vågnede ved, at jollen lå og huggede mod fribordet og da vi kom op, var vinden vendt og friskede hurtigt op. Det var meget tidligt på morgenen og knapt lyst endnu, så vi måtte væbne os med tålmodighed med at tage linen. Det var frustrerende og vi for rundt for at gøre det sidste søklar, starte motoren op og komme i sejltøjet til havsejlads. Endelig blev det lyst nok til at Henrik kunne springe i jollen med en kniv i munden, hvis han måtte kappe enden.

Jeg må indrømme, at det så drabeligt ud, da han roede ind mod klipperne i den nu høje og krappe sø. Han forsvandt bag klipperne og jeg blev nervøs for, at han skulle glide i karret eller miste jollen, det så ikke rart ud. Men pludselig røg linen, Henrik havde måtte kappe den og Dana begyndte at svinge ind mod klipperne, så jeg fik gang i motoren og filede lidt frem og tilbage for at holde os samme sted. Henrik kom endelig frem bag klipperne og roede al det han havde lært, så vi hurtigt kunne få jollen ombord, ankeret op og væk, ud hvor der var plads til at manøvrere. Det var een af de mere spidsfindige situationer, vi har været i og det er godt, at det meste som skal ske ligger på rygraden, for her skulle det gå hurtigt. PUH-HA!

Nu var vi jo lige havnet i den situation, vi havde håbet at undgå. 30 knobs vind lige i måsen ned gennem PCS er vel ikke lige det, man drømmer om. Men sådan var det og det blev forstærket visse steder, når vinden høvlede ned ad bjergsiderne fra henholdsvis den side og så den anden. Isbjerge af mange forskellige størrelser samt en masse skosser både de helt glasklare, som er svære at se i krappe bølger for ikke at snakke om de sorte, som er næsten umulige at få øje på, kom drivende imod os ude fra havet med god hastighed. Det var for motor og den nøgne rig, vi skulle ikke have sejl op og risikere en knock down her. Desværre havde vi ikke overskud til at nyde den sidste del, vi var bare optaget af, at få båden gjort søklar og forberede os mentalt til en hurtig afgang ud af PCS.

Henrik mente stadig, at vi skulle forsøge at lægge til ved vejrstationen og få en vejrmelding og oplysninger om isen udenfor og det ville også have været bedst, for vi vidste ingenting, vi havde ikke fået kontakt med Karsten. Alt var gået så hurtigt, faktisk havde vi kun været tre dage herinde. Vi blev enige om, at give den sidste ankerplads inden vejrstationen en chance. Kunne vi ligge der og komme i kontakt med dem på stationen og få vejrmelding og nyt om issituationen ville det være godt. Vi nærmede os hurtigt ankerpladsen Aqigssiat, som ligger på bagbord side af sundet for udgående lige før nogle øer, som kunne give læ. Men det var ikke tilfældet nu, med den vind vi havde og da vi kom lidt nærmere, så vi til vores ærgelse at hele bugten var fyldt op med is. Ja, så var sidste udkald vejrstationen på den anden side. En trappe oppe fra toppen af klippen, hvor vejrstationen ligger, førte ned til en landgangsbro, hvor man sikkert kan ligge fint, bare ikke under disse forhold, hvor vind og bølger stod lige ind.

Det var lidt kaotisk det hele, men Henrik fik kontakt over VHFen til vejrstationen og efter lidt tid, kunne de melde, at der var en åbning i storisen mod øst. Dagen før var tre både sluppet igennem, så vi skulle holde en østlig kurs, når vi kom ud. Vi forhørte os om ankerpladsen, men fik af vide, at der var dårlig holdebund og for at være helt ærlig, kunne vi ikke drømme om at ankre op her i det vejr. Vi sejlede forbi bare for at tjekke, at vi ikke havde overset en mulighed, men vi var nær ikke kommet derfra, da vi drejede rundt og skulle stævne op mod søen og vinden. Hvis vi ikke havde problemer, skulle vi nok få det her. Nej, det bedste var at komme ud af PCS i en fart og det føltes, som blev vi skudt ud som prop fra en champangneflaske.

Da vi kom fri af forbjerget ved vejrstationen, lå der store flotte isbjerge foran os. De drev rundt med god fart, så vi var på stikkerne for at komme hurtigt forbi dem og videre gennem en masse småis, som vi bare sejlede langsomt gennem for at nå ud til den faste iskant og finde den åbning de fra stationen havde meldt skulle være i østlig retning. Det var fantastisk at komme ud til den faste iskant. Solid is lige så langt øjet rækker og pludselig forsvandt vinden og vi fik flot sol og blå himmel. Det var skønt, for godt nok var der en god dønning herude men ingen store bølger, hvilket gjorde det hele mere overskueligt og vi begyndte da også at nyde den storslåede natur. Desværre så vi ingen isbjørne på havisen, som Agnes havde gjort, det ville ellers have været et smukt farvel, men istedet faldt vi i svime over at se indlandsisen badet i sol, det var rigtig flot.

For os så der totalt lukket ud i østlig retning, så i stedet sejlede vi langs iskanten i sydlig retning og efter et par timer, åbnede isen lidt op og vi fandt et sted, hvor vi langsomt kunne sejle gennem grødis og nogle middelstore skosser. Der var lidt bang bang, vi kunne jo ikke undgå dem alle, men vi slap igennem og kom ud på den anden side, hvor kun lidt is fra tre store isbjerge lå og flød rundt. Efter en god times sejlads kunne vi så lægge de tre isbjerge bag os. Men inden da var vi heldige at opleve en spækhugger familie jage en fiskestime, det var rigtig flot at se jagten og vi fik et par gode billeder af hannens rygfinne. Endelig kunne vi lægge isen bag os, det var en stor lettelse bare at have åbent hav forude.

Det dejlige stille vejr gjorde, at vi måtte håndstyre, vores autopilot var stået af. Det måtte være sket på vejen ud, vi kunne simpelthen ikke få gang i den. Det var hårdt med kun to ombord og vi måtte ofte skiftes, da Lenes håndled var dårlige, så Henrik måtte tage de længste vagter. Vi håbede på lidt vind, så vi kunne bruge vores vindror. Vinden kom først efter 24 timer og da var vi også godt flade. Der tikkede nu en vejrmelding ind over radioen fra Karsten, da vi var kommet fri af PCS og ud i det fri. Det var desværre ikke en god nyhed.