Torsdag- onsdag 3.-9./11-2016

Fra Noumea, Port Moselle, ny Caledonien til Brisbane, Australien

Vi fik det sidste købt ind, lidt grønt, æbler og baguettes, inden vi tog nok en rørende afsked med et kompetent og hjerteligt personale på havnekontoret

Caroline og Christine på kontoret i Port Moselle

De stillede villigt op til fotografering, inden vi drog af kl 11:15 efter at have betalt for ophold i små 10 dage.
Først skulle vi også ud til fuel-dock'en for at få fyldt både tankene og alle tomme dieseldunke til tops til brug til motorsejlads ved måske ingen eller svag vind på den 800 NM lange tur til Brisbane, Australien. Forud havde Lars taget vindfiler ned fra "Predict Wind "- et program, der efter ens valg af rute fra pkt A til pkt B og bådens data ( på kryds, i medvind mma) angiver forskellige ruter, som man derefter vil kunne følge efter de vindforhold, man udsættes for. Vi havde udsat afgangen fra Port Moselle, da der var altfor ustabile betingelser for en fornuftig sejlads, men nu den 3.11 viste det sig, at ville være den bedste periode for turen.
Vi startede dog i svag modvind, så motoren var på fra starten til sidst hen på eftermiddagen, da vinden drejede mod syd, så vi kunne sætte sejlene igen.
Vi havde fiskegrejet ude, og kl 18:15 var der bid. En lang tynd rovfisk med spidse tænder som på en barracuda sad på krogen, men vi valgte at sætte den ud igen, da vi ikke var sikre på den spiselighed.
Vi fik bøffer fra fryseren.
Vinden holdt også om natten, hvor der ikke skulle stilles meget om på sejlene, så der blev god mulighed for hvil et par timer ad gangen.
Rutinen ved nonstop-sejlads indfandt sig hurtigt, så dagene startede ved daggry med vand i hovedet/hurtig dush, morgenmad i cockpittet, oprydning, hyggelæsning eller håndarbejde, frugt om formiddagen, frokost ved 12-13-tiden, Lars ned til en længere lur, mens jeg holdt vagt, eftermiddagskaffe/te med en eller anden kiks. Aftensmad, mens det sidste lys fra dagen dæmpedes, opvask og oprydning og gøre klar til natten med evt rebning af sejl, motor på en lille times tid for at være sikre på, at autopiloten kunne køre hele natten uden problemer. På med natlanternerne, så andre både kunne se os, sætte alarmer for feks vindskift- enten mht retning eller ændring i styrken, andre både, der kom for tæt på.
Alle disse forholdsregler giver en mere rolig nat med større mulighed for hvile, men man sover lettere og vågner mange gange for lige at kontrollere, men man kan hurtigere falde hen igen, når man ved, der er orden i disse regler.
2.dag var det gråvejr, så det føltes som en længere og koldere, klam dag, men de samme rutiner finder sted og afløser hinanden, uden vi behøver at diskutere dem.
3.dag var det atter morgensol, så både humør og hyggen blev en anden allerede fra starten af dagen, da vores irritationstærskel tilsvarende øges med lunere vejr og solen. Om natten havde vi igen måttet have motoren på, da vinden var løjet så meget, at vi ville få problemer i sidste ende af turen, hvor det ville blive værre vejr, jo længere vi ville være om den første strækning. Vi regnede med et snit på 6,5 knob med de vindforhold, vi havde fået beregnet, inden vi startede turen.
4.dag var også motordag, indtil ud på natten, da sejlene atter kom op. Maden var sammenkogte retter, som er nemme at komme skåle og bare skal spises med gaffel eller en ske, som det skete, da der kom flere bølger med mere vind.
Det sidste stykke blev nærmest en polkasejlads, så meget som det hoppede og dansede på bølgerne, indtil vi kunne lægge kursen mod S langs Australiens østkyst og gå med nordenvinden ned til Brisbane i en afstand af ca 10 NM fra kysten. Denne sidste nat var vi begge oppe for indsejlingen til Brisbane for ikke at sejle forkert. Kl var 03:30 om morgenen, da vi i havnelysenes skær lagde os til kajen i Rivergate Marina, hvor lystbåde skulle indklarere, direkte ved gaten og uden fejl.
Trætte og lidt kolde af samme årsag ønskede vi igen hinanden tillykke med en vellykket tur tilsat en sjat rom for at genvinde varmen, inden vi tørnede ind i køjen.
5 1/2 dag ialt om 800 sømil.


Onsdag 9.11.2016
Brisbane, Rivergate Marina, Australien

Vi sov som tunge sten i bare to timer, inden vi var oppe for at ordne båden en smule til ære for både told- og biosecurity væsen skulle indfinde sig til kontrol af båden. Vi havde allerede hørt vilde rygter om, hvor hårde og nøjeregnende myndighederne ville være! Så de sidste madrationer var enten blevet forberedt, stegt og kogt og anbragt i Tupperware bøtter med låg, resten af æggene hårdkogte. Vi havde fået engelsk breakfast med ristet bacon og scrambled eggs til den tidlige morgenmad, så beholdningen af æg, der skulle koges, var kommet ned på 4 æg.
Vi hørte liv på vhf'en kl. 6, så dér meldte vi os og informerede dem om vores tilstedeværelse. Havnepersonalet oplyste os om, at de jourhavende for indklarering ville komme kl.7.
Først kl. 9-9:30 kom et par yderst venlige og smilende folk fra toldvæsnet- en dame og en mand- med deres transportable kontor indeholdende de papirer med oplysningerne, vi havde sendt elektronisk de mindst 4 døgn/96 timer før vores forventede ankomst. Endnu engang skulle tre andre skemaer udfyldes og underskrives. Vi kunne spørge om andre ting, vi måtte være kommet i tanker om. Derefter ventede vi nok en halv times tid på Biosecurity ved den stille flydebro, hvor temperaturen nu var steget kraftigt, efter solen var kommet godt op på himlen, og ikke en vind rørte sig.
En erfaren rotte indenfor sundhedssektoren, Michael Mitchel, duk

kede veloplagt op med síne papirer, der skulle udfyldes og underskrives, plus en regning på små 400 australske dollars for diverse afgifter, som kunne betales med Visa- kortet. Han ville sende kvitteringen på mail.
Så startede inspektionsrunden på Havhunden, som han selv udvalgte punkter i, såsom i samtlige skabe, ét af vores stuverum med vakuumpakkede poser med mel, ris, pasta mma, derefter tøjskabene, toiletskabe, stuverum under sengene, hvor vi måtte endevende madrasserne og lukke op til garn-og medicinlageret og de store batterier. Han kastede sig nidkært, men med smil på læben over køleskabet, hvor han eksekverede de få rester af friske grøntsager og pålæg, der sammen med vores affaldsposer fra turen endte nede i den sidste DK- affaldssæk, jeg velvilligt havde stillet til rådighed for projektet, så han ikke skulle slæbe poserne enkeltvis. De 4 kogte æg overlevede heller ikke, men vi fik dog lov at spise dem, mens han var ombord. Jeg tilbød ham at andel, som han dog afslog, to æg til posen og ét hver til Lars og jeg selv, da vi jo allerede havde fået proteiner nok til morgen i form af scrambled eggs. Han skrev én time på sin arbejdsseddel for besøget, inden han godkendte sikkerheden og hav besked om, vi kunne tage det gule flag ned som tegn på godkendelsen og udlevering af cruising permit.
5 lemmons overså han, og fryseren nåede han ikke, og jeg havde glemt alt om den, fordi jeg havde tilberedt det ferske kød derfra. Da han havde forladt skibet, opdagede Lars vores lille blinde passagerer, vores firben på dørken i styrbords skrog. Agenten gik typisk efter træborebiller, men sprøjtede ikke for andre "bugs", som vi ellers havde prøvet på Aitutaki, Cook isl, og Fiji på Vanua Levi, Savusavu.
Herefter kunne vi sejle videre mod Manly Harboue, en tur på 10-12 sømil, og da først vi kom ud fra inderhavnen, viste det sig, at der var vind derude, og den holdt sig stadig, da vi skulle fortøje i Manly, Royal Queensland Yacht Squadron club, for ende af en ydermole. Sol og stærk blæst rev godt i båden og pressede den hårdt mod broen, så alle fendere blev anbragt på dén side. Som sædvanlig med hjælp fra personer fra de andre allerede godt fortøjede både.
Så kunne vi få sen frokost med koldt, stegt andebryst på rugbrød og en halv øl, efterfulgt af en længere eftermiddagslur for at få,dækket de sidste døgns søvnunderskud.
Sidst på eftermiddagen gik vi op i klubhuset/restauranten, hvor de hjalp os med at reservere plads, men som vi ikke behøvede at flytte hen til lige med det samme, da blæsten var taget yderlige til i styrke.
Vi spiste i restauranten, lam og bøf og fik lidt internet til hastig opdatering til "følgerne"

Torsdag 10.11.2016
Manly, Royal Queensland Yacht Squadron club marina

Vinden var løjet fuldstændig om natten, og solen var tidligt oppe. Derfor gik jeg tidligt i gang med bagning af morgenboller med sesam og tre "rugbrød", som næsten vil være de sidste af slagsen, da lagret af rugmel synger på sidste vers. Indtil midt december bliver brødet så bare det groveste landmel, jeg vil kunne finde tilsat kærner, indtil vi kommer tilbage med nye forsyninger af rugbrødsblandinger/rent rugmel.
Da bollerne var i ovnen, påbegyndte vi den planlagte " flytning" til vores anviste plads W3, en katamaranplads sammen med andre både af samme slags, ikke langt fra R-broen, og godt hjulpet af Neil med fortøjningen, passede det med, at bollerne var færdige, så Neil indkasserede to af de nybagte til sin morgenmad. Han var ejer af en Venetzia 42, som han ofte sejlede selv, men lige så tit havde mandskab med til at sejle båden, folk som vidste mere og havde større erfaring med sejlads end han selv, da han ikke havde sejlet/haft båden i mere end 4 år.
Herefter gik vi op til marinekontoret og fortalte, vi nu lå på den rigtige plads, så der var orden i tingene. Turen ind til land fra den nye plads var lidt kortere, men stadig langt ude- vi sjussede os til halvanden kilometer, så man skulle ikke glemme bomkort, penge, mobil og iPad, da der var lang vej tilbage efter pågældende effekter. Vi fik anvist vejen til Manly by med indkøbsmuligheder, så indkøbssækkene var med. Der var yderligere et par km ind til byen, så vi fik motion på turen. I ICA indkøbscenter fandt vi en stor slagterbutik, frugt og grønt afdeling, så vi kunne opbygge nyt lager. Lige ved siden af butikken var der "Bottleshop", hvor man skulle/kunne købe øl og vin, som ikke fandtes i ICA, og heldigvis åbnede den lige, da vi var færdige i ICA, så vi fik ordnet de indkøb også dér.

Udsigten fra caféen udenfor ICA, Manly by

Vi købte en måneds Wifi- forbindelse på nettet ved "Telstra"
Endnu engang måtte vi tungt belæssede begive os den lange vej tilbage i middagsvarmen, så vi var godt møre i skuldre og arme. NU overvejer jeg for alvor en indkøbs-trolley til fremtidige lignende anstrengelser😂.
Afslappet aften med færdig mad fra i går


Fredag 11.11.2016
3.dag Brisbane, Manly, Royal Queensland Yacht Squadron club marina

Peel Island, Brisbane område
Lyset kommer her ca 04:30 om morgenen, så da vi er morgenmennesker, er vi tit oppe kl 5:30, hvor det i den anden ende af dagen så ikke bliver ekstremt sent, før vi går til køjs. Det bliver mørkt 18:30-19, så det er måske også én af grundene til, vi fik vendt lidt op og ned på begreberne.
Her var det fint, for selvom vi købte godt ind igår, havde vi med vilje gemt noget til denne fredag, inden vi skulle videre de omkring 30 sømil ned til Boatworks, selvom det først var blevet aftalt til mandag, hvor vi skulle aftale nærmere tid til optagning, vask, bundmaling og motoreftersyn og el-paneler plus vores Hubbax, hvor simkort-holderen er bøjet skæv efter forsøg på at indsætte et ikke-kalibreret kort, da der skulle nyt i efter lokaliteten. Det har været et sandt gedemarked at optimere internetadgang, enten ved nye simcards eller blot ved tilkøb til wifi muligheden. Både mht tid og på omkostningssiden.
Afsted igen til Manly, indkøb, og så på café til café latte og wifi, så vi kunne udveksle nyt, skidt eller godt blandt familie og venner, tilbage igen til havnekontoret for at aflevere nøglekortet til havnen, inden vi afsejlede.
Det blev en kort tur ud til en lille ø Peel Island til en start. Her var flere små private fiskebåde bemandet med venner, alle udstyrede med korte fiskestænger, og de hyggede sig i de krappende bølger, der fik de små fartøjer til at vippe op og ned i ét væk uden de tog notits af det.
Vi fik sen frokost, efter vi havde kastet anker. Vi blev liggende for natten sammen med en anden senere tilkommen katamaran med mange ombord.


Lørdag 12.11.2016
Australien, turen i Guldkystområdet syd for Brisbane

Vinden var slået om i løbet af natten, så hvor der her var læ, da vi ankrede i går klukkede vi nu i små bølger, så inden morgenmaden trak vi resolut ankeret op og motorede rundt om pynten og op i den anden bugt, hvor vi kunne ligge mere behageligt. Allerede her kl 6 var der masser af lystfiskere ud i deres små joller i håb om et par fisk på krogen, så dem passerede vi på vejen til den mere rolige ankerplads.
Vi ville se det specielle "Guldkystområde" med de hollandsk- vadehavslignende områder, nå ud til kysten med de store klitområder, lange høje klit-øer, hvor mange australiere tager hen på weekend i både af enhver art, enten med familien for at være sammen eller med venner for at fiske. Det var et meget stort område, der strakte sig mange sømil syd for Brisbane. Som nævnt lå også værftområdet, Boatworks med Signature Yacht ved Craig Humfries som jourhavende, midt i dette område og op ad Coomera floden. Det var på dette værft, vi skulle mødes med Craig for en evt aftale om vedligehold på båden på land.
Efter morgenmaden kunne vi tage det stille og roligt på turen gennem de mange sejlrender af yderst forskellig dybde og flere steder med sandbanker midt i løbene, og vi nåede også lige at blive "grundejere" på én af dem et ganske kort stykke tid, da vandet ikke klart nok til at se bunden, fordi floderne med deres udløb mudrede vandet. Vi endte helt ude ved de yderste klit-øer, som nogle steder var over 200 m høje. Ud for "hullet" i klitrækken blæste det kraftigt med modvind, inden vi kunne dreje af til styrbord samtidig med at højvandet kom ind og gav medstrøm og mere læ, så vi kunne ankre lige udenfor sejlrenden, hvor jesski og motorbåde passerede frem og tilbage i livlig trafik

Grundstødning ved den blå markør


Tipplers Passage, ankerede for natten (se anker)

Vi måtte lægge os for anker i en hast, der der kom et formidabelt eftermiddags tordenvejr, inden vi kunne sejle videre ned til Tipplers Passage for natten, tæt ved Coomera floden, vi skulle et godt stykke opad til Boatworks værftet.
Tordenvejret var voldsomt med lange lyn trukket fra skyerne ned til vandet efterfulgt af buldren og bragen, og hele sceneriet varede i en times tid, indtil det atter klarede op, og vi atter vovede os videre på turen med en vel afskyllet båd til vores oprindelige bestemmelsested for natten.

Den "største" måne- tættest på Jorden i mange år


Søndag 13.11.2016
River Coomera- Første besøg på værftet Boatworks, 25 sømil fra Manly Harbour

Det, at det bliver tidligt lyst passer os fantastisk godt, for så når vi at spise, rydde op og stadig have god tid til at nå frem til evt aftaler.
Turen som idag søndag, hvor vi allerede var kl 10 ved værftet, men dagen før vi skulle have møde med Craig Humfries i morgen tidlig...vi kikkede efter havneplads, men der var ingen ledige, så vi fandt et hjørne helt mod syd i marinaen, lagde det store anker ud og bakkede tilbage ind mod land og fik fat i en solid pæl, slog en fortøjning om den først og fik den så strakt ved at hale ind på ankeret. Her kunne vi så fra cockpittet på første parket følge al søndagstrafikken på River Coomera denne højhellige søndag, hvor de lokale slappede af på både eller jog afsted på jetski. Nogle enkelte af jetski-farerne tøffede dog adstadigt afsted oftest med mindreårige familiemedlemmer på midten af sædet mellem de voksne.
Varmen i luften blev af og til viftet væk af vindpust, med det blev hurtigt 30-32' C i salonen. Opdatering af beretning, håndarbejde og Lars med næsen i en E-reader, så vi var godt nedgearede.


Mandag 14.11.2016
River Coomera, Boatworks væftsområde

Vi tog "Hvalpen" i vandet, tøffede ind i marinaen og fandt en plads i "Bavaria's" område. Kl. 8:30 var det allerede godt varmt. Vi prajede en tilfældig fyr, "indpakket" i støvbeskyttende tørklæder om hovedet, og han kunne vise os vej til Signature Yachts område blandt indtil flere andre små virksomheder, hver med deres speciale indenfor vedligehold af både, motorer, elforsyning mma. På Signature's stand, en hal, der allerede rummede en stor motorbåd og en one-off katamaran med fine buede sværd og 50-60', var en ansat, som ringede til Craig, da vi fremførte vores ærinde om at skulle mødes med ham og aftale tid til vask og bundmaling oa vedligehold. Der gik ikke mange minutter, før han kom kørende på sin scooter, så vi sammen kunne aftale, hvad vi gerne ville have lavet. Vi havde listet vores ønsker op, så dem gennemgik vi, og Craig hjalp os rundt til bla Charles med kendskab til Volvo Penta og motoreftersyn, og AMW et firma med el som speciale til eftersyn af solpaneler, alle batterier plus vores Hubbax om simkort-holderen kunne repareres/udskiftes. Det tog os det meste af formiddagen og samtidig vi fik tid til optagningen 22.11 kl 8:30 og anbringelse på standen, hvor alt arbejde skulle foretages. Det ville i første omgang tage en uges tid, og derefter kunne vi få Havhunden anbragt tørt på land i forvaring på "parkeringsplads" tæt ved, mens vi var væk den måned til jul, vi havde planlagt i DK med familie og kort gensyn med venner.
Derefter ville den først blive søsat, når vi kom tilbage samme med Mette og Peder Skyt for at sejle med dem i 3-4 uger.
Alt det bookede vi ind på Boatworks havnekontor, inden vi gik til Galley café for at få frokost og fri wifi
Tilbage til båden efter planlægningen i land slap vi fortøjningerne og lettede anker og satte kursen mod Sanctuary Cove, en Marina med resort og mange indkøbsmuligheder, beliggende længere nede af floden. Her var der gratis gæstepladser til korttids ophold, mens man købte ind. Der var en bla ICA og en vinbutik, hvor vi fik købt ind til det tomme lager, og vi lånte hans sækkevogn til transporten af det nye lager. Efter afleveringen af den lånte vogn kunne vi fortsætte vores tur og ankrede tæt ved flodens udmunding tæt ved en bro over til Ephraim øen, vi ikke kunne passere, da der kun var fem meter fra vandoverfladen op til broen.

Ankerpladsen tæt ved broen på River Coomeras udløb

Vinden havde lagt sig, så det blev en dejlig stille aften

Tirsdag 15.11.2016
Fra River Coomeras til Jumpinpin, en tidevands-vig ved de store klitter

Vi startede denne morgen turen nordpå mod Jumpinpin, så vi kunne nå ind i vigen med højvandet ved titiden. Ved lavvande ville hele vigen blive tørlagt, så vi kunne gå på bunden og komme op i klitterne, hvor der var fredet fuglereservat.
Denne tur blev sat i værk efter vores frokost. Først havde vi fyldt to spande med vand til efterskylning af toiletter og evt mudder på sko mv, og vi havde Hvalpen klar til at bringe os noget af vejen ind til bredden, men lod den ligge for anker et stykke ude og soppede i crocks resten af vejen ind. Hvor der før havde været vand, var der nu i tusindevis af edderkoppelignende 1-4 cm småkrabber med blå-gule-sorte rygskjolde, der bevægede sig i massive bølger over den våde mudder-sandbund foran vores fødder, og når vi kom for tæt på, gravede de sig hurtigt i sikkerhed ned i mudderet

Et udsnit af småkrabberne på den våde havbund

Vi kom nemt hele vejen hen til foden af de høje hvide klitter og klatrede fra læ til vejrs med heftig modvind helt op til toppen, hvorfra vi fik den storslåede udsigt til det voldsomme Stillehav. Det blæste så meget, at vores fødder fik hvirvlet så meget sand op, at det efterlod sand i både mund og øjne

Turen i klitterne, Jumpinpin

Nede igen fra klitterne, kunne vi se vandet var dalet endnu mere, så vi gik lidt videre forbi Havhunden, som nu stod på bunden, men stadig med vand under sig, og Hvalpen måtte vi hast slæbe fra området nu uden vand ud i vandet mellem dén og Havhunden for at nå at få den flydende, så Lars kunne få staget os det sidste stykke, men vi endnu kunne komme op på moderskibet. Vi nåede det lige akkurat- også at få Hvalpen gjort fast til daviderne, inden vi lå totalt unden vand under os.
Helt så heldige var et ungt par på første dating, på jetski, ikke. De kom vadende ved 17-tiden i badetøj hen til os med vandet gående til lårene og spurgte om vi måske havde noget at trække deres strandede jetski fri af bredden med. De havde også været i klitterne, men ikke tænkt på den voldsomme ebbe, der havde tørlagt deres fartøj under opholdet i klitterne. Vores første råd var at vente på mere højvande, så jetsli'en kom fri, men efter vores program på plotterern ville det ikke ske med ligeså meget vand, som da de ankom og ankrede den ved bredden. Så mit forslag var at komme ombord, lægge redningsvestene og få varmen igen og så holde øje med stigningen i vandstanden. Lars ville sejle Greg, den unge mand, tilbage til fartøjet, hvis forholdene ændrede sig positivt. Jeg riggede vores millionbøf til og tilsatte lidt mere couscous, så der lige var nok til alle fire og kogte de friske bønner, vi havde i køleskabet. Seretta, den unge pige, kom med et lille pip om vegetar, hvortil jeg prompte svarede, at det var vigtige lige nu at få noget varmt i kroppen, så det måtte hun lige glemme alt om. Snart sad vi alle med varm mad og rødvin- de to unge mennesker pakket ind i vores fleecetæpper. Vi fik sendt besked pr satellit til forældrene, da de ikke selv havde mobilerne med, og vores telefoner ikke havde australske simcards endnu. Hyggesnak indtil Lars og Greg sejlede Hvalpen tilbage til bredden, hvor det så endelig lykkedes de to at få slæbt den 3 mdr gamle jetski fri fra sandet til vandet, hvor den kunne tøjres til Hvalpen og hele ekvipagen kunne tage turen tilbage til Havhunden. Vi havde ikke fået svar på de mails, vi havde sendt, så vi lavede en opredning i gæste-skroget og gik til ro, varme og mætte og med tørt lånt tøj fra vores skabe.
01:45 blev vi vækket af blinkende lys og lanterner fra en coastguard/politi gummibåd, hvor vi blev spurgt, om vi husede et par ekstra gæster. Så vi purrede dem, og de kom i en fart tilbage i deres eget tøj og redningsveste og over i gummibåden. Forældrene havde alarmeret myndighederne, som så havde sat eftersøgningen efter de unge mennesker igang. Ved afsejlingen ud fra vigen stødte gummibåden på grund, men nåede at komme fri, inden vandet faldt yderligere, og så satte fart på til resten af hjemturen med de strandede Seretta og Greg. Vi nåede ikke at få taget fotos eller give visitkort i forvirringen, men sendte mail til de pågældende adresser, så vi var spændte på, om vi ville høre fra dem igen. Der var ingen tvivl om, vi havde forhindret en katastrofe ved at tilbyde dem husly i den aktuelle situation.
Tilbage i køjen for af få varmen tilbage efter afleveringen af gæsterne.

Onsdag 16.11.2016
Jumpinpin til Brown Island, lille bugt ved River Coomera s udløb

Nød morgenen, men besluttede ved højvande at forlade Jumpinpin og sejle tilbage til området ved Coomera flodens udløb og ankre i en anden bugt tæt ved, så vi næste dag kunne tage til Sanktuary Crove for indkøb af simkort.
Ovenpå den begivenhedsrige dag i går tog vi den med ro, da vi nåede frem til Brown Island og lagde os for anker. Da lavvandet kom, åbenbarede det en sunken, forladt skude i samme bugt.
Ved solnedgangstid blev vi underholdt af et par velvoksne delfiner på jagt efter bytte ind i bugten, og da vandet ikke var særlig dybt og vinden som sædvanlig havde lagt sig, kunne man med lethed følge deres rute. Jeg prøvede at lokke dem hen til båden ved at stikke fødderne i vandet fra badeplatformen og plaske med de bare fødder, en lille drejning og de var væk igen
Grillmad med varme fra det sidste grill kul, koteletter, pølser og krydrede hakkebøffer fra en sampakket portion fra slagteren.

På vej til den lille bugt ved Brown Island