6. November, letmatrosens beretning
I begyndelsen af oktober fik jeg tilfældigt fat i Per, mens han og Allan lå med Enjoy på de Kanariske Øer.
Det er noget tid siden, jeg sidst så Per i forbindelse med arbejde, men han spurgte for sjov, om jeg havde noget at lave for tiden, for hvis ikke, havde de plads til en ekstra gast på deres tur fra Grand Canaria til Kap Verde.
Jeg var lige kommet tilbage fra en længere rejse, og havde ikke noget fast jeg skulle nå, så da muligheden for at komme på langturs sejlads (under rimeligt kontrollerede forhold), dukkede op sagde jeg ja tak efter en kort betænknings tid, og fik hurtigt bestilt flybilletter.

Jeg har ikke sejlet før, så der var nogle overvejelser ved at skulle af sted. Mine forventninger var ret vage, noget med en helt sort nattehimmel med alle de stjerner man kan tænke sig, delfiner der springer for boven og beskøjter, grog og en papegøje. Og en masse tov værk der hele tiden skulle hives i. Et par betænkeligheder havde jeg også. En var hvordan det vil være at skulle opholde sig måske 10 dage på båden med folk jeg ikke kendte ret godt. En anden var min egen reaktion til det at være til søs langt fra land. Man kan sige meget om Atlanterhavet, det er stort og dybt, og Enjoy kan virke meget lille når man er 150 sømil fra land. En tredje ting var søsyge. Kun en af de tre skulle vise sig at være et problem.
Søsyge. Tjah, det fyldte en del i starten, ca. en time ude af Pasito Blanco sidder jeg med hovedet over rælingen og hoster morgenmaden op. Sådan går der nogle timer indtil jeg finder ud af at det går meget bedre hvis jeg ligger ned. Så jeg sover i cockpittet. Appetitten er lig med nul, der ryger lidt tørt knækbrød og vand ned. Min ide med at Bounty barer virker som søsyge piller viser sig først at virke mange timer efter at jeg har fået lidt ro på. Efter 30 timer med specielle akupunktur armbånd mod søsyge og et par anti-søsyge tabletter kan jeg være med igen. Jeg har stadig de armbånd på, for en sikkerheds skyld.

Oplevelsen af at gå fra søsyge til nogenlunde velfungerende er ubeskrivelig dejlig. Man går fra "pyha godt der kun er 5 dage tilbage" til "øv, er vi allerede i land om 5 dage?". For det er fedt at være ombord på Enjoy, som navnet antyder, er det en prioritet at livet bliver nydt ombord. For mig er det en totalt luksus tur, alle er meget søde og forstående overfor en let matros' specielle forhold (læs ukampdygtig et par dage pga. søsyge), og de tre andre er erfarne sejlere. Så på en tur hvor vejret er perfekt, og vinden stabil er det begrænset hvor meget der skal laves. Nu kan jeg tage vagter næsten som normalt, kabys pligten er jeg dog stadig ikke stolt ved.

Det afslappede liv ombord viser sig på flere måder. Vi har taget havbad et par gange, rebet sejlene og hoppet i bølgerne. I den forbindelse vil jeg sige, at der er en mærkbar forskel på oplevelsen af 28° og 30° varmt vand. Det var lige før Allan ikke ville op til sidst. En af de ting jeg troede ville være mærkeligt var, at der er mere end 2 km. vand nedenunder. Det lagde jeg heldigvis ikke mærke til, men det er måske fordi jeg altid havde fat i livlinen til båden for ikke at drive væk (de 150 sømil ind til land var i virkeligheden mere bekymrende).

Der har været thé og kit-kat pause på fordækket, hvor delfinerne kom forbi og sagde hej. Det kan godt være Allan og Per siger de har hilst på mange delfiner, men de smiler stadig ligeså meget som mig når de dukker op. Og det ER fedt at sidde helt oppe i stævnen, med fødderne udover, og se delfinerne suse forbi nedenunder.

Maden. Min appetit har været lidt svingende, der skal bare en tur i kahytten med lidt mærkelige dønninger til, så skal jeg en tur på dækket og have frisk luft, men maden er utrolig god, og der er alt hvad man kan ønske sig. Det burde der også være, da vi var selv var med til at proviantere (jeg fik lagt rigeligt med beskøjter i indkøbsvognen, der er vist nok til at de kan klare sig over Atlanten også ;-)
Grog havde vi ikke ombord, men efter at have smagt den lokale version her på Kap Verde må jeg sige at vi ikke er gået glip af meget!

Det har været en oplevelsesrig tur, og jeg har lært rigtig meget af at være af sted. Man kan tænke over tingene på en anden måde når man er ude på en båd langt fra alting. Jeg er meget taknemmelig for at have fået muligheden for at møde Allan, Jens Henrik og Per, stor tak til jer alle for at gøre det til et uforglemmeligt første togt for mig.

God vind når I skal over Atlanten!