Allan & Per - World Cruising

Portugal - unge gaster kommer ombord

11 July 2013
Allan
(Billede link)

Vilamoura, torsdag den 11. juli
Selv om vi på Gibraltar havde haft mekaniker besøg på grund problemer med kølevandet var problemet ikke helt løst. Per havde luret mekanikeren af, så vi vidste, hvor vi skulle tjekke op på problemet. Vi fik fisket problemet igen, og vi havde kølevand. Men da vi nu var lidt usikre på motoren, valgte vi i stedet at gå ind til Vilamoura og ikke til Olhao ved Faro, som vi ellers havde aftalt med Allans niece Anette og hendes mand Michael og deres 2 børn Jeppe og Ditte Marie. Her var der stor marina, som var nem at komme indtil, og hvor vi i øvrigt også kunne få kajplads og få adgang til strøm og vand.

Vilamoura viste sig at være et kæmpe ferie-kompleks med et utal af restauranter med kæmpe-marinaen i centrum, hvor der lige ved siden af var en af Algarvekystens utallige lækre strande.

Dagen efter var vi klar til at modtage familiebesøg, som vi længe havde glædet os rigtig meget til. Forventninger var store - lige fra storfiskeri til besøg af delfiner :-) Det var lidt spændende, da vi ikke før havde været 6 ombord på én gang. Tidligere havde vi højest været 4. Ditte Marie var vokset lidt mere end beregnet, men det blev klaret med par opstablet hynder i den korte ende af sofaen i salonen, så der også var liggeplads til fødderne ;-)

Efter indkøb, var vi søndag middag klar til at sejle videre.

Mortimao, lørdag den 13. juli
På vej til Mortimao bød vejret på fin sol og dejlig jævn vind. Jeppe fik hurtigt sat fiskeliner ud, og det gik ikke længe før end han fik bid. To ca. 40 cm lange fisk blev det til. Vi kunne ikke lige bestemme, hvilken slags det var, så vi besluttede at de skulle få lov til at blive sat ud igen, så de kunne vokse sig endnu større.

I Mortimao lagde vi os for anker, så vi også kunne prøve det, mens vi havde familie-besøg. Dinkyen blev sat i vandet og motoren sat på. Jeppe styrede os sikkert ind til stranden, som hurtigt blev indviet af Jeppe og Ditte Marie.
Desværre måtte vi ikke parkere dinkyen på stranden, så det blev kun til godt en halv times ophold, inden vi atter forlod stranden for at tage tilbage båden for at få sundowner og aftensmad.

Lagos, søndag 14. juli
Med den lidt firkantede livredders påtale om, at vi ikke måtte parkere dinkyen ved stranden, droppede vi at komme ind til stranden igen i Mortimao.
Efter morgenmad, drog vi videre mod Lagos. Undervejs sejlede vi tæt på kysten, så vi kunne nyde den utrolig smukke kyststrækning. Her spottede Per nogle flotte små strande med masser af flotte klippe/sandstens formationer. Vi listede ind, fandt en god ankerplans og sprang i dinkyen. Mens Allan, som var blevet fragtet ud til Enjoy igen, for at forberede sildefrokost med det hele, blev klipperne og vandhullerne mellem klipperne og sandstenene udforsket. Her blev fundet utallige forsteninger og i vandkanten fandt Jeppe søanemoner, som han det stor fortrydelse fandt ud af, var lidt giftige og meget ubehagelige at komme i kontakt med. Smerten fortog sig heldigvis hurtigt! ;-)
Det var heldigt, at vi ikke tilbragte den halve dag på den overfyldte strand i Mortimao ;-)

Mætte af oplevelser og sildefrokost, sejlede vi videre til Lagos. Den viste sig at være rigtig hyggelig by med en lækker strand tæt på marinaen.

Her tilbragte vi 2 nætter, så der var tid til en hel dag på stranden. Meget populær beslutning bland ungerne, som rigtig hyggede sig.

Sent onsdag eftermiddag forlod vi Lagos, og nu var det slut med de små korte sejlture. Vores nye gaster skulle også opleve en natsejlads. Vejrudsigten var perfekt. Jævn vind på ca. 12-13 knob fra nordvest.
På vej ud af havnen, så vi nogle "delfin-ture", som er en hurtiggående båd med masser af mennesker, der gerne vil have et glimt af en delfin. Vi ville selvfølgelig også gerne tilsætte endnu et delfin besøg på Enjoy.
Vi var heldige! Kun en lille times sejlads ud for havnen, spottede Michael den første delfin, som sprang ved siden af turbåden. Med en afstand på ca. 200 meter, kunne vi let og hurtigt med nogle flere omdrejninger på motoren komme over til dem. Der gik heller ikke længe før end den kæmpe store delfinflok mistede interessen for motorbåden. Nu var det vores tur til at have besøg! Vi kunne se, at de have direkte kurs mod os. Så alle gaster og Per gik op på fordækket og fotograferede, hujede og vinkede til alle de søde væsener, som alle ombord gang på gang må overgive sig til, når de giver visit.

Desværre gik der ikke mange minutter før end motoren ikke brød sig om alle de ekstra omdrejninger og en ny prop satte sig fast i kølesystemet. Heldigvis opdagede vi det hurtigt og fik slukket motoren. Delfinerne mistede hurtigt interessen for os, da vi mistede en del fart. Men det var til stort held for den mindre turbåd, som havde en del turister med, der havde betalt en masse penge for at se delfiner ;-)

Resten af turen til Sines, gik således så for sejl. I øvrigt i et vejr, hvor vindes blev målt op til 28 knob i stedet for de 12-13 knob, som vejrudsigten havde forudsagt. Men det er betingelserne! I øvrigt gik den også lidt mere i nord end forventet, så det blev også til et par kryds op mod Signes. Men så fik vi også hårdt vejr med som en oplevelse på turen ;-)
Gaster klarede både sejltur og nattevagt over al forventning - altid spændende for nye gaster at prøve natsejlads!

Ditte Marie og Jeppe gik heldigvis bare til køjs og sov fra det hele. Anette var lidt mindre begejstret for det lidt hårde vejr! Desværre er strækningen mellem Lagos og Sines uden andre havne, så vi måtte bide i det sure æble og fortsætte.

Forsinket af modvinden og de rebede sejl, som vi først til Sines onsdag eftermiddag kl. 16.

Sines, onsdag 17. juli
Men heldigvis forsvinder al søsyge som dug for solen, når foden sættes på molen. Per fik arrangeret en Volvo Penta mekaniker, som dog først kunne komme fredag morgen. Det blev derfor til 2 overnatninger i Sines.
Heldigvis var der selvfølgelig også her en dejlig strand, som hurtigt blev indtaget af ungerne.

Morgenmaden blev fredag pludselig brat overstået, da vi kunne se mekanikeren parkere sin bil på kajen. Anette, Michael, Jeppe og Ditte Marie udforskede lidt mere af Vasco da Gamas hjemby og fik handlet lidt ind til turen til Lissabon.

Mekanikeren var rigtig god. Han fandt hurtigt ud af det egentlige problem, som var en fitting på en slange - en prop af skidt kølevandet løber ud i udstødningen! Skidtet blev fjernet og vores kølevand strømmede ud!! Det var til stor lettelse! Vi kunne forlade Sines og lægge kursen mod Lissabon, som vores familie gerne skulle nå at opleve, inden de skulle afmønstre og videre i deres lejede bil til Porto. Lidt ærgerligt, at vi skulle have de kvaler med motoren, som har spundet som en mis hele jorden rund. Men nu spinder hun igen!

Kl. 11. var vi klar til at forlade Sines. Vi forventede at komme til Lissabon sent i løbet af aftenen. Det gjorde ikke noget, da vi har været der før og kender indsejlingsforholdene.

Sesimbra, fredag 19. juli
Men sådan skulle det ikke gå... Sent om eftermiddagen, blæste det igen op. Denne gang også med vindhastighed i knob i den sidste ende af tyverne. Selv om vi kun var 23 sømil fra Lissabon, valgte vi at gå i havn i Sesimbra. Det ville have været alt for surt at skulle sejle med vinden foran for tværs. Ingen ville have fået ro, inden vi meget sent ville have kommet Lissabon.
Det er rigtig rart, at kunne gå i en alternativ havn undervejs. Men selv inde i havnen var vinden utrolig stærk. Heldigvis fik vi anvist en plads, hvor der ikke var nogen båd til den ene side, hvilket gav en margin til at manøvrere på. Som altid var antydningen af kvalme forduftet, som dug for solen, da vi havde lagt til. Da Allan havde registreret os på havnekontoret, havde Anette lavet den dejligste pastaret med stegte rejer. Efter den dejlige middag var der badning, for at få de sidste saltvandssprøjt ud af håret, med efterfølgende is i marinaens restaurant.

Tidligt næste morgen kl. 04.43 listede Per og Allan op og smed fortøjningerne og satte kursen mod Lissabon. Michael, Anette, Jeppe og Ditte Marie skulle gerne have en dag i Lissabon.
Vejret på vej til Lissabon var smukt. Stille vind masser af sol, så morgenmaden blev nydt i indsejlingen til Lissabon. En rigtig fin afslutning på familien Rytter Svendsens Atlanterhavstogt! ;-)

Lissabon, lørdag 20. juli
Vi valgte marina, som vi fravalgte sidste gang. Den ligger tæt på hængebroen, hvorfra der er en evig summen fra trafikken. Men til gengæld, ligger den lagt mere centralt i forhold til centrum, i steder for den lagt mere moderne marina på den anden siden af byen.

Med Ditte Marie i flot sommerdress nr. 7 ;-) fik vi hurtigt gjort os klar til sightseeing i Lissabon. Allans familie skulle næste dag af sted til Porto, så det var med at få oplevet Lissabon i en fart. Inden længe fik vi fundet sporvogn nr. 28, som kørte og igennem de hyggelige stræder og flotte pladser. Inden afskedsmiddag på en af de utallige hyggelige restauranter, måtte vi runde af med et af de berømte glas kirsebærvin, Ginjinha, på én af byens pladser. En dejlig stærk vin, som er brygger på sure bær.

Trætte af oplevelser, måtte vi tilbage til båden og runde en skøn dag i Lissabon med at skønt glas portvin, som hører sig til, når vi er i Portugal.

Efter full english breakfast på Enjoy, var det afsked søndag morgen. Tak for super dejligt besøg til Anette, Michael, Jeppe og Ditte Marie!

På vores tur har vi flere gange set Segways. Gang på gang har vi udskudt selv at prøve. Men nu skulle det være! Hvis det skulle være på denne tur, måtte vi altså prøve det I Lissabon.
Det blev vores dagsaktivitet på Pers fødselsdag!
Det er utrolig nemt og tager kun 5 minutter at lære. Sammen vores guide, Pace, blev vi ført gennem Lissabons hyggelige gader og flotte udsigtspunkter, hvor der undervejs blev serveret dejlige drikke og lækkerier flere steder. Kan kun anbefales. Dagen blev sluttet af med en hyggelig middag og en drink i det sjove kvarter.

Den 25. juli var det for os også tid til at sige farvel til skønne Lissabon. Ved solopgang lod vi fortøjningerne gå og satte kursen mod Peniche. Igen en tur for motor, da vinden glimrede ved dens fravær.

Peniche, torsdag 25. juli
Den første nat lod vi ankret gå ud for marinaen, da vi alligevel bare skulle slappe af og i seng. Tidligt næste morgen tog vi ind i marinaen og fik en god plads i ly for bølgerne fra fiskerbådene, som ikke altid at synes overholde fartbegrænsningen inden for molen på 3 knob.
Peniche, som er Europas vestligste by, var igen et hyggeligt bekendtskab. Denne gang var vi så heldige at løbe ind i den årlige festival/byfest med alt, hvad dertil hører - herunder tivoli, musik og markeder.

Med 180 sømil til Vigo, tog vi fra Peniche tidligt lørdag morgen kl. 8, så vi kunne anduve Vigo i løbet af dagstimerne om søndagen. Men under vejs, kom vi i tanke om, en anbefaling vi havde fået af en anden sejler om, at besøge den sidste havn i Portugal. Viana da Castello, hvor Eifel havde konstrueret en bro over floden. Så vi lagde kursen om 30 sømil før Vigo, så vi også kunne opleve Viana da Castello

Viana da Castello, søndag 28. juli 09.00
Desværre var der ikke plads i marinaen, men vi måtte meget gerne ligge ved ventepontonen uden for marinaen. Desværre var det meget uroligt, da vinden var i et uheldigt hjørne. Det rev alt for meget i vores fortøjninger, til at synes at kunne forlade båden.
Det blev til halvanden times besøg, hvorefter vi lod fortøjningerne gå og fortsatte til Vigo i Spanien.
Comments
Vessel Name: S/Y Enjoy
Vessel Make/Model: Dufour 425
Hailing Port: Svanemøllen, København
Crew: Allan Andersen, Per Horn Rasmussen
About: Allan er kaptajn, Per Horn er 1. Styrmand.
Extra: Vi er i fuld gang med turen gennem Middelhavet.

Who: Allan Andersen, Per Horn Rasmussen
Port: Svanemøllen, København