... Og så videre til Portugal
12 September 2011
Allan
Søndag den 4. september, meget tidligt om morgenen! Efter at kaptajnen nu er blevet klippet hos den lokale frisør, som ikke kunne engelsk - hvilket spaniere her generelt ikke kan - men som heldigvis kunne en smule tysk, da hun havde familie i Schweiz, er det nu tid til at lette fra Ria De Camarinas.
Turen går til Islas Cies, som er en lille øgruppe, der er udlagt til naturreservat - dog åbent for gæster - øerne ligger uden for indsejlingen til Vigo. Nogle sejlere synes, at disse øer mest af alt minder om en forsmag på, hvad der venter på os i Caribien. Skønne var de - super flot lagune, hvor vi lå for anker, og kunne springe direkte på hovedet i vander, hvis vi ikke lige var inde for at slentre en tur på den lange sandstrand.
Vandtemperaturen på her på den vestlige side af Spanien nu ved at være oppe på 22 grader. Og luften nogle grader over.
Vi kunne nemt være blevet nogle dage på disse dejlige øer - men vil gerne være i Lissabon den 9. september, hvor vi glæder os til at se vores gode venner Stephan og Henriks nye og meget lækre ferielejlighed.
På vores vej til Lissabon, besøgte vi Figueira de Foz, der for os mest af alt tjente som overnatningsmulighed, og i Peniche, kunne vi vaske tøj, så vi rigtig kunne være klar til Lissabon. Sidst på eftermiddagen, så vi på GRIB vejrfilerne, at vinden ville flove, og dreje så den ville komme ligeimod os. Så vi fik smidt fortøjningerne i en fart, og startede på de sidste 65 sømil, der var til Lissabon.
Vi ankom Lissabon kl. 07.00 om morgenen, fik et par timers søvn, inden vi sejlede lidt længere op ad floden til en anden lystbådehavn, som kunne tilbyde flere faciliteter, så som internet, ordentlige badeforhold og ikke den megen trafikstøj fra Lissabons kopi af San Francisco broen hen over floden Tajo.
Lissabon kendte vi ikke meget til i forvejen. Men Lissaboner en fantastisk by! Portugiserne er udover, at de er meget servicemindede, og taler generelt rigtig godt engelsk, et meget smukt folkefærd!
Herudover er byen rigtig flot og hyggelig. Det må her tilføjes, at dagstemperaturerne sniger sig op på ca. 28 grader, og vandet udenfor Lissabon er ved at være ca. 23 grader. Her oppe ad floden, tæller ded ikke, at det er 26 grader varmt, da ingen bader i det! Det har en lidt grumset karakter, da der er tale om skiftevis flodvand og havvand.
Har du ikke været i Lissabon, er det bare at komme af sted!! ;-)
Efter at vores venner er taget tilbage til København, bliver tiden lige nu brugt til at kigge efter dykkerudstyr, så vi rigtig er klar til Caribien og resten af turen.
Billedet er fra Islas Cies.