Olhaao
18 September 2011
Per Horn
I Sines fik vi købt det sidste udstyr til vores fiskeri - tilpas store kroge og fiskestangholder er nu også på plads. Nu kan vi fange hvad det skal være...!
Gad vide om vi nogen sinde får fanget tun nok, til at dække udgifterne?
Det første vi fangede - og det eneste indtil nu - var en lille terne! Stakkels fugl, som havde været en del under vandet, da vi trak linen ind. Den var helt udmattet. Så vi kunne stille og roligt fiske krogen ud af næbet. Den sad et minuts tid, og gispede lidt på båden, inden den fandt energi til at flyve videre.
For at undgå, at fange flere fugle, der får for stor interesse for vores spinder, arbejder vi på en løsning. På billedet kan ses 2. prototype, af min endnu ikke patenterede måge skræmmer... Meningen er at udløse Cola dåsen, når en måge kommer for tæt på, så dåsen kører ned af linen til den når spinderen, og mågen derved får sig en forskrækkelse, over en cola drikkende fisk i vandet!
Der skal arbejdes lidt mere med vægt og udformning af 'skræmme' objektet...
Apropos ting i vandet, tror vi, at vi så den første haj i farvandet et par timer før Sines. I hvert fald så vi en rygfinne der svømmede 'truende' bag båden. Vi kunne tydeligt høre temaet fra Jaws, da vi så den! Det var ikke en delfin, men det kan selvfølgelig have været et marsvin.
I Lissabon var der en del store brandmænd i havnen. Den skumle type - de ser nærmest ud som om, de rent faktisk ved, hvor de vil svømme hen! De kaldes Portugisere, og er rigtigt, rigtig grimme. Har forsøgt at taget et billede af en, som kan ses under albummet Portugal.
Fra Sines tog vi igen en natsejlads, med afgang lige over frokost, videre gennem natten med retning mod Faro. Ved en sådan natsejlads, er vejret lunt, men på grund af den megen fugt i luften bliver dækket ganske vådt, og det bliver køligt på vagten, hvis vi ikke er klædt på til det.
Vores gast Nicolai, havde hørt fra andre danskere i Sines, at de lækre laguner omkring Faro, nærmest skulle være bedre end i Caribien! Vi er dog lidt betænkelig ved mængden af vand - mangel på samme! I sejlrenden varierer dybden mellem 0,6 meter vand til 7 meter, med meget små afstande mellem, og en ikke imponerende afmærkning.
Vi vil prøve at se hvordan det går. Sejlturen tager ca. 16 timer, så vi forventer at være der lørdag omkring kl. 16.
Undervejs konstaterede vi, at der var vand i bunde af båden. Hvad er nu det? Efter en del pumpen og undersøgelser, fandt vi ud af, at det var falsk alarm. Det var bare bruseren på agterdækket, der skulle spændes en smule mere. Pyha!
Lørdag kl. 11:00 - dvs. kl. 12:00 dansk tid - holdt vi en lille ceremoni på båden, da Leo og Ellen Margrethe, Allans forældre, begge blev sat i jorden på Hadsund kirkegård på dette tidspunkt.
Trist! Så føler vi os langt væk fra Danmark, på trods af vi har været med til bisættelse for dem begge, før vi rejste.
Vi ankom til lagunerne ved Faro lige over frokost. 30 grader varmt vand - dejligt! En sjov ø - mange små huse bygget sammen, sand overalt - overalt! Og et bibliotek og endda en skole - så der må være folk der bor fast på øen.
Søndag sejlede vi ind til Alhoa, ca. 1 time for motor sejltur, så må vi se lidt på byen her.