Allan & Per - World Cruising

San Blas

09 February 2012
Allan
For at det ikke skal blive en vane at starte med natsejlads, stod vi tidligt op søndag den 9. februar og gled for motor ud af inderhavnen og ud gennem den flotte indsejling til Cartagena. Rundt om hele byen og ud gennem indsejlingen kan man se de mange flotte gamle fæstningsværker.

Kursen er sat mod San Blas. Distancen er 190 sømil. ca. halvanden dags sejlads.

Som vejrudsigten, havde forudsagt, var der ikke meget vind til os. Så vi tog en formiddagen for motor, indtil vinden noget behersket kom igen. Sløvt gik det - og tidplanen måtte korrigeres til planmæssig ankomst til San Blas til tirsdag morgen i stedet for mandag aften. Stille og rolig sejlads uden overraskelser.
Da vi har bevæget os lidt i bugten ved Columbia, er vi nu lidt væk fra den befærdede rute, hvor vi har mødt en masse af de supertankere og containerskibe, som kommer i en tæt og lind strøm ud af Panama Kanalen.
Igen blev vi mødt af delfiner, som synes at Enjoy er interessant. Og interessen forsøges fastholdt af os, som står på dækket. Vi kan igen bare ikke kan lade være med at huje og fløjte og vinke - og endnu engang er vi blevet tryllebundet af de dejlige væsener, som hopper rundt om skibet og synes at forsøge at få kontakt til os!

San Blas er noget af det flotteste man kan forestille sig. Klokken 08.00 torsdag morgen den 9. februar og foran os ligger der masser af små "Stillehavsøer", som varierer fra få kvadratmeter til mange hundrede kvadratmeter. Fyldt med palmer, som på den helt perfekte måde læner sig ud over vandet. Det specielle ved San Blas, er at den i øvrigt er beboet af en indianerstamme, som for ca. 12.000 år siden passerede Beringstrædet og bosatte sig her (den korte version).
I mellemtiden har de tilpasset sig på deres helt egen måde og sejler stadig rundt i halve udhulede træstammer og kommer handler med lidt frugter eller fisk. Gerne i bytte for f.eks. vand og eller kaffe fra Columbia - ellers går det også rigtig fint med en-dollar-sedler. Et dejligt folkefærd, som også her var meget venlige og gæstfrie.

På San Blas, som består af ca. 350 øer, er det desværre igen et spørgsmål om at vælge fra! Vi tilbragte det meste af tiden, 3 dage på en lille gruppe af øer, Caya Holandes.
Snorklede en del. Vandet var utrolig klart - men udvalget af fisk var ikke det største. Den største sport, blev at sejle rundt i dinky'en og "jagte" rokker, som måske synes at vi var ret irriterende! Men lige så flotte syntes vi jo de var, så vi måtte bare igen og igen sejle hen over dem og se dem elegant glide hen over sandbunden et par meter under os i det klare vand! Brød de sig ikke om det, gav de par ekstra bask med finnerne og væk var de!
De fleste var pænt store. Vel en lille meter fra vingespids til vingespids og endnu længere fra snude til hale.
På afstand lykkedes endda Morten og Per, at se enkelte springe op over vandet - virkeligt et underligt syn!


(Video: Morten Ro)

Vi kunne nemt bruge rigtig mange dage her! Men da vi har nye gaster, der stiger på i Panama, den 21. februar, må vi hellere se at komme til Colon for at komme i kø til gennemsejlingen af Panama Kanalen.
Den sidste aften, spiste vi på en lille restaurant i strandkanten, bestyret af den lokale indianer og hans familie, på en ø ca. 8 sømil vest for Caya Holandes. Her var vi sejlet til, for at bese endnu én af de smukke øer.
Aftenens menu var i dag languster (hummer uden klør) til noget der svarer til 90 kroner. Rigtig heldigt, så Morten også kunne nå at smage languster inden han desværre snart vender snuden hjemad igen.
Comments
Vessel Name: S/Y Enjoy
Vessel Make/Model: Dufour 425
Hailing Port: Svanemøllen, København
Crew: Allan Andersen, Per Horn Rasmussen
About: Allan er kaptajn, Per Horn er 1. Styrmand.
Extra: Vi er i fuld gang med turen gennem Middelhavet.

Who: Allan Andersen, Per Horn Rasmussen
Port: Svanemøllen, København