Allan & Per - World Cruising

Panama City

21 February 2012
Per
Panama City
Endelig blev det lørdag - vi var klar med alle vores reb, dæk og ikke mindst folk til at håndtere rebene. Med de 3 rebholdere Javier (Colon), Marcell (South Africa), Bruce (Australian), Moses (Colon) som autoriseret Panama kanal advisor, Allan og mig som lidt nervøse bådejere, var vi et pænt lille internationalt selskab på vej gennem kanalen.
Vi var i høj grad klar til at forlade Colon! Som vi læste i en turist guide på nettet omkring Colon: "If you are planning to go to Colon - choose a new destination unless you really have to go!" eller som vores amerikanske nabo i Panama City, mindre diplomatisk, sagde - "Quiet a shithole" ;-)

Der er forskel på at sejle gennem en sluse i Holland, med en vandstandsændring på maks. ½ meter, til en Panama sluse er med en ændring på 10 meter! Men igen må vi konstatere, at der er fortalt rigtigt mange historier, om alt hvad der kan gå galt i sluserne. De fleste historier er nok sande, men for os gik det uden problemer.
Vi kunne have undværet de fleste rebholdere, da vi blev fortøjret sammen med 2 andre både, hvor vi lå yderst på styrbords side. Vi havde 2 reb i land og skulle blot sikre, at de 2 reb løbende blev strammet op, efterhånden som vandet steg. Let og gnidningsløst!
Kun el lille episode, da tyskeren, som var båden i midten, begyndte at udstede ordre på tysk! Allan bad høfligt (men meget bestemt, ifølge Marcell), "Please keep it in English!" Det kunne blive rent kaos, hvis vi begyndte at bruge vores modersmål hver især!
Allan serverede lækker, lækker chili con carne, da vi ankom til Lago Catun, og vi skålede for en vel gennemført passage af de første 3 sluser - halvvejs! Ikke mindst Javier tog for sig at øllene - eller rettere han skyllede 2 indenbords meget hurtigt, hvorefter han faldt storsnorkende i søvn!
Søndag ville vores nye advisor ankomme til Enjoy ca. 06:30, så vi planlagde at stå op få minutter før det - men blev vækket af et stort "booooot" fra pilot båden kl. 06:15 - og Carlos steg ombord! Her var der ikke tale om 'normal' Panama tid, hvor kl. 6:30 er i løbet af formiddagen, eller når det nu evt. passer!

Ca. 3 timers sejlads for motor gennem Lago Catun, før vi kom til det næste hold sluser. Vi havde egentlig ventet os en del af søen her. Men blev lidt skuffet! Brøleaberne som plejer at vække de sejlende om morgenen, var trukket længere væk, på grund af larmen for det nye kanal byggeri, krokodillerne så vi ikke meget til (til Marcell og Brices store fornøjelse - de har set krokodiller nok!), og vandet i søen var meget grumset.
Vi skulle fortøjes sammen med 2 andre både, hvor vi nu skulle være i midten, da vi havde den største båd (!) En Fransk katamaran ville dog meget gerne være i midten, da de mente de kunne styre bedre, med de 2 motorer der er på en katamaran. Jeg havde dog en mistanke om, at de ikke turde ligge yderst!
Min mistanke blev væsentlig underbygget, da vil skulle fortøjes til dem! De havde absolut ingen ide om hvordan det skulle gøres! Eller rettere de havde mange forskellige ideer, om hvordan det skulle gøres! På trods af de havde gjort nøjagtig det samme dagen før, blev der råbt og skreget på båden, reb bundet og bundet op, reb kastet over og tabt i vandet! En operation der burde forgå stille og roligt på få minutter, tog nu meget længere tid, mens vi sejlede mere eller mindre ukontrolleret rundt på søen. Allan styrede vores båd, som til stor fortrydelse for kaptajnen på den franske båd, også styrede deres! Der kom et par franske gloser og sure miner - men vores advisor sagde til Allan at han bare skulle blive ved, for at undgå, at noget gik alvorligt galt!
Carlos kunne fortælle en sjov lille historie om en kæmpe kram, vi passerede. US havde stjålet kranen fra Tyskerne i fyrrerne, og selvfølgelig foræret den til Panama, da driften af kanalen blev overgivet til dem. På kranen er det stadig en stor Tysk Ørn der pryder dens hejseværk. Kranen er dog blevet omdøbt fra Herman The German til Titan!
... og Bruce talte uafbrudt! Han var lidt nervøs for deres kanal passage i deres lille tunge sejlbåd, uden megen motorkraft! De havde et slot til tirsdag aften, og jeg er sikker på Marcell vil have en hård tid, til de er gennem!

Ankommet til Panama City, sagde vi farvel til alle hjælperne efter vi havde smit anker i bugten lige efter Flamingo Marina. Igen kom en af de andre båd ejere over, for at fortælle os lidt om forholdene her omkring. Bl.a. er der, The Net, hver morgen på kanal 74, hvor alle sejler kan udveksle erfaringer, eller spørge om hjælp. De underligste ting kan løses her - der er de gode de Amerikanere! En havde C vitaminer i overskud, en anden ville meget gerne have dem! En havde mistet en fortøjringskrog til sin dinghy, en anden havde faktisk fundet den!

Der er karneval i Byen og vi tilbragte et par timer der i går. Flot optog, og stor fest - men intet i sammenligning med karneval i Rio, snarere et i København, dog med et par store floats undervejs.
Kæmpe kø ind til området, men som turist (hvid?) kunne vi benytte en særlig indgang, og slippe for køen!

Vi fik igen hilst på Jene og Pihl, som også have haft en flot kanal gennemsejling, på trods af at de i sidste øjeblik, måtte på jagt efter en ny line handler, da deres 'proffe' ikke var mødt op! Da havde en pæn samling af langhårede backpackers.

Senere i dag, torsdag skulle Steen og Søren gerne dukke op, hvorefter vi sejler mod Galapagos - muligvis med et stop på Las Perlas undervejs!
Comments
Vessel Name: S/Y Enjoy
Vessel Make/Model: Dufour 425
Hailing Port: Svanemøllen, København
Crew: Allan Andersen, Per Horn Rasmussen
About: Allan er kaptajn, Per Horn er 1. Styrmand.
Extra: Vi er i fuld gang med turen gennem Middelhavet.

Who: Allan Andersen, Per Horn Rasmussen
Port: Svanemøllen, København