Allan & Per - World Cruising

Vejen til Galapagos

02 March 2012
Allan og Per
Panama City
Steen og Søren kom ombord, og på trods af at de havde været undervejs fra Danmark i rigtig mange timer, smuttede selvfølgelig til Karneval i Panama City! Havde en del diskussioner med en taxa chauffør, med involvering af politiet, da han ville have alt for mange dollars for at køre ind til byen med os!

En kæmpe kø ind til karnevalsområdet, alle i Panama City ville være med her den sidste aften! Men som turister, kunne vi igen benytte vores egen ’VIP’ indgang, og kom ind og ned karnevallet. Da vi stak meget ud pga. vores hvide hudfarve (?), var vi nemme ofre for alle de børn og voksen, som syntes det var sjovt at sprøjte skum og papir konfetti på os… Men sjovt og flot var det!

Dag 1 – onsdag den 22. februar
I dag, efter at Søren og Steen ankom, tog vi tidlig formiddag ud til et større shoppingcenter for at få købt de sidste ferske madvarer, så bådens fødevaredepoter kunne være toppet ekstra op, så vi er klar til den lange ud til Galapagos. Vi blev enige om at droppe Las Perlas – på trods af navnet! – fik diesel på, downloadede vejrfiler, og satte kursen direkte mod Galapagos.

Steen og Søren kastede sig ud i det, og var helt med på at starte med en sejltur på 7 dage. Da vi var uden for indsejlingen ind til Panama Kanalen, og vandet var blevet en del renere, hoppede vi en tur i vandet. Lidt koldere end vi var vant til fra tidligere, men dejligt! Samtidig dykkede Per under båden, for a fjerne alger fra vores log, så vi kan registrere vores fart, og distance, gennem vandet på vej over Stillehavet.
Vi beholdte vores tidligere rullende vagtplan med 3 timers natte vagt, og 4 timers dagvagt - og begge de nye gaster havde deres første nattevagt på dag et! Godt klaret!
For natten var der jævn vind fra agten, indtil vi rundede hjørnet ud fra Panama-bugten og satte kursen direkte mod Galapagos. Herefter fik vi vinden agten for tværs, Enjoy skød en fin fart og lagde Panama bag sig. Et par delfiner var forbi og kunne ses tydeligt på grund af morilden og i lyset af agterlanternen.

Dag 2 – torsdag den 23. februar
Allerede torsdag var det igen besøg af en lille flok delfiner, ikke mange, men et par stykker kom forbi, for lige at hilse på, men de var hurtig væk igen. Så det store delfintræf, har Søren og Steen endnu til gode. Midt i vores dejlige sildefrokost med øl, sild, karrysalat og silkeskåret løg, snaps og dertil Steen og Sørens hjemmebagte rugbrød - uhhhmmm, fangede vi endda en tun!
Søren fik der sin første fisk i land, og rensede den som om han aldrig havde gjort andet! Aftensmaden var i hus med 4 dejlige tunbøffer, som Allan smukt tilberedte med salat og nystegte majstortilias.

På trods af den noget svage og ustabile vind, som vejr meldingerne havde lovet, kommer vi helt godt frem. Gribfilerne viser et område mellem Panama og Galapagos, hvor vinden kørere i ring, med rigtig mange områder med helt vindstille, og ellers vind fra alle retninger. Men her natten mellem torsdag og fredag, holder vi ca. mellem 3 og 7 knob. med en relativ stabil halv vind på styrbords halse, og er kommet ca. 180 SM fra Panama City.

Dag 3 – fredag den 24. februar
Efter endt morgenvagt kl. 07.00 stod Søren op og overtog vagten. Og mens solen stod op, fik vi en dejlig kop kaffe. Morgenmadstjansen er i dag min (Allans) og har besluttet, at morgenmadsmenuen står på Aunt Jeminas Pancakes til morgenmad. Rigtige amerikanske pandekager med sirup. Sundt og nærende!!! ;-)

07.51 Vinden er svag - men da vi stadig her en pæn medstrøm, skyder vi en fart på ca. 4,5 knob.

Dagen bød på besøg af havskildpadder, hele 3 styk, hvor den ene var en sand kæmpe på ca. 1 meter! Midt på eftermiddagen, ser Søren delfiner i det fjerne. Det viser sig at være en meget stor flok på 100 til 200 delfiner, der øjensynlig er midt i en konkurrence i højdespring! Da vi sejler meget langsomt for motor, ændre vi kursen, så vi sejler midt ind i flokken. Som vi har set tidligere, syntes de at Enjoy er ret uinteressant, når vi kun sejler langsomt. De holder en behørig afstand til båden, samtidig med at de fortsætter med at svømme rundt og lave højdespring. Det er en helt ny måde at se delfiner på – så utroligt mange, med os lige i midten, og deres totalt ignorering af os!

Dag 4 - lørdag den 25. februar
Til natten løjer vinden meget af. Vi ligger ikke stile, men næsten! Vi holder retningen men bevæger os kun ca. 11 SM fra midnat til min (Per) vagt slutter kl. 7:00. Ud over bådens svage duvning i bølgerne og sejler der larmer, er der helt stille i natten. Ind i mellem kan jeg høre lidt bølge krusninger der blæser forbi, men ikke med nok vind til det påvirker båden, enkelte fisk der springer i natten, ellers er vi helt alene på det store sorte spejlblanke hav!

Efter morgenmad og frokost – stadig med meget ringe vind, nærmest slet ingen vind, blev det igen tid til en dukket i det næsten 4 km dybe Stillehavsvand. Igen kom de små ”spring-delfiner” på besøg – men holdt dog en sikkerhedsafstand til os på ca. 100 meter, ligesom i går – men vi kunne tydelig høre dem under vandet.

Aftenens menu, marinerede svinekoteletter med sauterede peberfrugter og pommes

Atter var der ingen vind. Hele aftenen og natten gik vi for motor, så vi havde lidt fremdrift og retning.

Dag 5 – søndag den 26. februar
Endelig kom der lidt vind. Vi har gennem dagen haft en fart på mellem 4 og 6 knob og har ikke nænnet at tage sejlene ned for at bade, da vi ifølge vejrudsigten lige så godt kunne risikere at ligge og vugge rundt uden vind. Så når den er her, skal den udnyttes, da vi ikke har diesel nok til at sejle i flere dage for motor.
Men en rigtig hyggelig dag, som bl.a. bød på regnvejr, og hvor der blev spillet Olsen - Søren fik næsten skiftet Nielsen ud med Olsen!

Aftenens menu var gryde stegte kyllingelår med bladselleri, karry, citron, hvidløg og ingefær. Og hertil ris ;-D

Vinden er igen løjet af, og det tyder på, at den igen står for motor for natten.

Dag 6 – mandag den 27. februar
Efter aftensmaden i går fik vi en jævn vind fra syd, og det meste af natten holder vi en gennemsnits fart over grund på næsten 4 kn. Ikke hurtigt, men hurtigere end vi turde håbe på efter vejrudsigten. Vi har ikke hentet nye grib filer endnu. Går ikke ud fra det vil hjælpe meget, idet vi det sidste stykke tid har tjekker vejret også vest for Panama, når vi hentede vejrudsigter for Caribien – det samme vejr har gjort sig gældende her, stort set siden Jul.
Vores oprindelige plan med sejltiden til Galapagos holder under alle omstændigheder ikke. Men endnu ser det da ud til vi vil få et par dage på øerne, før gasterne flyver hjem og Enjoy fortsætter længere ud over Stillehavet!

Dag 7 – tirsdag den 28. februar
Igen fik vi en herlig svømmetur i havet. Forsøgte at dykke ned, for at se hvad sigtbarheden egentlig er. Det lykkedes dog ikke, at komme så langt ned, så det var muligt at fortage en reel bedømmelse – det er bare klart.
Tidligere på dagen satte vi for første gang siden Atlanten vores genakker. Ud af genakker strømpen faldt det Dufour glas, vi ellers har savnet siden november :O( Det røg selvfølgelig udenbords, men med den ringe fart vi havde på, sprang jeg i for at få fat på det. Samtidig sikrede Allan, at båden sagtnede farten og fik mig ombord igen. Sjovt som ting kan dukke op igen :O)

Der kom da også en flok delfiner forbi igen. Men vi sejler åbenbart for langsomt til de gider ’lege’ med os! De holder sig i hvert tilfælde på behørig afstand af Enjoy – men flotte er de stadigt

Dag 8 – onsdag den 29. februar
Der er stadig ikke megen vind, men den er nu blevet så stabil, at vi sejler med genakker. På trods af det meget større sejl areal, øger vi kun farten med ca. 1 kn, men det er rigtigt dejligt igen at sejle for sejl frem for motor sejlads.

Stadig ingen hval i sigte! Nu skal det snart være…!

Dag 9 – torsdag den 1. marts
Lidt natte-uro, idet vinden igen begyndte at køre lidt rundt - men det blev klaret. Genua skødet rev sig løs i løbet af natten - selv om det er noget besværligt, det er kul sort nat, men det blev klaret! Desværre fik skødet revet søgelænderet af, der hvor det i stævnen er fæstnet til ’bov-septret’ – vi har lært at have et rigt udvalg af reservedele om bord, så også det blev klaret!

Endelig fik vi god vind hele dagen! Så megen vind, at vi blev enige om at sejle for rebet storsejl hele natten, så vi ikke skulle anløbe Santa Cruz på Galapagos før dagslys.

Men forinden havde vi naturligvis passeret ækvator! Pludselig dukkede Kong Neptun Rex op, med hans store hvide skæg, kroppen majestætisk klædt i fiskegarn og toga! En sølv kongekrone markerede hans rang, og endelig en trefork som scepter!
Vi var lamslået! Desværre var Allan under dæk, og så derfor ikke hvordan Kong Neptun Rex adlede os 3 ydmyge gaster til medlemmer af Ækvator Ordnen! Vi fik alle skænket et glas af kongens bryg for at markere højtideligheden – og Kong Neptun Rex sluttede af med selv at snuppe et glas.
Pludselig forsvandt han! Måske var det fordi han havde hørt Allan rumstere i køkkenet! Næsten samtidig med dukkede kaptajnen i hvert tilfælde op med 4 glas og champagne! Han havde nemlig forberedt en lille ceremoni!
Vi lod sejlene falde, fejrede ved endnu engang at hoppe på hovedet i Stillehavet! Denne gang med rigeligt med strøm og bølger omkring os!
Det er en dag vi alle længe vil huske!
Aftenens menu: Spagetti carbonada

Dag 10 – fredag den 2. marts
Rolig natsejlads – sidste vagt for både Steen og Søren – med stabil vind. Der begyndte at dukke en del flere både op på vores AIS, og Søren, som havde morgenvagt, fik landkending med Isla Santa Fe, tidligt om morgenen, kl. 4.45!

Kaptajnen mener, at vi her skal prøve alle at gå samlet i land, med en vand taxa, for at tjekke os ind hos myndighederne.
Så må det bære eller briste!
Comments
Vessel Name: S/Y Enjoy
Vessel Make/Model: Dufour 425
Hailing Port: Svanemøllen, København
Crew: Allan Andersen, Per Horn Rasmussen
About: Allan er kaptajn, Per Horn er 1. Styrmand.
Extra: Vi er i fuld gang med turen gennem Middelhavet.

Who: Allan Andersen, Per Horn Rasmussen
Port: Svanemøllen, København