Allan & Per - World Cruising

Galapagos

08 March 2012
Per
Endelig blev det Galapagos – dejlige Galapagos! Vi blev mødt af en meget venlig politibetjent, som kørte os alle op på immigrationskontoret, så den del var klaret. Hurtigt, nemt og meget venligt!
Det hurtige og nemme gik dog over, men venligheden blev der :O) Så vi talte de næste mange dage med en masse venlige mennesker, vores agent, hendes translatører, og fik efterhånden alt på plads. Det var dyrt! Meget dyrt!
De har en officiel pris på øen for diesel for beboere, 1,20 $ pr gallon, og en anden officiel pris for sejlere, en international pris, 5 $ pr gallon! Og vandet er også dyrt! Men vi fik til slut det hele klaret.

Øerne og ikke mindst dyrelivet er bestemt et besøg værd. Helt fantastisk! Allerede den første dag jublede vi over at møde søløver, utallige iguaner og selvfølgelig pelikaner. Og det var midt i byen!

Lørdag den 3. marts sejlede vi over til øen Isabella, for at tage en trekking tur på vulkanen Chico. Helt fantastisk vandretur – fantastiske formationer i det størknede lava.
Forinden kørte vi forbi en lille sø, med lyserøde flamingoer. At der ikke var så mange i søen, blev opvejet, af de utrolig mange søde skildpadder, i alle størrelser, vi så i det nærliggende skildpadde ressort! For at sikre bestanden på øerne, er der iværksat et program med skildpadde yngel, hvor ungerne bliver sat ud i naturen – på det samme sted hvor æggene tidligere blev samlet op - når de er store nok. Hvis æggene bliver liggende i naturen, er der næsten ingen skildpadde unger der overlever de første år!
Turen gik også forbi en lille lava ø, med tusindvis af iguaner – små som store! Helt vildt! Her var selvfølgelig også søløver! De er overalt! Hvis en båd ligger tom, hopper de op på båden for at hvile sig!

Vi kom retur fra Isabella den 5., og på trods af trekking, morgenløbetur tidligt søndag morgen, smuk solnedgangsbar og meget tidlig afgang mandag, fortsatte vi dagen med en cykeltur op til en ca. 300 meter lava tunnel og besøg i et område med skildpadder i fri natur.
Helt igennem fantastisk! Tror nok, at det kun var mig (Per), der var begejstret for vores gåtur i lava tunnelen, men vi alle jublede også over de mange kæmpeskildpadder vi så i naturen. Selv om vi kom langt, langt udenfor det normale vandre område, og der virkelig blev mega skybrud, var vi alle glade over turen.
På cykelturen hjem blev det ved med at regne – tropisk regne! Det væltede bare ned! En stor oplevelse i sig selv, at cykle ned af bakke gennem det vejr!

Tirsdag tog vi alle på dykkertur til omkring Isla Seymour. Sten og Søren fik deres første havdyk, siden de var i 4 grader varmt vand i Danmark som en del af deres dykkerundervisning! Det bliver svært for dem, at få et bedre dyk næste gang!
Vi så hajer, både revhajer, og ’rigtige hajer’ – og de kom meget tæt på! – hammerhajer, skildpadder, rokker, slanger og selvfølgelig rigtig, rigtig mange små og store fisk! B.la. var der en lille firkantet fiskeart, som var meget sociale med os. Der var hele tiden en af de små nysgerrige fisk helt oppe på siden af os!
To fantastiske dyk blev det til, før vi trætte kom retur til Puerto Ayora!

Efter de meget hektiske dage på øerne, rejste Steen og Søren hjem onsdag morgen, og Allan og jeg startede vores forberedelser til den store tur over Stillehavet. Turen fra Galapagos til Isla Marques forventer vi vil tage mellem 21 og 35 dage, afhængig af vind og vejr!
Der skal derfor provianteres en del, og alle tanke og beholdere, skal være fyldt med benzin, diesel og vand!
Mens vi får vasket vores tøj på et vaskeri, løb jeg en kort tur op til nærliggende lava tunneler. Igen fantastisk med det størknede lava, 14 meter høje tunneller som er skabt, ved at det ydre lava er størknet, men det inderste er fortsat sin bølge frem gennem landskabet!

Det bliver spændende med så mange dage på vandet :O)
Comments
Vessel Name: S/Y Enjoy
Vessel Make/Model: Dufour 425
Hailing Port: Svanemøllen, København
Crew: Allan Andersen, Per Horn Rasmussen
About: Allan er kaptajn, Per Horn er 1. Styrmand.
Extra: Vi er i fuld gang med turen gennem Middelhavet.

Who: Allan Andersen, Per Horn Rasmussen
Port: Svanemøllen, København