Palau (Belau)
26 November 2012
Per
At komme fra alle de små atoller til Yap, var et skridt ind i den civiliserede verden! Men skridtet videre til Koror på Palau, var næsten som at komme til storbyen!
Masser af trafik, biler, butikker, massage klinikker, huse i flere etager, reklameskilte - men heldigvis også et par af de fra atollerne kendte 'Menshouse' her og der! Vi er trods alt stadig i Micronesien!
Efter lidt sejlads frem og tilbage mellem erhvervshavnen og lystbådehavnen, lagde vi Enjoy til langs cementkajen i Malakal Harbour. Forinden havde vi sejlet de sidste par timer gennem et fantastisk havlandskab med 'svævende øer' omkring os. Vi var nemlig ankommet til Palau sent dagen før. For sent til at vi kunne nå at sejle ind gennem revpassagen i dagslys. Så natten blev tilbragt noget urolige, lige inden for revet, på en lille plet med lavt vand - omkring 13 meter.
Vi fik dog tjekket ind, forholdsvist hurtigt, og returnerede til Palau Royal Yacht Club (lyder vel lidt finere end det er!). Her blev vi taget godt imod, af folkene på de både der allerede lå her. 11 sejlbåde i alt - så mange både på en gang har vi ikke set siden Tahiti! Der var endda en gæste mooringbøje, som vi kunne benytte gratis i tre dage, før vi måtte se om vi kunne finde en anden bøje at leje. Det lød lidt problematisk, men viste sig senere ikke at være noget problem, der var flere bøjer, og lejen beløb sig til kun to dollar pr. dag! Da vores påhængsmotor stadig ikke vil fungere, fik vi lov til at blive ved den ene gæste bøje, da den lå tættest på dinghy broen.
Yacht klubben var en del af Sam's Tours, en større forretning med dejlig restaurant, dykker butik og dykker turer. På trods af deres ekstremt dårlige internet adgang, kom vi til at hænge en del ud på restauranten. Både pga. deres lækre menu (Shasimi, blackended shasimi og poke shasimi - uhmm!), og deres meget venlige serveringspersonale. De fleste piger her satte nærmest en ære i, at kunne navnene på alle deres gæster, og kende vores baggrund.
Vi skulle naturligvis også på dykkertur, og Göran havde allerede undersøgt, hvor vi skulle dykke - Blue Hole og Blue Corner! Desværre kunne de på dykker fabrikken, Sam's Tours ikke garantere, hvor en dykkertur ville gå hen, ligesom de ikke kunne garantere kvaliteten af dykket. Hvis der var nybegyndere med, ville det være dem der satte standarten! Det ville vi ikke være med til!
Göran og Jesper undersøgte markedet, og endte op med et lille nyåbnet Koreansk dykker sted, Palau Pacific Dive Center, der både var billig, virkede utroligt professionelt, og vi kunne selv bestemme, hvor og hvordan vi ville dykke. Plus vi fik vores egen dive master, Kim Yeo Ju (kaldet yellow!) - en sød Koreansk pige, som talte flot engelsk :O)
Det viste sig, at være en rigtig god ide at være en lille smule vedholden for at få den rigtigt dykkertur. Vi havde to fantastiske dyk, først gennem nogle smukke grotter lige ved revkanten, og derefter på selve kanten. Det første dyk gennem Blue Holes, var virkeligt smukt - Allans og Pers første grotte dyk - med masser af dyb blå huler og dybe gange der forbandt de enkelte huller med hinanden og revet! Næste dyk, Blue Corner på revkanten, bød på masser af hajer, enkelte barracudaer og et par napoleon fisk. Specielt napoleon fiskene var en oplevelse - store fisk der nærmest ser ud som om, det er små fisk, der bare er blevet for store, alt for store!
Jesper og Göran ville også have et tredje dyk, så dykker firmaet bød på en lækker Koreansk frokost, serveret i lakerede trækasser. En lille oplevelse i sig selv!
Under det sidste dyk, var sigtbarheden desværre ikke så god, så de mantra rays der skulle have besøgt deres cleaning station lod vente på sig. Imens tog vi en snorkletur, hvor vi bl.a. fulgte en stor skildpadde hen over bunden!
Dagen efter havde vi planlagt selv at sejle ud gennem Rock Islands. Det fantastiske landskab havde vi jo nu set, både på vores dykkertur, og under vores indsejling, men det var sandelig en større tur værd! Små og store øer, fra få kvadrat meter, til op til flere kilometer store øer, fuldt bevoksede stenknolde stikkende op af vandet. Få steder var der blevet plads til en lille idyllisk trope strand på en af øerne, helt utilnærmelig fra landsiden pga. de stejle kanter og den ufremkommelige jungle.
Alle øerne var bevokset med en meget tæt jungle, med stor og små vækster i alle nuancer af grønt. I selve vandkanten var øen udhulet gennem tusinde af år, så øen hang et godt stykke ud over vandet. Det fik dem til at se ud, som om de svævede hen over vandet! Meget specielt! Vi gættede på at James Cameron hentede inspiration herfra til landskabet i filmen Avatar!
Området var noget farlig at sejle i, da der kunne stikke usynlige øer og koraller op under vandet, og et par sejlere i Yacht Clubben, Richard og Lee, var så hjælpsomme, at vi fik kopi af deres sporfiler. Derved kunne vi sejle i deres spor, relativt sikre på ikke at støde på noget uforudset! Godt det samme, for også her havde vores søkort en sætning på små hundrede meter!
Efter et par timers sejlads kunne vi kaste anker i den mest eventyrlige lagune. Noget bekymrede hoppede vi da også i vandet! Der kunne jo være krokodiller her! Efterhånden blev vi dog mere modige, efter vi fik overbevist hinanden om, at der ikke kunne være krokodiller lige her - de kunne jo under ingen omstændigheder kravle på land op af de stejle klippe vægge.
Hovedårsagen til at vi netop var sejlet hermed til Mechervbar var, at vi ville besøge den berømte indsø, Jelly Fish Lake, fyldt med ufarlige gopler. En lagune der for umindelige tider siden, var blevet adskilt fra havet, åbenbart med brandmænd som et af de få dyr! Brandmændene og kvinderne (!) har derefter moret sig, så de gennem årene er blevet rigtigt mange! Samtidig har de ikke haft nogen naturlige fjender, og derfor mistet deres evne til at brænde! Godt nok os, for vi nærmest svømmede rundt i en suppe af brandmænd! Sjovt at se, men hvis det havde været ved stranden i Danmark, havde vi nok bare været utilfreds med, at vi ikke kunne gå i vandet for alle de brandmænd!
Men en dejlig rotur det var det! Ikke mindst fordi vi roede forkert! Enten var vi forkert informeret eller havde set forkert på kortet. Godt med ekstra træning, og specielt i det flotte landskab :O)
Efter Jelly fiskene, fulgte vi igen Richard og Lees spor, op til en anden lille lagune, for at overnatte der. Egentlig behøvede vi ikke have sejlet så langt - landskabet var så fantastisk, at blot vi sejlede få hundrede meter, var alt helt nyt!
Vi endte op i en lukket lagune, med høje klipper næsten hele vejen rundt, men havde problemer med at få ankeret til at sætte sig! Heldigvis var det jo lige så smukt lige uden for lagunen, og ankeret fik endelig godt greb, da vi lige før solnedgang kaste det der.
Sundowner, lækker aftensmad med mørbrad og champignon sauce :O) Dagen efter blev det til en ekskursion ud i landskabet, i robåd med snorkleudstyr. Spændende at kunne ro helt tæt på de stejle klippekanter, se korallerne gennem det klare vand og ikke mindst snorkle i området!
Jesper og Göran skulle flyve hjem til Danmark herfra, og de inviterede til afskedsmiddag på et meget hyggeligt Koreansk hotel, lige omkring hjørnet i lagunen. Vi kunne ro derhen, igen gemmen et fantastisk landskab både over og under vandet, på få minutter. Lækkert hotel med egen strand, og et lille område hvor de havde kæmpe muslinger! Muslinger med en længde på over en meter, og en vægt på vel over hundrede kilo. Ikke en sag det var godt at komme i klemme i, hvis den skulle lukke sine store kæber omkring en hånd!
Dejlig Koreansk middag, og vi fik sagt farvel, efter fantastiske sejldage, smukke dyk og rigtig mange dejlige dage sammen!
Samme dag som Jesper og Göran skulle hjem var det Thanksgiving - tilsyneladende noget de gik meget højt op i på øen. Vi blev af flere spurgt hvor vil skulle have vores kalkun!
Thanksgiving markerede samtidig, at det nu var tilladt at hænge Julepynt op! Overalt i byen nærmest eksploderede det med Julepynt i alle afskygninger! Julekugler, plastik Julemænd og plastik snemænd - i et af de bedre supermarkeder solgte de endda rigtige Juletræer!
Vi lejede bil for at køre en tur op på nord øen, Babelthaup. En stor Nissan med airconditioning og automatgear for kun 55 $ - billigt! Egentlig skulle en fyr hente bilen i lufthavnen, og levere den til os, men det var da i orden, at han i stedet kørte os til lufthavnen, så vi selv kunne hente den der.
Heldigt nok! For fyren kunne fortælle os om en krokodillefarm på vejen, og et sted hvor vi kunne få Palaus bedste burger! Vi måtte selvfølgelig stoppe begge steder!
Burgerbaren var en tarvelig lille skurvogn, hvor vi ikke ville have turdet stoppe, hvis vi ikke var blevet det anbefalet. Og det var en god burger - lækker bøf med Teriyaki :O)
Krokodille farmen havde ingen skilte ude, så den ville have været nærmest umulig at finde, hvis vi selv havde forsøgt. Farmeren opdrættede krokodiller, som blev sat ud i naturen, når de havde den rette størrelse, og vi fik hilst både på forældrene og på en 2 år gammel unge, ca. 40 cm. lang. Det må have været lidt hårdt for denne drabelige dille', at få lukket sin mund med en simpel lille elastik, og blive udsat for Allans kælen og dyrekærlighed :O)
Der var 5 store krokodiller i to indhegninger ud mod vandet, den lille krokodille unge, to meget flotte frugtspisende flagermus, en lille fugl, samt en kattekilling. En kattekilling som gjorde, hvad den kunne for ikke at blive overset blandt de andre dyr! Farmeren kunne fortælle at chancen - risikoen! - for at møde en krokodille i naturen var meget lille. De gemmer sig alle meget godt i mangroven. Selv i hans farm kunne det være svært at se dem, med mindre de svømmede hen imod os.
Vi fortsatte nord på, hvor fyren fra tidligere havde fortalt os, vi skulle se det flotte vandfald, Ngardmau Waterfall. Et flot vandfald, hvor de havde forsøgt, at få en turist industri op at stå, med et lille monorail til at køre turister op og ned, og en glidetur i reb hen overkløften ved vanfaldet. Vi fortrak nu at gå, ikke mindst da vi ved første øjekast ikke kunne se, om vi kunne tage tovbanen helt ned til vandfaldet, og kom frem efter ca. ½ times gang. Flot var det, men det flotteste var nu turen derned, som b.la. gik via to gamle nedlagte Japanske jernbane spor. De Japanere har været mange steder under WWII!
Efter vi havde kørt lidt rundt, og blevet lidt væk, returnerede vi mod Koror igen. Men forinden så vi på en bakketop, en meget stor bygning, en stor moske, eller måske en kopi af Peters Kirken i Rom? Den må vi se! Da vi kom derop, viste det sig at være regeringsbygningen på Palau! I øvrigt sponsoreret af EU, vel sagtens for at sikre, at japanerne og kineserne ikke sikre sig alt magten herude!
Tilbage på havnen var vi så heldige at Jim, en fast læggende motor sejler, der nærmest var immigreret til Palau, med fast job, og uden kontakt til de andre i Yacht Clubben (!), kunne hjælpe med at skaffe nyt oliefilter, impeller og olie til vores Volvo motor :O)
Dejligt at vi kunne få vores båd gjort klar til turen til Indonesien. Ikke specielt hårdt arbejde, at fortage olieskift, men med den meget trange plads ned til og omkring motoren, drev Per alligevel af sved! Jim havde også en lille elektrisk pumpe, som kunne pumpe alt olien fra bunden af båden.
Vi købte også olie, filtre og reserve impeller, så vi kan klare os gennem Indonesien, hvor der efter sigende ikke skulle være megen mulighed for at skaffe reservedele.
I lagunen hvor vi lå for anker, var der også et interessant dykker site. Tre grotter med indgang få meter under overfladen, forbundet med hinanden, og en dybde ned til ca. 10 meter. Her skulle vi naturligvis havet dyk. Desværre var sigtbarheden alt for dårlig, da vi var kommet ned i den første grotte, til vi fortsatte længere ind!
Ærgerligt - det kunne have været morsomt, at svømme ind, og prøve at komme op på tørt land, som der skulle være mulighed for i grottenummer to...
Dog var der en 'kassefisk' ved indgangen, så lidt fik vi da set!
Da vi havde planlagt afrejse mandag, dagen efter, blev der ikke tid til at prøve igen, på et tidspunkt, hvor sigtbarheden måske havde været i orden.
Ud over vi ventede et par timer, gik udtjekningen smertefrit. Custom og Immigration kom ned til Sam's Tour, og alt blev klaret der - efter de havde ventet lidt på hinanden, kørt tilbage efter en kvitteringsblok, og opkrævet 50 $ af hver i udrejse gebyr!
Ikke en af de billige øer, Palau. 50 $ i indtjekning, 20 $ for kajplads ved indtjekning, 40 $ for cruising permit for Enjoy til Rock Islands, 100 $ pr. mand for adgang til Rock Islands og Jelly Fish Lake, og endelig de 50 $ for at sejle ud igen!
Vi sejlede ud fra havnen lidt før frokost, og sejlede parallelt med Palau indtil mørket faldt på. Det sidste vi så var fyret på sydspidsen, som blinkede farvel i klare hvide farver. Samtidig var det også farvel til vores Stillehavs sejlads! Når vi havde passeret Palau, forlod vi samtidig Stillehavet, og begav os ind i det Filippinske Hav og vores fortsatte world cruise gennem Asien!
Dermed har vi sejlet på Stillehavet i næsten 3/4 år - siden vi forlod Panama Kanalen på vej mod Galapagos i februar, har vi sejlet ca. 11 tusinde sømil, passeret ækvator 2 gange. Besøgt et utal af eksotiske øer og atoller, med Yap som den nordligste, og Rarotonga som den sydligste - og fået jeg ved ikke hvor mange tusinde, mere eller mindre ondartede, myggestik undervejs!
Flere på Palau havde efterhånden spurgt os, lidt bekymret, om hvor vi ville sejle hen, når vi forlod Palau. Som vi også selv havde set, var der nemlig en cyklon under opbygning lidt længere østpå. En cyklon hvor vi i vores grib filer, kunne aflæse vind hastigheder på op til 80 kn. Det er meget!
Vi var da også en smule bekymrede, ikke for os selv, men for alle de små øer og atoller vi havde besøgt gennem Micronesien. Cyklonen ville, ifølge vejrudsigten, bevæge sig mod vest og stort set følge vi vores spor hen over Micronesien fra Kosrae til Yap!
Vi ville selv bevæge os mod syd vest, den stik modsatte retning af tornadoen, i hvert tilfælde på det tidspunkt hvor den ville nå frem til Yap!
Selv om cykloner har det med at ændre kurs, var vi denne gang ret sikre. Vi ville sejle nærmere og nærmer mod Ækvator, en retning det nærmest er umulig for cykloner at bevæge sig i!
Ifølge udsigten ville stormen desværre ødelægge den trade wind, der netop var startet, og dermed ikke give os så megen vind som kunne forventes for årstiden. Her onsdag, 3 dage efter afrejse, går det dog stadig meget godt - med små 115 sømil i døgnet, lidt under 5 kn. i timen.
Senere måtte vi dog gå over til motor sejlads, da det blev for megen slasken med storsejlet, og kun ringe fremdrift.
Sådan blev det ved. Tyfonen gjorde paradoksalt nok, at vi ikke fik noget vind overhovedet - den kunne ikke blæse forbi den kraftige storm! Vi fortsatte for motor fra Det Filippinske Hav over i Molukka Sea, som jo nok er Indonesisk territorium. Heldig vis var havstrømmen med os på denne årstid, og det meste af vejen fik vi et ekstra skub på op til halvanden knob.
Vi havde nok af tid ombord, og der blev serveres lækker aftensmad! Super saftige bøffer med Teriyaki soves og stegte kartofler, tunsalat, og Allan overraskede en dag med hot dogs! Hot dogs med hjemmelavet agurkesalat, remulade og det hele!
Farvandet var langsomt ved at blive mere og mere trafikeret, og vi se flere fragtbåde og fiskere på vores vej. Det kunne derfor godt være lidt hårdt, at benytte vores 3 timers dagvagt, og 6 timers nattevagt - der blev ofte taget en lur i løbet af dagen
Lørdag eftermiddag så vi en kæmpe stor fisk, der fulgte efter båden. Jeg sad på det bagerste agter dæk, med fødderne hængende ned i vandet, da jeg så en fisk i vandet få meter væk. Råbte selvfølgelig straks på Allan, og vi gættede først på at det var en delfin. Men nej! Dens finner og hale finne var meget stærkt blå! Virkelig blå! Måske en blue marlin? Med det svær den havde på snuden, og formen på finnerne, kunne det være en sværdfisk? Men det passer ikke med den meget markante farve!
Vi stod og så på den i flere minutter - jeg havde meget hurtigt fået fødderne op af vandet! - en del over to meter lang, plus sværdet. Desværre var det ikke muligt, at tage et billede, da kølvandet var alt for uroligt til at det ville blive noget brugbart!
Igen en fisk vi nok aldrig vil få arts bestemt! Men denne gang var vi glade for ikke, at have snøren ude - den var simpelthen for stor! Og utrolig flot var den.
Vi kom frem til strædet ved Sulavesi, og sejlede lidt frem og tilbage for at finde et egnet sted at lægge til. Har var mange, mange, mange både! Ofte op til 7 stykker fortøjret uden på hinanden, så vi var lidt betænkelige ved situationen - alene antallet af både! Både af alle typer og størrelser, små robåde, motorbåde der nærmest mindede om cykelbåde med påhængsmotor, og alt op til store containerskibe! Den absolut største havn vi har sejlet i noget sted!
Mange vinkede til os fra bådene omkring os og inde fra land, og til sidst tog vi os sammen, og sejlede hen til en flok fyre på en stor trawler - de havde vinket til os, og så tilforladelige ud :O) Selvfølgelig måtte vi gerne fortøjer os op til deres båd - ingen anelse om, hvad nr. vi var i rækken, vi kunne ikke se nogen landgangs bro noget sted! Men det var ok - vi skulle kun blive der til dagen efter, da det var blevet for sent at tjekke ind i dag.