Søndag eftermiddag den 2. december, sejlede vi ind i strædet mellem lille ø Lembeh og den enorme ø Sulawesi, hvor byen Bitung lå. Bitung er en af de havnebyer, som er en "port of entry". Her kunne vi indregistrere os på behørig vis i Indonesien. Men inden da, skulle vi lige finde ud af, hvor vi kunne komme i land. Enten var de utallige bådebroer tilklistret af små og mellemstore fiskerbåde - eller så var det et anlæg for halvmilitære fartøjer - eller så var det nogle meget store og grove moler, som vi i vores mindre sejlbåd ikke kunne lægge op ad - eller så var der for lavvandet til os. Og som så mange før, var der ingen myndighed, som reagerede på vores opkald på kanal 16 på VHF'en. Men det var jo også søndag, så vi besluttede os til at sejle ind til en af de støre fiskerbåde i udkanten af byen, og bede om lov til at lægge til ved siden af dem for natten. Og det gav ingen problemer. Som altid, blev vi atter mødt taget imod af meget søde og venlige mennesker.

Mandag morgen lod vi trosserne gå og sejlede igen ned lang byens kystlinje for at se, om der ikke skulle være en lille plads til os. Men selv om der nu var mere liv langs molene, var det ikke lige steder som lige var oplagt for os. Og der var stadig radiotavshed på VHF'en. Vi sejlede igen ind den inderste del af containerhavnen, hvor der mindre fragtbåde som blev læsset eller lodset, og endelig et par politibåde, som mere lignede kystpatruljebåde i 150 fod størrelsen.
For det første så det ud som om at deres fribord (afstanden fra vandet og op til dækket) var så tilpas lavt, at de var til at komme op på. Og for det andet ville det heller ikke være så dårligt, at ligge op ad en politibåd, nu hvor vi lige var kommet til et nyt sted og ikke vidste, hvordan vi som en lystbåd ville blive betragtet her. Så vi spurgte om vi lige måtte ligge ved siden af dem i nogle timer, mens vi blev tjekket ind hos de forskellige myndigheder. Det var ikke noget problem.

Allan kunne nu pakke tasken med skibspapirer og forberede sig på den ofte opslidende tur mellem de forskellige myndigheder. Men inden vi så os om, havde en af yngre politimænd, hidkaldt en af hans kammerater, som var taxascooterchauffør. Han vidste lige hvor de forskellige myndigheder havde til huse. Og selv om han ikke kunne meget engelsk (og Allan endnu mindre indonesisk ;-), drønede de rundt i byen og fik os ordnet visum og fik os tjekket ind. Det eneste sted, som gav lidt problemer, var costum. De havde først om eftermiddagen den rigtige bemanding, så de også kunne få os korrekt registreret. Men kl. 16.30 troppede op på båden som aftalt og vi fik udfyldt de forskellige papirer.

Mens Allan havde travlt i byen, var båden, med Per ombord, nærmest blevet invaderet af nysgerrige politimænd, som gerne lige ville hilse på deres nye nabo. De to politibåde var på besøg fra et andet sted i Indonesien og havde karakter af at være et uddannelsessted. Det meste af besætningen var i midten eller sidst i tyverne. Ud over besætningen på politibådene, var der også 3 fugle. En beostær, en rød parakit og en hvid papegøje. Den sidste var særdeles snaksalig og ville meget gerne kløes og aes! ;-)

Mens vi lå ved siden af politibådene, forsøgte vi også på at få kontakt med nogle af de både som solgte brændstof. Her er der åbenbart ikke rigtig nogen tankstationer. Scooterne køber benzin på 1 liters colaflasker hos de små købmænd/kiosker. Skal man som båd have diesel, skal man sejle ud til en af de 3-4 tankbåde, som lægger for anker ude i strædet. Dette var ikke uden problemer, da forretningsgangen her er den, at skibene har en agent, som forhandler sig frem til en pris med et kontor i land. Herefter lægger man så til hos tankbåden fra det respektive kontor og får påfyldt x-antal tons. Men én af tankbådene forbarmede sig over os og solgte os diesel til noget der svarer til kr. 6,5 pr. liter! Og så endda kun 170 liter, som vi kun havde plads til.

Alt dette tog et par dage og vi fik lov til at blive liggende uden på politibådene begge dage, hvilket gjorde vores adgang til byen meget nemmere. Alternativt skulle vi ligge for anker i de strømfyldte stræde.
Imens fik vi også tid til at kigge lidt nærmere på Bitung, som var en travl havneby. Bitung havde bl.a. et par gode supermarkeder så vi kunne få tanket op med lidt lækkerier til vores tur på ca. 740 sømil til Komodo.