SailBlogs
Bookmark and Share
Allan & Per - World Cruising
Lembongan - Jul på Indonesisk
Per
12/24/2012

Ud igennem alle paragliderne og bananerne, ud i det meget klarere vand igen. Heldigvis har prognosen med strømretningen korrekt, så vi kunne sejle de små 15 sømil, for motor uden nogen form for problemer.
Vi var endda så heldige, at en stor flok delfiner kom forbi for at hilse på. Det er altid en fornøjelse at møde delfinerne - ikke mindst med nye gaster ombord! Både Christian og Fie var meget begejstret for besøget af den store flok legende delfiner :O)

Ved Lembongan var vi lidt i tvivl om, hvor vi skulle kaste anker. I den første bugt var der alt for mange bølger, til vi kunne tage vores dinghy i land om aftnen. I den næste blev det pludseligt alt for lidt vand under kølen! Vi fik slået bak lige i sidste øjeblik, da vi kunne se noget vraggods nede på bunden.
Den lyserøde trimaran turbåd fra tidligere, lå ved en mooring bøje her, og de råbte til os, at vi kunne tage en ledig bøje, der lå i nærheden af dem. Det blev ved klipperne, midt mellembugt et og bugt to, vi bandt os fast. Dog blev vi senere råbt op af en anden turbåd, som gerne ville have deres egen bøje, og derfor henviste os til en lidt længere ude.

Vi var jo lidt bekymrede for vores rotur i land om aftnen. Der skulle helst ikke blive alt for langt ind. Vores påhængsmotor havde vi endnu ikke fået repareret, men vi havde jo Christian som nok kunne tage fra :O)
Sidst på eftermiddagen, gik vi så i gummibåden, og sikrede os, at vi kunne finde et roligt sted vi kunne ro i land! Først skulle vi uden om de bølger, der kammede over på grund af klippeskæret under vandet, så retning direkte ind mod de spraglede lokale fiskerbåde, der lå for anker, og til slut skarpt til bagbord langs stranden, for at komme det sidste stykke ind, uden alt for høje bølger. Vi valgte det helt rigtige tidspunkt mellem to bølger, til at ro de sidste få meter. Og det lykkedes os at komme i land, næsten uden at blive våde!

Næste opgave bestod i at finde vej til den første bugt, hvor vi vidste der var et stort resort, og der måtte være mulighed for Julemiddag. Den restaurant vi var roet ind til, var ikke et sted vi syntes egnede sig til højtiden.
Vi fulgte den smalle, men dog asfalterede, vej. Fandt hurtigt ud af, at det ville give en længere gå tur, for at komme om til næste bugt. Fie mente, hun havde læst guide bogen, at den hurtigste vej ville være blot at gå langs vandet. Ok - vi vendte om, og forsøgte den mulighed.
Det ville have været nemt, hvis der ikke lige havde været pålandsvind og højvande der var på vej ind. Vi balancerede på murværk, tangsand, og endelig et bygningsværk under opførsel... Lige som det var ved at være allerværst, på et sted vi skulle afpasse passagen med bølgerne, for at komme forbi, havnede vi i det mest lækre og eksotiske resort placeret lige ned til vandet!

Personalet var selvfølgelig en del overraskede, da de normalt kun havde middags besøg, af de gæster der boede på resortet. Men vi var hjertelig velkomne. De havde pyntet op med Juletræ og havde endda en Julemenu klar til os!

I det lille lounge område tæt ved poolen og vandkanten fik vi serveret en aperitif, mens vi ventede på køkkenet skulle blive klar til Julemaden. Dejligt med en aperitif efter måneder, kun med ankerdram og sundowner :O)
Vi fik også set nærmere på hytterne på resortet - helt igennem en anbefaling værdig for en lille romantisk ferie!

Middagen havde ikke så meget med Dansk Julemiddag at gøre, men skønt var det! En rejecocktail, med lokalt fangede rejer og krabber, lækkert oksekød med teriyaki og grønsager til hovedret. Til dessert kunne vi vælge mellem seawheed budding og ananas med frugter (begge dele var i en lidt for eksotisk udgave for os) - og så med vin til maden :O)
Lækkert, lækkert, lækkert!

Undervejs fik vi ringet til familie i Danmark, når det da var muligt at få ørenlyd for det (Jule)- fyrværkeri, der blev fyret af ved afslutningen af middagen! De kan godt lide fyrværkeri de Indonesere!

Vi skulle jo ud til Enjoy igen, og heldigvis kunne tjenerne vise, hvad vej vi kunne gå tørskoet inde på land! Det ville ikke have været alt for sjovt, at skule balancere i vandkanten, når det nu var blevet fuld højvande, og det desuden var blevet helt mørkt!
Vi gik da kun forkert en gang i den sorte nat, og en gammel krumrygget kone kom ud af sin hytte for at pege i den retning vi skulle gå.
At komme i dinghyen igen kunne være et problem - i hvert tilfælde uden at blive gennemblødte! Vi så lidt på bølgerne, talte de store, der skummede langt op på stranden, tog endelig tilløb, løb ud i vandet og kastede os ombord.
Det lykkedes! Vi kom alle med, og alle var tørre endnu! Vejen ud var lang, men nu vidste vi jo hvilken vej vi skulle ro, for at komme uden om de oprørte steder.

Vel ude på båden, fik vi sunget og danset om Juletræ - og fik hele 'Nu Er Det Jul Igen...' rundt i alle rum på Enjoy!
Vi fandt lidt Juleslik frem, Christian fik endog tryllet endnu et marcipanbrød frem, medbragt helt fra Danmark. Dejligt, så blev det alligevel Jul!
Byttede gaver og hyggede til langt ud på natten. Super dejligt med Christian og Fie på besøg :O)

Dagen efter skulle vi vandet! Christian, Fie og jeg roede tværs over den første bugt, for at snorkle ved klippekanten længst væk. Sjovt med vandstrømmen der - nogle steder var vandet klart helt ned til bunden, men for tæt ved kanten blev det meget grumset.
Vi roede, legede og snorklede i et par timer. Var også et smut på land, og kunne konstatere, at det var det helt rigtige resort, vi var havnet på Juleaften. Ikke at der var noget galt med dem der lå her, men vores var mindst to luksus klasser over!
Vi skulle retur til Enjoy, hvor Allan ville vente med Julefrokost :O) Med de ting vi havde på båden, sammen med det Christian og Fie havde med, fik vi en herlig Julefrokost - alt hvad der skulle være, inkl. øl og ikke mindst snaps!

På vej retur til Bali kom delfinerne igen - igen med jubel både fra dem og fra os! Vi forsøgte først at finde en ankerplads oppe ved Sanur stranden, men der var for lavvandet, til vi kunne komme langt nok ind, så den ide blev opgivet igen. Det kunne ellers have været dejligt med mulighed for at hoppe i det dejlige vand her også!
Ved indsejlingen, havde vi nu vænnet så meget til alle turist aktiviteterne, at vi også kunne se lidt andre ting undervejs. Meget overraskede blev vi da vi så, de lokale fiskere stå i vand til mist på bryster, og fiskede med fiskestang! Uden vaderes eller nogen anden form for komfort, går de i deres normale tøj langt ud i vandet for at fiske! Forhåbentlig ikke for megen strøm der!

Vi fandt vores tidligere kajplads i marinaen efter en perfekt Juleferie - rigtig Lembongan Style!

| | More
Bali I - Christian og Fie kommer på besøg
Per
12/19/2012

Heldigt at vi var blevet vænnet langsomt til civilisationen igen, via besøg på Yap, Palau ikke mindst Bitung!
Men alligevel var vi nu noget måbende, da vi ankom til havneindsejlingen på Bali. Her blev vi mødt af en mur af alle typer turist underholdning, med faldskærme efter speedbåde, bananer, flyvende luftmadrasser og et menageri vi ikke har set siden ... Ja siden vi var på ferie i Tyrkiet!

I Benoa Marina blev vi taget rigtigt godt imod. Her var fin kajplads, strøm og vand lige ved båden, og en flot restaurant, med bad og toilet faciliteter lige ved hånden.
Vi var overvældet!
Dog blev vores begejstring dæmpet en smule hen af vejen, da vi så toilettet, vandet på kajen var langt fra drikkeligt, og havnevandet bar en del præg af den losseplads der lå længere inde i lagunen!

Men dejligt var det, at vi kunne springe lige i land, og Allan fik hurtigt klaret al deklarering, da der var custom kontor og immigration få hundrede meter fra yacht klubben. Endda en sejlmager var der, og Allan kom en tur i masten, så vi kunne få vores genua ned til reparation - der var gået en syning øverst oppe, der skulle en tur forbi en symaskine.

Vi tog en taxa ind til Sanur - meget hurtigt blev vi trætte af taxaerne igen, da de som altid ville forsøge at snyde s alt for meget! - og nød virkelig at komme i land. Droppede hurtigt tanken om at leje cykel, scooter eller bil, da der simpelthen var for megen kaotisk trafik til os!
Christian og Fie skulle ankomme med fly samme dag, 19. december, men havde dog booket et hotel den første nat, så vi regnede først med at se dem dagen efter. Vi vidste, som altid, jo ikke præcist hvornår vi kunne ankomme til Bali, så de ville sikre sig, at de havde et sted at sove den første nat. Derfor blev vi meget overraskede, og glade, da det lykkedes os at fange hinanden på telefonen! De var på vej ned til båden nu!
Dejligt - så skulle vi ses næsten nu!
Hurtigt fik vi klaret lidt indkøbt i en døgnbutik, K-Cirkel, og aftensmad i en lokal warung - et lille pølsevogns lignende gadekøkken. En helt pose fyldt med diverse varianter af fyldte stegte brød - goreng! Det løb samlet op i ca. 10.000 rupiahs, ca.6 kroner!

Lidt tåre sneg sig frem i øjenkrogen da Christian og Fie endelig kom ned til havnen i taxa - dejligt at se dem igen efter 1½ år på vandet!

Vi skulle nu have planlagt, hvor og hvordan vi ville holde Jul, og hvad vi skulle se på øen. Plus vi selvfølgelig skulle sejle en tur :O)
Vi fik oset en masser rundt i Sanur, og besluttede os for at tage en guidet tur rundt på øen. Det blev til besøg på sølvværksted, batikværksted, maleriværksted, træskæreværksted og overraskende nok et besøg i et lokalt teater. Selv m vi ikke haveplanlagt det, var det meget interessant, at se teaterstykket. Meget anderledes! Heldigvis fik et skriv udleveret på 'næsten' Dansk, som fortalte, hele handlingen akt for akt! Pludselig vidste vi, hvem de enkelte figurer, vi stødte på alle steder i de flotteste templer, og i alle bygningsværker på hele Bali, skulle forestille og deres historie. En eventyrlig historie om goder og dæmoner, onde og gode!
Et af højdepunkterne på turen, var et besøg på en af vulkanerne. Desværre var der regnvejr, og meget overskyet! Så på trods af vi spiste en skøn frokost lige på krater kanten, fik vi ikke set meget af vulkanen!
På vej hjem kørte vi forbi et lille kaffebrænderi. På stien ind fra vejen gik vi gennem en mindre botanisk have, hvor vi kunne se masser af urter, og bl.a. hvor den lyserøde syltede ingefær vi normalt spiser til sushi kommer fra. Vi fik smagt på mange varianter af både kaffen og the - b.la. den berømte, hvor kaffebønnerne har været spist af et lille væsel lignende dyr, hvorefter de bliver samlet op, hele endnu, og ristet på normal vis.
Over hele øen dyrkede de ris, helt som vi har set derhjemme på utallige billeder fra det eksotiske Indonesien. Spændende lige pludselig selv, at være ved markerne, og se bønderne stå i mudder til langt op af benene, og plante risstrå i vandet. Igen var det som at være der selv!
Rismarkerne dominerede smukt of idyllisk meget af landskabsbilledet over hele Bali. Selv midt inde i de store byer, som Denpasar, kunne vi støde på rismarker! Her klemt inde midt mellem en mindre fabrik og et tempel! Knapt så fotogent, men meget anderledes!
Turist centrum Ubut, en lille by inde på øen, skulle selvfølgelig også besøges. Byen lå flot i et meget kuperet terræn, men det vi il huske længst var vores besøg i Monkey Forrest! Vildt mange aber, omkring 600 stk., som alle var vilde med bananer, og ikke gik af vejen for selv at finde dem i dine lommer! Det var meget sjovt, og vi blev der så længe, at der ikke var megen tid til at se selve Ubut. Det blev der rådet bod på senere, da både Christian og Fie, tog op til byen en helt dag, og Allan og jeg, tog derop igen da vores næste gast kom ombord.

På turen fandt vi ingen danske restauranter, der evt. havde planlagt at servere Julemiddag, og på trods af der var indkøbsmuligheder nok, fandt vi ikke varerne til selv at lave middagen lave maden på båden. Vi blev derfor enige om, at sejle til øen Lambongan og fejre julen på et resort der.

Først besøgte vi dog den mest kendte turist strand, Kuta, og diskoteksgaden i Simiyak. Her var der meget mere gang i den end på Sanur. Desuden var der her en række butikker, med meget mere interessante ting - vestlige ting - end de butikker vi efterhånden havde set rigtigt mange af med mere turistorienterede souvenirs. Her var cafeer og restauranter - et dejligt sted at hænge ud!

Selvfølgelig skulle vi flere gange forbi de lokale massører, for en gang fodmassage! En ren velsignelse!

Vi fik købt ind til et par sejlerdage, aftalte med marinaen, at vi ville være væk for at fejre Jul, men ville komme igen. Kastede fortøjningerne og satte kurs mod Lanbongan.
I strædet mellem Bali og Lombok kunne der være rigtigt meget strøm - rigtig meget. Det var en af årsagerne til at vi valgte Lamgongan, en anden var, at den var rigtigt positive omtalt i Fies lille rejse guide :O)
Faktisk var vi en smule nervøse for at komme ud i modstrømmen! Vores lille Volvo Penta kunne få store problemer med, at holde os fremadgående, hvis strømmen var oppe på maksimum.
En turbåd, der også benyttede marinaen, havde dog oplyst, hvornår det var et godt tidspunkt at sejle på, så vi fulgte deres råd, og håbede det bedste!

| | More
Komodo
Allan
12/13/2012

Torsdag den 13. december 2012 kl. 09.00 lod vi ankeret gå på 8 meter vand ud for byen på Komodo. Siden Bitung har vi sejlet 735 sømil for næsten ingen vind. Det har været hyggeligt - men lidt fustrerende at vi ikke har haft tid til at nyde Indonesien. I stedet har vi igen sejlet langsomt for motor - omkring 3,5 - 4 knob - alt afhængig af hvor meget strømmen har været med os.

Perlerækken af øerne Bali, Lombok, Sumbawa, Komodo og Flores, danner en naturlig grænse mellem Flores Havet og Det Indiske Ocean - kun adskilt af små smalle stræder, som kun er få sømil brede. Det betyder, at når det ellers rolige tidevand skal flytte sig mellem de 2 have, bliver der i de små kanaler en voldsom trængsel af vand. Vi havde planlagt at ankomme til strædet lige før Komodo tidligt om morgenen. Men da medstrømmen blev stærkere og stærkere, blev Allan på sin vagt nødt til at sejle den modsatte vej en halv times tid for at udsætte ankomsttidspunktet. Det samme gjorde Per også på sin. Vi ville nødigt sejle ned gemmen det smalle stræde i mørke. Specielt når vi på disse egne ikke helt kan stole på søkortene. Da Per meget tidligt om morgenen på sin vagt tog hul på turen gennem strædet, havde vi op til 6 knob medstrøm. Godt den var med og - og ikke imod os! ;-)

Da vi gled ind bugten, hvor byen også lå, blev vi mødt af en motorbåd, som venligt anviste os en ankerplads i en mindre afstand fra selve byen - ude ved en lille ubeboet ø, som lå få hundrede meter ude i bugten. Vi fik råbt til dem, at vi gerne ville meget tættere på byen, da vores dinky-motor var i stykker og derfor ikke ville ro så langt. Dertil sagde de, at det sagtens kunne sejle os i land. Hmmmm - hvad var det, der lige lå i det her?? Hvorfor skulle vi lige derud og ligge? Men vi insisterede nu på at komme meget tættere på byen. Da vi havde langsomt havde sejlet de første 100 meter ind mod byen, kunne vi se, at vi blev med mødt af ca. 20 kanoer i forskellige størrelser. Lige så snart lod ankeret gå, havde de første kanoer lagt hånd på dækket. Små udstillinger af varaner i forskellige størrelser og perlekæder, tog hurtigt formation. Lige som tilbud af levering af brændstof og vand og fisk føg gennem luften.

Når der er lavsæson er det åbenbart hårdt at være ene båd i bugten. Mange beboere skal have tjent penge til dagen. Desværre måtte vi meddele, at vi ikke ville købe noget nu, da vi jo lige var ankommet og var trætte og ikke havde overblik over noget som helst. Så nogle få pakkede sammen sejlede i land. Andre var lidt mere vedholdne og prøvede af få aftaler om levering af diesel på plads. Til sidst fik vi fred og kunne endelig selv tage dinkyen ind til land. Det var jo selvfølgelig klart, at hvis den første båd kunne få os til at ankre op ude ved øen, ville de have et klart forspring med hensyn til diverse salg og aftaler. Det skulle blive dejligt af få tanket op og komme på en lille restaurant og få noget frokost. Vi blev dog meget klogere. I byen var der ingen restauranter, og kun få meget små købmænd, som stort set kun havde dyre øl og sodavand og andre ting, som kunne holde sig i lang tid.

Efter en hyggelig gåtur, måtte vi vende tilbage til båden og finde et par dåser frem og bruge fantasien. Næste dag, fik vi arrangeret en udflugt ud til parken med varanerne, hvor de hovedsaglig findes. Samtidig fik vi også lavet en aftale om levering af vand og diesel. Ved parken var der et større kajanlæg, så større skibe med passagerer kunne lægge til og besøge parken. Ved parken var der også et antal hytter, som man kunne leje. Formentlig til brug for de gæster som kom med fly. Vi fik tildelt en guide og en mindre gåtur på et kilometer gennem terrænnet kunne begynde. Der var frodigt nede i dalene - men blot ca. 50 - 75 meter oppe ad bjerg/bakke-skråningerne, var der temmelig goldt. Vi mødte først flokke af vildt, som ikke var så vildt endda. De stod længe og kiggede på os inden de stak af. Endelig mødte vi dem første varan. En ordentlig kleppert på ca. 3 meter. De ligger og ser temmelig dovne ud. Men ligger kun og venter på, at et bytte kommer for tæt på. Inden for en meter kan de nemt finde på, at slå til. De bider byttet og slipper det. Herefter venter de blot på at byttet dør. En komodovaran er så beskidt i munden (nogen ville sige kæften ;-), at de indeholdetr op til 60 (nogle steder står der 20) forskellige farlige bakterier. En cocktail, som er umulig at bekæmpe eller helbrede. Det er dog sjældent at mennesker bliver bidt af varaner. Det sidste kendte tilfælde, var en barn på 8 år, som for 10 år siden blev bidt. Der gik kun et par dage inden barnet desværre døde. Normalt er det andre dyr, som bliver bytte for varanerne. Hvis de f.eks. får held med at bide en okse, kan denne være op til en måned om at dø. De følger blot efter byttet og venter. De kan i øvrigt lugte døde dyr på en afstand på op til flere kilometer. Det andet tilfælde hvor et menneske formentlig er omkommet af varan bid, er en schweizer som forsvandt under en udflugt på øen tilbage i 1970'erne. Da gruppen kom tilbage på båden, manglede han. En eftersøgning gav ingen resultater.

Da vi var færdige med at nedstirre vores hyggelige fætter, opdage Per ved et tilfælde, at der blot 4-5 meter fra os lå en anden varan. Denne havde vores guide ikke set. Vi kunne ikke lade være med at grine. Og han var glad for, at vi kunne grine af det og ikke blev vrede på ham. Da det jo kunne have udviklet sig til en alvorlig situationen for os - eller varanen :-) Og efter et par minutter, kom endnu en varan spankulerende gennem underskoven hen i mod os. Da de jo ingen fjender har, går de bare rundt, som det passer dem. Så vi holdt den passende sikkerhedsafstand på 3 meter. På gåturen så vi i alt 9 varaner.

Da vi kom tilbage, var vi forbi Beno, som var én af vores "kontaktpersoner" på Komodo. Han havde fået tjansen med at få ordnet vores vasketøj. Det lyder så flot, at vi bare afleverer vores vasketøj. Men ofte på disse kanter, er det den eneste måde at få vasket sit tøj på. Med mindre, at vi lige skyller noget op. Men så bruger vi jo det vand vi har på båden - og så skal vi ud og købe nyt vand. I øvrigt er det heller ikke særlig dyrt. For det der svarer til 3-4 maskiner betalte vi det det der svarer til 100 kr. og så har vi vel endda betalt for meget. Men vasket, tørret og lagt sammen - så bliver det ikke meget bedre og nemmere! ;-) Mens vi ventede på, at hans kone fik lagt det sidste vasketøj sammen, blev i budt på te småkager. Og selvfølgelig kiggede et par naboer forbi med alverdens træskærerarbejde og perler og meget andet! ;-)

Senere på eftermiddagen var leveringen af vand og diesel også overstået. Og med tankerne om at Christian og Fie skulle komme ankomme på Bali den 19. december og holde jul sammen med os, syntes vi, at vi måtte videre og syntes samtidig, at vi havde set det der var at se på Kommodo. Dagen efter, fik vi tjekket ud og fin lavet clearence fra Kommodo til Bali.

Lørdag den 15. december kl. 14.30 hev vi ankeret op og satte kursen mod Bali.

Nu skulle vi så op af den strømfyldte passage. Først var vi heldige har have strømmen med os. Men senere vendte den og vi måtte skrue op for omdrejningerne (for vinden svigtede selvfølgelig os igen).

| | More
Indonesien - Bitung
Allan
12/02/2012

Søndag eftermiddag den 2. december, sejlede vi ind i strædet mellem lille ø Lembeh og den enorme ø Sulawesi, hvor byen Bitung lå. Bitung er en af de havnebyer, som er en "port of entry". Her kunne vi indregistrere os på behørig vis i Indonesien. Men inden da, skulle vi lige finde ud af, hvor vi kunne komme i land. Enten var de utallige bådebroer tilklistret af små og mellemstore fiskerbåde - eller så var det et anlæg for halvmilitære fartøjer - eller så var det nogle meget store og grove moler, som vi i vores mindre sejlbåd ikke kunne lægge op ad - eller så var der for lavvandet til os. Og som så mange før, var der ingen myndighed, som reagerede på vores opkald på kanal 16 på VHF'en. Men det var jo også søndag, så vi besluttede os til at sejle ind til en af de støre fiskerbåde i udkanten af byen, og bede om lov til at lægge til ved siden af dem for natten. Og det gav ingen problemer. Som altid, blev vi atter mødt taget imod af meget søde og venlige mennesker.

Mandag morgen lod vi trosserne gå og sejlede igen ned lang byens kystlinje for at se, om der ikke skulle være en lille plads til os. Men selv om der nu var mere liv langs molene, var det ikke lige steder som lige var oplagt for os. Og der var stadig radiotavshed på VHF'en. Vi sejlede igen ind den inderste del af containerhavnen, hvor der mindre fragtbåde som blev læsset eller lodset, og endelig et par politibåde, som mere lignede kystpatruljebåde i 150 fod størrelsen.
For det første så det ud som om at deres fribord (afstanden fra vandet og op til dækket) var så tilpas lavt, at de var til at komme op på. Og for det andet ville det heller ikke være så dårligt, at ligge op ad en politibåd, nu hvor vi lige var kommet til et nyt sted og ikke vidste, hvordan vi som en lystbåd ville blive betragtet her. Så vi spurgte om vi lige måtte ligge ved siden af dem i nogle timer, mens vi blev tjekket ind hos de forskellige myndigheder. Det var ikke noget problem.

Allan kunne nu pakke tasken med skibspapirer og forberede sig på den ofte opslidende tur mellem de forskellige myndigheder. Men inden vi så os om, havde en af yngre politimænd, hidkaldt en af hans kammerater, som var taxascooterchauffør. Han vidste lige hvor de forskellige myndigheder havde til huse. Og selv om han ikke kunne meget engelsk (og Allan endnu mindre indonesisk ;-), drønede de rundt i byen og fik os ordnet visum og fik os tjekket ind. Det eneste sted, som gav lidt problemer, var costum. De havde først om eftermiddagen den rigtige bemanding, så de også kunne få os korrekt registreret. Men kl. 16.30 troppede op på båden som aftalt og vi fik udfyldt de forskellige papirer.

Mens Allan havde travlt i byen, var båden, med Per ombord, nærmest blevet invaderet af nysgerrige politimænd, som gerne lige ville hilse på deres nye nabo. De to politibåde var på besøg fra et andet sted i Indonesien og havde karakter af at være et uddannelsessted. Det meste af besætningen var i midten eller sidst i tyverne. Ud over besætningen på politibådene, var der også 3 fugle. En beostær, en rød parakit og en hvid papegøje. Den sidste var særdeles snaksalig og ville meget gerne kløes og aes! ;-)

Mens vi lå ved siden af politibådene, forsøgte vi også på at få kontakt med nogle af de både som solgte brændstof. Her er der åbenbart ikke rigtig nogen tankstationer. Scooterne køber benzin på 1 liters colaflasker hos de små købmænd/kiosker. Skal man som båd have diesel, skal man sejle ud til en af de 3-4 tankbåde, som lægger for anker ude i strædet. Dette var ikke uden problemer, da forretningsgangen her er den, at skibene har en agent, som forhandler sig frem til en pris med et kontor i land. Herefter lægger man så til hos tankbåden fra det respektive kontor og får påfyldt x-antal tons. Men én af tankbådene forbarmede sig over os og solgte os diesel til noget der svarer til kr. 6,5 pr. liter! Og så endda kun 170 liter, som vi kun havde plads til.

Alt dette tog et par dage og vi fik lov til at blive liggende uden på politibådene begge dage, hvilket gjorde vores adgang til byen meget nemmere. Alternativt skulle vi ligge for anker i de strømfyldte stræde.
Imens fik vi også tid til at kigge lidt nærmere på Bitung, som var en travl havneby. Bitung havde bl.a. et par gode supermarkeder så vi kunne få tanket op med lidt lækkerier til vores tur på ca. 740 sømil til Komodo.

| | More
01/08/2013 | Jesper
Godt nytår i to.
Palau (Belau)
Per
11/26/2012

At komme fra alle de små atoller til Yap, var et skridt ind i den civiliserede verden! Men skridtet videre til Koror på Palau, var næsten som at komme til storbyen!
Masser af trafik, biler, butikker, massage klinikker, huse i flere etager, reklameskilte - men heldigvis også et par af de fra atollerne kendte 'Menshouse' her og der! Vi er trods alt stadig i Micronesien!

Efter lidt sejlads frem og tilbage mellem erhvervshavnen og lystbådehavnen, lagde vi Enjoy til langs cementkajen i Malakal Harbour. Forinden havde vi sejlet de sidste par timer gennem et fantastisk havlandskab med 'svævende øer' omkring os. Vi var nemlig ankommet til Palau sent dagen før. For sent til at vi kunne nå at sejle ind gennem revpassagen i dagslys. Så natten blev tilbragt noget urolige, lige inden for revet, på en lille plet med lavt vand - omkring 13 meter.

Vi fik dog tjekket ind, forholdsvist hurtigt, og returnerede til Palau Royal Yacht Club (lyder vel lidt finere end det er!). Her blev vi taget godt imod, af folkene på de både der allerede lå her. 11 sejlbåde i alt - så mange både på en gang har vi ikke set siden Tahiti! Der var endda en gæste mooringbøje, som vi kunne benytte gratis i tre dage, før vi måtte se om vi kunne finde en anden bøje at leje. Det lød lidt problematisk, men viste sig senere ikke at være noget problem, der var flere bøjer, og lejen beløb sig til kun to dollar pr. dag! Da vores påhængsmotor stadig ikke vil fungere, fik vi lov til at blive ved den ene gæste bøje, da den lå tættest på dinghy broen.
Yacht klubben var en del af Sam's Tours, en større forretning med dejlig restaurant, dykker butik og dykker turer. På trods af deres ekstremt dårlige internet adgang, kom vi til at hænge en del ud på restauranten. Både pga. deres lækre menu (Shasimi, blackended shasimi og poke shasimi - uhmm!), og deres meget venlige serveringspersonale. De fleste piger her satte nærmest en ære i, at kunne navnene på alle deres gæster, og kende vores baggrund.

Vi skulle naturligvis også på dykkertur, og Göran havde allerede undersøgt, hvor vi skulle dykke - Blue Hole og Blue Corner! Desværre kunne de på dykker fabrikken, Sam's Tours ikke garantere, hvor en dykkertur ville gå hen, ligesom de ikke kunne garantere kvaliteten af dykket. Hvis der var nybegyndere med, ville det være dem der satte standarten! Det ville vi ikke være med til!
Göran og Jesper undersøgte markedet, og endte op med et lille nyåbnet Koreansk dykker sted, Palau Pacific Dive Center, der både var billig, virkede utroligt professionelt, og vi kunne selv bestemme, hvor og hvordan vi ville dykke. Plus vi fik vores egen dive master, Kim Yeo Ju (kaldet yellow!) - en sød Koreansk pige, som talte flot engelsk :O)
Det viste sig, at være en rigtig god ide at være en lille smule vedholden for at få den rigtigt dykkertur. Vi havde to fantastiske dyk, først gennem nogle smukke grotter lige ved revkanten, og derefter på selve kanten. Det første dyk gennem Blue Holes, var virkeligt smukt - Allans og Pers første grotte dyk - med masser af dyb blå huler og dybe gange der forbandt de enkelte huller med hinanden og revet! Næste dyk, Blue Corner på revkanten, bød på masser af hajer, enkelte barracudaer og et par napoleon fisk. Specielt napoleon fiskene var en oplevelse - store fisk der nærmest ser ud som om, det er små fisk, der bare er blevet for store, alt for store!
Jesper og Göran ville også have et tredje dyk, så dykker firmaet bød på en lækker Koreansk frokost, serveret i lakerede trækasser. En lille oplevelse i sig selv!
Under det sidste dyk, var sigtbarheden desværre ikke så god, så de mantra rays der skulle have besøgt deres cleaning station lod vente på sig. Imens tog vi en snorkletur, hvor vi bl.a. fulgte en stor skildpadde hen over bunden!

Dagen efter havde vi planlagt selv at sejle ud gennem Rock Islands. Det fantastiske landskab havde vi jo nu set, både på vores dykkertur, og under vores indsejling, men det var sandelig en større tur værd! Små og store øer, fra få kvadrat meter, til op til flere kilometer store øer, fuldt bevoksede stenknolde stikkende op af vandet. Få steder var der blevet plads til en lille idyllisk trope strand på en af øerne, helt utilnærmelig fra landsiden pga. de stejle kanter og den ufremkommelige jungle.
Alle øerne var bevokset med en meget tæt jungle, med stor og små vækster i alle nuancer af grønt. I selve vandkanten var øen udhulet gennem tusinde af år, så øen hang et godt stykke ud over vandet. Det fik dem til at se ud, som om de svævede hen over vandet! Meget specielt! Vi gættede på at James Cameron hentede inspiration herfra til landskabet i filmen Avatar!
Området var noget farlig at sejle i, da der kunne stikke usynlige øer og koraller op under vandet, og et par sejlere i Yacht Clubben, Richard og Lee, var så hjælpsomme, at vi fik kopi af deres sporfiler. Derved kunne vi sejle i deres spor, relativt sikre på ikke at støde på noget uforudset! Godt det samme, for også her havde vores søkort en sætning på små hundrede meter!
Efter et par timers sejlads kunne vi kaste anker i den mest eventyrlige lagune. Noget bekymrede hoppede vi da også i vandet! Der kunne jo være krokodiller her! Efterhånden blev vi dog mere modige, efter vi fik overbevist hinanden om, at der ikke kunne være krokodiller lige her - de kunne jo under ingen omstændigheder kravle på land op af de stejle klippe vægge.

Hovedårsagen til at vi netop var sejlet hermed til Mechervbar var, at vi ville besøge den berømte indsø, Jelly Fish Lake, fyldt med ufarlige gopler. En lagune der for umindelige tider siden, var blevet adskilt fra havet, åbenbart med brandmænd som et af de få dyr! Brandmændene og kvinderne (!) har derefter moret sig, så de gennem årene er blevet rigtigt mange! Samtidig har de ikke haft nogen naturlige fjender, og derfor mistet deres evne til at brænde! Godt nok os, for vi nærmest svømmede rundt i en suppe af brandmænd! Sjovt at se, men hvis det havde været ved stranden i Danmark, havde vi nok bare været utilfreds med, at vi ikke kunne gå i vandet for alle de brandmænd!
Men en dejlig rotur det var det! Ikke mindst fordi vi roede forkert! Enten var vi forkert informeret eller havde set forkert på kortet. Godt med ekstra træning, og specielt i det flotte landskab :O)

Efter Jelly fiskene, fulgte vi igen Richard og Lees spor, op til en anden lille lagune, for at overnatte der. Egentlig behøvede vi ikke have sejlet så langt - landskabet var så fantastisk, at blot vi sejlede få hundrede meter, var alt helt nyt!
Vi endte op i en lukket lagune, med høje klipper næsten hele vejen rundt, men havde problemer med at få ankeret til at sætte sig! Heldigvis var det jo lige så smukt lige uden for lagunen, og ankeret fik endelig godt greb, da vi lige før solnedgang kaste det der.
Sundowner, lækker aftensmad med mørbrad og champignon sauce :O) Dagen efter blev det til en ekskursion ud i landskabet, i robåd med snorkleudstyr. Spændende at kunne ro helt tæt på de stejle klippekanter, se korallerne gennem det klare vand og ikke mindst snorkle i området!

Jesper og Göran skulle flyve hjem til Danmark herfra, og de inviterede til afskedsmiddag på et meget hyggeligt Koreansk hotel, lige omkring hjørnet i lagunen. Vi kunne ro derhen, igen gemmen et fantastisk landskab både over og under vandet, på få minutter. Lækkert hotel med egen strand, og et lille område hvor de havde kæmpe muslinger! Muslinger med en længde på over en meter, og en vægt på vel over hundrede kilo. Ikke en sag det var godt at komme i klemme i, hvis den skulle lukke sine store kæber omkring en hånd!
Dejlig Koreansk middag, og vi fik sagt farvel, efter fantastiske sejldage, smukke dyk og rigtig mange dejlige dage sammen!

Samme dag som Jesper og Göran skulle hjem var det Thanksgiving - tilsyneladende noget de gik meget højt op i på øen. Vi blev af flere spurgt hvor vil skulle have vores kalkun!
Thanksgiving markerede samtidig, at det nu var tilladt at hænge Julepynt op! Overalt i byen nærmest eksploderede det med Julepynt i alle afskygninger! Julekugler, plastik Julemænd og plastik snemænd - i et af de bedre supermarkeder solgte de endda rigtige Juletræer!

Vi lejede bil for at køre en tur op på nord øen, Babelthaup. En stor Nissan med airconditioning og automatgear for kun 55 $ - billigt! Egentlig skulle en fyr hente bilen i lufthavnen, og levere den til os, men det var da i orden, at han i stedet kørte os til lufthavnen, så vi selv kunne hente den der.
Heldigt nok! For fyren kunne fortælle os om en krokodillefarm på vejen, og et sted hvor vi kunne få Palaus bedste burger! Vi måtte selvfølgelig stoppe begge steder!
Burgerbaren var en tarvelig lille skurvogn, hvor vi ikke ville have turdet stoppe, hvis vi ikke var blevet det anbefalet. Og det var en god burger - lækker bøf med Teriyaki :O)
Krokodille farmen havde ingen skilte ude, så den ville have været nærmest umulig at finde, hvis vi selv havde forsøgt. Farmeren opdrættede krokodiller, som blev sat ud i naturen, når de havde den rette størrelse, og vi fik hilst både på forældrene og på en 2 år gammel unge, ca. 40 cm. lang. Det må have været lidt hårdt for denne drabelige dille', at få lukket sin mund med en simpel lille elastik, og blive udsat for Allans kælen og dyrekærlighed :O)
Der var 5 store krokodiller i to indhegninger ud mod vandet, den lille krokodille unge, to meget flotte frugtspisende flagermus, en lille fugl, samt en kattekilling. En kattekilling som gjorde, hvad den kunne for ikke at blive overset blandt de andre dyr! Farmeren kunne fortælle at chancen - risikoen! - for at møde en krokodille i naturen var meget lille. De gemmer sig alle meget godt i mangroven. Selv i hans farm kunne det være svært at se dem, med mindre de svømmede hen imod os.
Vi fortsatte nord på, hvor fyren fra tidligere havde fortalt os, vi skulle se det flotte vandfald, Ngardmau Waterfall. Et flot vandfald, hvor de havde forsøgt, at få en turist industri op at stå, med et lille monorail til at køre turister op og ned, og en glidetur i reb hen overkløften ved vanfaldet. Vi fortrak nu at gå, ikke mindst da vi ved første øjekast ikke kunne se, om vi kunne tage tovbanen helt ned til vandfaldet, og kom frem efter ca. ½ times gang. Flot var det, men det flotteste var nu turen derned, som b.la. gik via to gamle nedlagte Japanske jernbane spor. De Japanere har været mange steder under WWII!

Efter vi havde kørt lidt rundt, og blevet lidt væk, returnerede vi mod Koror igen. Men forinden så vi på en bakketop, en meget stor bygning, en stor moske, eller måske en kopi af Peters Kirken i Rom? Den må vi se! Da vi kom derop, viste det sig at være regeringsbygningen på Palau! I øvrigt sponsoreret af EU, vel sagtens for at sikre, at japanerne og kineserne ikke sikre sig alt magten herude!

Tilbage på havnen var vi så heldige at Jim, en fast læggende motor sejler, der nærmest var immigreret til Palau, med fast job, og uden kontakt til de andre i Yacht Clubben (!), kunne hjælpe med at skaffe nyt oliefilter, impeller og olie til vores Volvo motor :O)
Dejligt at vi kunne få vores båd gjort klar til turen til Indonesien. Ikke specielt hårdt arbejde, at fortage olieskift, men med den meget trange plads ned til og omkring motoren, drev Per alligevel af sved! Jim havde også en lille elektrisk pumpe, som kunne pumpe alt olien fra bunden af båden.
Vi købte også olie, filtre og reserve impeller, så vi kan klare os gennem Indonesien, hvor der efter sigende ikke skulle være megen mulighed for at skaffe reservedele.

I lagunen hvor vi lå for anker, var der også et interessant dykker site. Tre grotter med indgang få meter under overfladen, forbundet med hinanden, og en dybde ned til ca. 10 meter. Her skulle vi naturligvis havet dyk. Desværre var sigtbarheden alt for dårlig, da vi var kommet ned i den første grotte, til vi fortsatte længere ind!
Ærgerligt - det kunne have været morsomt, at svømme ind, og prøve at komme op på tørt land, som der skulle være mulighed for i grottenummer to...
Dog var der en 'kassefisk' ved indgangen, så lidt fik vi da set!
Da vi havde planlagt afrejse mandag, dagen efter, blev der ikke tid til at prøve igen, på et tidspunkt, hvor sigtbarheden måske havde været i orden.

Ud over vi ventede et par timer, gik udtjekningen smertefrit. Custom og Immigration kom ned til Sam's Tour, og alt blev klaret der - efter de havde ventet lidt på hinanden, kørt tilbage efter en kvitteringsblok, og opkrævet 50 $ af hver i udrejse gebyr!
Ikke en af de billige øer, Palau. 50 $ i indtjekning, 20 $ for kajplads ved indtjekning, 40 $ for cruising permit for Enjoy til Rock Islands, 100 $ pr. mand for adgang til Rock Islands og Jelly Fish Lake, og endelig de 50 $ for at sejle ud igen!

Vi sejlede ud fra havnen lidt før frokost, og sejlede parallelt med Palau indtil mørket faldt på. Det sidste vi så var fyret på sydspidsen, som blinkede farvel i klare hvide farver. Samtidig var det også farvel til vores Stillehavs sejlads! Når vi havde passeret Palau, forlod vi samtidig Stillehavet, og begav os ind i det Filippinske Hav og vores fortsatte world cruise gennem Asien!
Dermed har vi sejlet på Stillehavet i næsten 3/4 år - siden vi forlod Panama Kanalen på vej mod Galapagos i februar, har vi sejlet ca. 11 tusinde sømil, passeret ækvator 2 gange. Besøgt et utal af eksotiske øer og atoller, med Yap som den nordligste, og Rarotonga som den sydligste - og fået jeg ved ikke hvor mange tusinde, mere eller mindre ondartede, myggestik undervejs!

Flere på Palau havde efterhånden spurgt os, lidt bekymret, om hvor vi ville sejle hen, når vi forlod Palau. Som vi også selv havde set, var der nemlig en cyklon under opbygning lidt længere østpå. En cyklon hvor vi i vores grib filer, kunne aflæse vind hastigheder på op til 80 kn. Det er meget!
Vi var da også en smule bekymrede, ikke for os selv, men for alle de små øer og atoller vi havde besøgt gennem Micronesien. Cyklonen ville, ifølge vejrudsigten, bevæge sig mod vest og stort set følge vi vores spor hen over Micronesien fra Kosrae til Yap!
Vi ville selv bevæge os mod syd vest, den stik modsatte retning af tornadoen, i hvert tilfælde på det tidspunkt hvor den ville nå frem til Yap!
Selv om cykloner har det med at ændre kurs, var vi denne gang ret sikre. Vi ville sejle nærmere og nærmer mod Ækvator, en retning det nærmest er umulig for cykloner at bevæge sig i!
Ifølge udsigten ville stormen desværre ødelægge den trade wind, der netop var startet, og dermed ikke give os så megen vind som kunne forventes for årstiden. Her onsdag, 3 dage efter afrejse, går det dog stadig meget godt - med små 115 sømil i døgnet, lidt under 5 kn. i timen.
Senere måtte vi dog gå over til motor sejlads, da det blev for megen slasken med storsejlet, og kun ringe fremdrift.

Sådan blev det ved. Tyfonen gjorde paradoksalt nok, at vi ikke fik noget vind overhovedet - den kunne ikke blæse forbi den kraftige storm! Vi fortsatte for motor fra Det Filippinske Hav over i Molukka Sea, som jo nok er Indonesisk territorium. Heldig vis var havstrømmen med os på denne årstid, og det meste af vejen fik vi et ekstra skub på op til halvanden knob.
Vi havde nok af tid ombord, og der blev serveres lækker aftensmad! Super saftige bøffer med Teriyaki soves og stegte kartofler, tunsalat, og Allan overraskede en dag med hot dogs! Hot dogs med hjemmelavet agurkesalat, remulade og det hele!

Farvandet var langsomt ved at blive mere og mere trafikeret, og vi se flere fragtbåde og fiskere på vores vej. Det kunne derfor godt være lidt hårdt, at benytte vores 3 timers dagvagt, og 6 timers nattevagt - der blev ofte taget en lur i løbet af dagen

Lørdag eftermiddag så vi en kæmpe stor fisk, der fulgte efter båden. Jeg sad på det bagerste agter dæk, med fødderne hængende ned i vandet, da jeg så en fisk i vandet få meter væk. Råbte selvfølgelig straks på Allan, og vi gættede først på at det var en delfin. Men nej! Dens finner og hale finne var meget stærkt blå! Virkelig blå! Måske en blue marlin? Med det svær den havde på snuden, og formen på finnerne, kunne det være en sværdfisk? Men det passer ikke med den meget markante farve!
Vi stod og så på den i flere minutter - jeg havde meget hurtigt fået fødderne op af vandet! - en del over to meter lang, plus sværdet. Desværre var det ikke muligt, at tage et billede, da kølvandet var alt for uroligt til at det ville blive noget brugbart!
Igen en fisk vi nok aldrig vil få arts bestemt! Men denne gang var vi glade for ikke, at have snøren ude - den var simpelthen for stor! Og utrolig flot var den.

Vi kom frem til strædet ved Sulavesi, og sejlede lidt frem og tilbage for at finde et egnet sted at lægge til. Har var mange, mange, mange både! Ofte op til 7 stykker fortøjret uden på hinanden, så vi var lidt betænkelige ved situationen - alene antallet af både! Både af alle typer og størrelser, små robåde, motorbåde der nærmest mindede om cykelbåde med påhængsmotor, og alt op til store containerskibe! Den absolut største havn vi har sejlet i noget sted!
Mange vinkede til os fra bådene omkring os og inde fra land, og til sidst tog vi os sammen, og sejlede hen til en flok fyre på en stor trawler - de havde vinket til os, og så tilforladelige ud :O) Selvfølgelig måtte vi gerne fortøjer os op til deres båd - ingen anelse om, hvad nr. vi var i rækken, vi kunne ikke se nogen landgangs bro noget sted! Men det var ok - vi skulle kun blive der til dagen efter, da det var blevet for sent at tjekke ind i dag.

| | More
Ngulu Atoll
Per
11/18/2012

Det blev kun til et meget kort besøg på Ngulu Atol, faktisk kom vi slet ikke i land på Ngulu Island! Efter vi var sejlet ind over revet, fortsatte vi syd over, ned til øen Ngulu. Kaldte her over radioen for evt. at få hjælp til anker plads. Ret hurtigt svarede Robert tilbage, og kunne oplyse, at med den vind, var det bedst, at sejle retur mod nord øst, og kaste anker ved Uatschaluk.
Vi fortsatte derfor ca. 2 sømil, holdt godt øje med koraltoppe der stak op, og fik ankeret ud, forholdsvist tæt på stranden.

Lidt ærgerligt! Vi ville gerne have vist vores nye gaster, lidt mere af en atol, se den gæstfrihed vi har mødt så meget af, og selvfølgelig se dem drikke tuba! Det må så blive en anden gang...

Vi fik snorklet en del ved det flotte rev der, så masser af fisk, og en enkelt skildpadde. Jesper og Göran var et smut i land for en mindre foto session, og var da også ret begejstret for deres besøg på en 'sydhavsø'!

Belau var et af gasternes hoved ønsker at se, hvorfor vi gerne skulle have en del dage der før de skulle videre med fly hjem igen. Efter morgenmad dagen efter, den 14. november, fik vi en skøn morgendukkert, hev ankeret op, og sejlede kort tid efter ud af sydpasset.

Vi havde ret god vind på turen, mellem15 og 20 knob, når det gik godt - så er det dejligt at sejle :O) Strækningen mellem Ngulu og Belau er lige på kanten af Stillehavet og Det Filippinske Hav, så Jesper og Göran er med på den absolutte sidste del af vores Stillehave cruise!

| | More

Nyere indlæg ]  |  [ Tidligere indlæg ]

 

 
Powered by SailBlogs