Allan & Per - World Cruising

Mykonos - Græsk regnbue ø!

06 May 2013
Per
Vi ankom til havnen sent på aftnen, turen havde taget længere tid end planlagt, på grund af det dårlige vejr. Heldig vist var der lidt lys, så vi nogenlunde kunne orientere os, og få lagt til. Der var en person oppe på en af nabo bådene, og vi gik helt naturligt ud fra, at han ville hjælpe os med reb inde fra land. Men nej! Han gik blot under dæk igen, inden vi kunne råbe ham op!
Vi havde tidligere fundet ud af, at der er stor forskel på langturssejlere og charter turister! For det første har charter turister nok i sig selv, for det andet - og det er det værste - har de ofte ikke begreb om hvordan de skal håndtere den båd de sejler i! Tit var vi nervøse, hvis pladsen ved siden af os var tom! Der kunne komme en charteret båd, og vi havde set dem støde ind i stort set alt på deres vej. Samtidig var de tilsyneladende være fuldstændig ligeglade med både deres egen båd og andres!

Desværre var den gamle havn inde ved Mykonos by, lukket for lystsejlere. Den var helt rigtigt placeret med et rundt havnebassin, og med hele den gamle by placeret omkring. De, fra postkort kendte, smukke vindmøller på den sydlige side af havnen, og Little Venezia, hvor husene var bygget helt ud i havnen på den nordlige side.
Den nye havn er der ikke meget at sige om - aldrig bygget helt færdig, og aldrig rigtig vedligeholdt!

Inden Morten skulle flyve hjem til det kolde Danmark igen, havde vi en dag, hvor vi kunne se lidt af øen. Vi lejede en lille bil, kørte et smut til den flotte lille strand ved Ornos, og den noget større strand, Paradise. I Ornos var der en del turister, og der var gang i strand livet, ved Paradise var der ikke rigtigt kommet mennesker endnu. Som ved de tidligere øer, er vi først på sæsonen.

Det kunne tydeligt ses, at Mykonos er en meget kendt turist ø. Masser af små lækre feriehoteller og pensioner, spredt ud over det hele, og særligt i byen var der et usandsynligt stort antal utallige cafeer og restauranter - rigtig mange med det kendte regnbue flag indarbejdet i restaurantens navn eller logo!

Efter Mortens afsked, lejede vi en scooter, der var for langt til vi ville gå ind til byen, hver gang vi ville der ind. Desuden ville vi gerne se lidt mere af øen. Super Paradise droppede vi, da vi gik ud fra der heller ikke var mennesker endnu. Men Elia Beach, endnu længere oppe af kysten, brugte vi da en eftermiddag på. For øvrigt en af de første gange vi decideret har været på stranden siden Caribien!

Et af 'varemærkerne' for Mykonos, er et par pelikaner, der går rundt i byen. Vi vidste det ikke, så vi blev noget overraskede første gang vi mødte den ene. De var meget flotte - store og flotte! Det kunne tydeligt ses, at de var kendte med div. restauranter, når tjenerne forsøgte at genne dem ud af køkkenet!

Det blev også til en tur ud i byens natteliv! Castro Bar, som ligger meget hyggeligt i Little Venezia, helt ud over vandet, blev vores favorit sted. Men også Piano Bar, og ikke mindst Porto Bar er et besøg værd - Porto Bar er vist ynglings stedet sidst på natten. På vej hjem kom vi forbi Babylon, smukt placeret lige ved havnekajen - de havde sågar en drag, med et stort lyserødt hår, på programmet!

Sjovt var det, at der på land i den nye havn, stod den danske båd Musse-to. Vi fandt ejeren på nettet, og fik kontakt med ham - interessant at høre historien om hvorfor båden nu stod der!
Et problem ved at ligge til kaj, her i Middelhavet, er at vi ligger med agter enden ind mod kajen, og stævnen holdt på plads ved mooring bøje eller anker. Derved bliver der et langt hop fra agterdækket ind på kajen - ofte for langt! Siden Rhodos, hvor det var rigtigt slemt, har vi været på jagt efter en planke til gangbro. Endelig fandt vi en, vi kunne få. Efter lidt save arbejde var den så god som ny, og er nu en del af inventaret på Enjoy.

Mandag den 13. sejlede vi igen ud på havet. Vi forsøgte at planlægge vores tur, så vi ville være i havn til Eurovision Song Contest.
Kurs mod syd til Naxos og efterfølgende Santorini. 25 sm med god vind, ikke så megen sol, men vi kom da godt frem til Naxos lige over middag.
Comments
Vessel Name: S/Y Enjoy
Vessel Make/Model: Dufour 425
Hailing Port: Svanemøllen, København
Crew: Allan Andersen, Per Horn Rasmussen
About: Allan er kaptajn, Per Horn er 1. Styrmand.
Extra: Vi er i fuld gang med turen gennem Middelhavet.

Who: Allan Andersen, Per Horn Rasmussen
Port: Svanemøllen, København