Ankommet til Balboa, Panama City.
08 January 2011 | Panama
Efter 2 uger på Las Perlas øerne sejlede vi de 35 sømil op til Panama City, hvor vi nu ligger for anker ved indsejlingen til Panama Kanalen. Herfra kan vi følge med i trafikken ud og ind af kanalen, der sejler hele tiden store skibe forbi. Det giver lidt dønning og ind imellem en urolig ankerplads, men underholdningen er sikret.
Vi har brugt et par dage eller tre på at få vores papirer i orden. Det er lidt af et benarbejde, men vi er ved vejs ende. I forgårs havde vi besøg af Karsten, og det var dejligt at se ham, nu vi havde talt så meget over radioen, ja, i flere år. Vi havde et par hyggelige timer sammen og håber, at ses et par gange mere. Vi havde dagen før haft et kraftigt regnvejr, syntes vi, men det var ingenting kunne Karsten fortælle, og det fik vi bekræftet næste dag. Vi var på vej tilbage til Dana da det begyndte at regne og blæse lidt, så vi søgte lidt læ i en restaurant, så kunne vi spise lidt frokost mens vi ventede til byen drev over. Men det udviklede sig til et af de kraftigste regnskyld vi længe havde set. Vi kunne kun se små 100 meter frem for os, så tæt var regnen. Alt blæste af bordene og vandet væltede ned, vi opgav at spise der, sad bare og så på hele menageriet omkring os.
Vi var lidt bekymrede for Dana, og værst af alt vi havde ladet en luge stå åben og ikke låst de andre for hårdt i, så vi vidste, hvad der ventede os. Måske ikke en syndflod nede om læ, men tæt på. Heldigvis er det ferskvand. Aldrig har vi set så meget vand i jollen. Henrik opgav pumpen og skovlede i stedet vandet ud med en spand. Da vi kom ud til Dana, var der som forventet kommet meget vand ned om læ, så der gik et par timer med at hænge tæpper til tørre, nu regnvejret endelig var drevet over. Så Karsten fik ret, det var værre, end det vi først havde set.
Der skulle ikke være regn her nu. Her skulle være sol og en behagelig tradevind. Men på grund af La Niña, som efter følger El Niño er vejret her stadig meget regnfuldt. Og det siges, at vi må vente helt til marts måned før det normalisere sig, vi får se!
Vi prøver at komme med en båd igennem kanalen som gaster bare for at få oplevelsen, da vi jo ikke selv skal igennem. Der er en svensk båd, som Karsten har kontakt med, måske vi kan komme med dem, det ser vi frem til. Alt er vel ombord.