Efter den årlige festival og regatta i Neiafu, sejlede vi ud for at nyde lidt fred og ro på ankerpladserne. Der er mange at vælge mellem, så når vejret tillader det, det skifter meget for tiden, sejler vi til et nyt sted. Vi bruger vores kajakker hver dag, så kan vi få lidt motion og komme steder vi ellers ikke ville komme. Her er koralrev over alt, men med kajakken glider vi lige hen over revene med få centimeter under kølen. Vi kommer langt omkring på et par timer og det er en anden oplevelse end at fise rundt i jollen.

Tonga er jo kendt som stedet, hvor man ser hvaler. Her er mange, der arrangerer whale watch turer. I de eneste år er reglerne blevet ændret, så private både ikke må komme nærmere end 300 meter til hvalen, medens whale watch bådene må gå tæt på og sende svømmere i vandet. Dette hænger selvfølgelig sammen med, at man vil beskytte hvalerne, men også at alle hotellerne på Tonga er mere end halvtomme, så det kniber med indtægterne fra turisterne.

Nå, men vi skulle se hvaler, så vi sejlede, i næsten vindstille og solskin, den perfekte dag, ud hvor vi have hørt, at det skulle være sikkert at se dem. Her var også 3 par, mor med sin unge, i området; hver med en whale watch båd tæt på. Vi nærmede os forsigtigt og lagde os stille i nærheden. Her kunne vi se hvalerne og båden, der sendte svømmere med snorkel udstyr i vandet. De kunne svømme helt hen til hvalerne. Vi fik selskab af vores venner på den svenske båd Marieke, med Seija og Ingvar ombord, de havde set os sejle ud, så de fulgte efter os.

Folkene på Beluga Diver båden havde åbenbart ikke noget imod, at vi kom lidt for tæt på, når vi bare ikke var i vejen for dem. Lene var ved at gå ud af sit gode skind, hun ville også ud at svømme med hvalerne. Det måtte hun jo ikke fra Dana.

Så efter et par timer bestemte vi os til at sejle tilbage til Nieafu, vi ville også på hval tur. Undervejs kaldte vi Beluga Diving over VHF'en, det var dem vi havde lejet en mooring af, så dem kendte vi; men de havde ikke personer nok til næste dag, lørdag, og søndag arbejder de ikke. Mandag skulle det starte med at blæse op, så vi opgav at komme på tur de næste dage og fandt en ankerplads tæt ved det sted, hvor vi havde set hvalerne.

Nu er det sådan på Tonga, at de holder søndagen hellig, ingen arbejder, alle går i kirke. Undtagelsen er hoteller og andre turist ting de ikke kan lukke. Men hval ture er åbenbart ikke mellem dem. Så søndag formiddag, medens tonganerne var på vej til kirke, stævnede Dana ud til hvalerne. Det var desværre en overskyet og lidt mørkt dag. Men vi var ikke kommet langt ud, før vi så en mor med sin unge. Og vi var den eneste båd derude. Vi sejlede ikke bare direkte hen mod hvalerne, men nærmede os forsigtigt parallelt med dem. Ind imellem dykkede de i flere minutter og det er så spændende at se, hvor kommer de op næste gang! Efter et par forsøg lykkedes det at komme så tæt på dem, at Lene kunne hoppe i vandet, og nå at svømme hen til dem.

Det var fantastisk at forsvinde ned i det blå blå vand. Men det var umuligt at se hvalerne under vandet, hele tiden måtte hun kigge op, så Henrik kunne guide i den retning hvalerne svømmede, de flytter sig jo. Så piskede hun afsted efter dem og kunne lige svømme dem op, og nå et komme op på siden af dem. Men hun så dem først tydeligt, når hun var 3 til 5 meter fra dem. Og der lå de lige ved siden af hinanden og kiggede på det mærkelige væsen, som prøvede at holde trit med dem og fotograferede dem. Det var en super oplevelse at se dem i deres eget element, men desværre blev vores undervandsbilleder ikke gode, der var for mørkt og for meget uro i vandet. Lene var så heldig at få oplevelsen hele to gange og var helt oppe i skyerne. Hun var lige kommet ombord efter sidste tur, da begge gav en herlig opvisning i frit spring med skrue og ryg, luffe og hale plask. Det var forrygende! En solo opvisning bare for os.

Om mandagen passede vejrudsigten for en gang skyld, det blæste ad h til. Vi lå for anker bag en lille ø og fik bagt, skrevet og kigget på kort, medens vi ventede på, at vinden skulle lægge sig, så vi kunne komme ud og kajakke og snorkle på et koralrev lidt derfra.

Næste dag havde vi en super snorkeltur på revet. Det er længe siden vi har set så store og fine koraller, mest hårde og der var et par enkelte vifte koraller. De var i flotte i grønne, gule, blå og violette farver, men ingen røde og orange. Vi så dog ikke så mange fisk, som vi ellers ser på de enkeltstående koralblokke, der vrimler det med små fisk i alverdens farver. Det var en af de bedre oplevelser.

På en af ankerpladserne ankrede en katamaran op bag os. Vi sad og nød stedet og en livlig fugle kvidder, da Henrik pludselig syntes, at han hørte de talte dansk der ovre, så vi spidsede ører, var der danskere ombord! Lene gik ud agter for at gøre klar til at tage jollen op, da een fra katamaranen kaldte på hende ved navn.

Jo, den var god nok, det var Lene og Jens Bering fra Towanda, som vi mødte i 2003 i Stornoway. Sammen med 6 andre fra FTLF i København havde de lejet en katamaran for 2 uger. Vi blev inviteret ombord senere på aftenen og havde en hyggelig aften sammen og fik snakket dansk og hørt lidt nyheder hjemmefra.

Vi har nu været her i Vavau ø-gruppen i en måned, og det er tid at komme videre. Vi har fået vores ophold i Tonga forlænget en måned. Så vi har til udgangen af oktober, så sætter vi kursen mod New Zealand. Men inden da skal vi sejle ned gennem den næste ø gruppe, som hedder Hapai. Der er ikke store afstande mellem ankerpladserne, men det er et vanskeligt område at besejle. Det består mest af små øer og mange rev og med ikke alt for gode ankerpladser mange steder.