Næste dag ved Ofolanga, havde vi tænkt os igen at tage jollen indenfor revet og snorkle ved klipperne. Vi havde i mellemtiden fundet ud af, at hullerne med det varme udslip var på ydersiden af revet. Skulle vi der ud, måtte vi finde en vej gennem revet, for vi ville ikke ankre jollen udenfor.

Alt det blev i mellemtiden slet ikke til noget, for midt i forberedelserne kom der hurtigt sorte skyer over os, og vi fik en ordentlig blæser med regn. Vi har hørt, at der her i Ha´apai hurtigt kan opstå dårligt vejr med meget blæst og dårlig sigt, og det er sigtbarheden man først og fremmest har brug for at sejle her, så man kan se de farlige rev, som her er rigtig mange af. Det var tid at komme til en bedre beskyttet ankerplads.

Vi sejlede over til øen Haano og fandt en dejlig ankerplads. Vi ankom tidligt på formiddagen og hoppede straks i karet. Revet lige bag os var super. Revet gik helt op til overfladen og der var mellem 5 og 10 meter til bunden. Det er de flotteste revsider, vi har set på turen. Korallerne stod side om side i alle mulige forskellige faconer, størrelse og farver, dog manglede stadig røde og orange. Men det var meget flot at svømme langs revsiderne og se de mange forskellige fisk, og vi var heldige at solen kom frem og vi kunne se huler og dybe revner længere inde på revet.

Om eftermiddagen tog vi en tur i kajakkerne langs øen indenfor revet og så på de mange flagermus, som holder til her. Om dagen hænger de som sorte poser i træerne, men sent på eftermiddagen kommer de til live og flyver rundt mens de giver nogle sjove lyde. Disse flagermus er vegetarer, de spiser frugter. På turen rundt langs øen kom vi over et meget flot rev på den anden side af, hvor vi lå. Der ville vi snorkle næste gang.

Vi fik en flot stille nat. Ved midnatstid blev Lene vækket af sang og hvallyd lige agten for os. Hun spurtede op for at se, om hun havde hørt rigtigt. Den var god nok, lige agten for os svømmede en hval rundt og fortsatte op langs Dana, inden den svingede op langs revet. Det var tydeligt at se den, da det var stjerneklart og næsten fuldmåne. Flot oplevelse selv om vi skulle ud af køjen.

Næste morgen var det et dejligt stille vejr, og vi startede dagen med at tage ind til stranden og gik op gennem et nedlagt resort, hvor der var papaya- og banantræer. Vi ville tage lidt frugt med, når vi kom tilbage, det kunne vi godt tillade os, nu det var forladt.

Vi fandt en sti op til den vej, som løber langs øen og forbinder de to landsbyer, som ligger i hver sin ende af øen. Langs vejen var der mange små plantager og opdyrkede områder. Folk fra landsbyen har deres små lodder, de går ud og dyrker. Pludselig kom vi til en jernlåge, vi studsede lige lidt, var her adgang forbudt eller hvad! En af de lokale kom samtidig og skulle ud, og vi kunne bare gå ind, men huskede at lukke efter os. Om det var for at holde de vildtløbende grise "inden døre" eller børnene, ved vi ikke; måske var det bare for at markere, at her startede eller endte landsbyen, for der var en lignende jernlåge i den anden ende af landsbyen.

Her var net og pænt. Der var mange pæne huse og velholdte haver. Rundt om hver have var der sat bølgeblikplader for at holde grisene ude. Slipper de først ind i en have æder de revl og krat og roder op i alt ting, og kan de slippe indenfor i husene, gør de det. Det er nogle rigtige små rovdyr. De får lov at gå frit omkring i hele landsbyen og det er menneskene, som lever indhegnet. Grisene betyder meget for dem og her er mange. Ungerne, grisene altså, er jo meget søde og de fiser rundt alle vegne og står og gnider deres små kroppe op ad alt de kommer forbi.

Vi endte ved et resort, hvortil der lige var ankommet nogle rygsæk rejsende med den lokale båd fra nabo øen, som har en lufthavn. De blev modtaget med blomsterkranse og flettede palmehatte nede på anløbsbroen. På vores vej tilbage kaldte en ung pige på os fra en falekoloa, en kiosk, hun ville bare snakke lidt og vide hvorfra vi kom. Vi snakkede lidt om byen og vi spurgte, hvor alle folk var henne, der var kun få at se på en lørdag. De vasker, lørdag er vaskedag, fik vi at vide, så er tøjet rent til søndag, når de skal i kirke. Vi så hendes hus og have ved siden af, alt var så pænt holdt.

Hun talte godt engelsk. Det er ikke alle der taler engelsk, selv om de lærer det i skolen. Det fandt vi ud af, da vi senere spurgte en mand, om hvad det var for noget, han havde til tørre i sin have. Det kunne han ikke forklare, men ved fælles hjælp fandt vi frem til, at det var bundter af pandamusstrimler, som hængte til tørre og blegning i solen. Det er bark skåret i strimler, som de bruger til at flette hatte, tasker, måtter og meget mere af.

Vi havde fået af vide, at når vi kom ud af landsbyen, løb der kort derefter en sti gennem skoven ud til østsiden af øen. Den tur kunne vi godt tænke os at gå, også for at se hvordan der så ud inde midt på øen. Vi fandt stien lige ved siden af to grave, som udgjorde det for kirkegården. Henrik fandt en lang gren, "som gik i forvejen," her var mega store edderkopper, som sad på lur i deres net, som hængte tværs over stien i alle højder, og få et sådan net lige i ansigtet, var rigtig grimt.

Vi gik gennem meget forskellig vegetation og efter en halv time kunne vi høre havet, når det brød ind over revet. Da vi kom derud var det lavvande og der var en pool hele vejen rundt mellem øen og revet, hvor der gik to og fiskede. Havet her på ydersiden var helt fladt og stille og vi sad og nød den flotte udsigt. Men kun kort tid for vi bemærkede, at det begyndte at blæse i palmetoppene, så det var ved at blæse op. Vi skyndte os tilbage til hovedstien og her kunne vi rigtig mærke, at der var vejrskift på vej. Da vi kom til stien ned til stranden, hvor jollen lå, brød bølgerne ind på stranden og vi opgav at samle frugter, det var bare et komme ud til Dana i en fart og få jollen ombord. Det blev en våd omgang, men vi var glade for at være tilbage ombord og få alt på plads, hvis vi skulle skifte ankerplads, hvad vi ikke håbede blev nødvendigt.

Vi skulle jo have været på revet om eftermiddagen og snorkle, det kunne vi godt glemme. Det blæste op og vinden skiftede, så vi lå desværre på læ kyst med et rev bag os. Vi kunne håbe, det kun varede 2 til 4 timer og at vinden så ville gå tilbage i øst; der var intet om dette i vejrmeldingen.

Ankeret sad godt, men vinden friskede op til 10-12 sek/m, og vi vidste ikke, hvor længe det skulle stå på. Vi snakkede om at flytte, men det var faktisk ikke særlig fristende, at stikke snude ud i mere sø end det vi havde, så vi blev. Først lige inden aften gik vinden ned, men vi havde stadig en ubehagelig sø fra sydvest midtskibs, den tog først af ved syv tiden om aftenen. Så det blev til seks timer med dårligt vejr, men vi fik en rolig nat.

Næste morgen var det stille vejr men overskyet, så vi regnede ikke med at snorkle den dag, der er ikke meget at se med grå skyer. I stedet valgte vi at finde en anden ankerplads med bedre læ.