Man kan ankre på begge sider af øen Ha´afeva, bag rev som strækker sig langt ud. Vi troede, at vi her fandt en godt beskyttet ankerplads for de næste flere dage. Der skulle være et sømærke til at lede ind gennem revet på nordsiden af øen, hvor vi valgte at gå ind og ankre. Der var selvfølgelig ikke noget, et andet sømærke stod længere inde, det var i vores Tonga guide men ikke på søkortet. Så i stedet fulgte vi vores waypoints ind og ankrede på sandbund uden problemer.

Her var mere sø end forventet. Vi skulle jo ligge i læ for revet. Nu var det lavvande, så ved højvande ville det ikke være helt så supert. Det blæste stadig en del og det var vi ved at være trætte af. Det tog lidt af gejsten, og vi gad ikke sætte jollen i vandet for at gå en tur på øen.

Kajakkerne blev også på dækket. Vi skulle have taget en tur, nu det var lavvande, for at se hvordan revet var. Men vi håbede, at vinden ville flove lidt næste dag, så var der forhåbentlig mere krudt i os.

Næste morgen gik vinden lidt ned og vi satte jolle i vandet og sejlede ind til en ramponeret anløbsbro. Den blev bygget i 1997 og har været gennem et jordskælv, et par orkaner og andet dårligt vejr. Det var tydeligt, at der ikke har været nogen vedligeholdelse på den siden da, og en stor gravemaskine stod og rustede op bag nogle træer. Der er ingen på øen, som har uddannelse til at holde tingene ved lige, så det der bliver doneret fra Australien og New Zealand forfalder, når de forlader projektet.

En sti førte fra landingsbroen ind gennem skoven tværs over øen til landsbyen på den anden side af øen. Det var en rigtig dejligt tur at gå herinde, masser af sommerfugle og vi så en flot blå kingfisher og der var en livlig fuglekvidren. Her i bushen løb grisene frit rundt og en ko med 4-5 tyrekalve gik og græssede ved en lille sø. Her var rent og pænt og landsbyen var hyggeligere end det, vi kom fra. Vi fik en snak med en kvinde, som sad og flettede på en måtte og fik fortalt lidt om de forskellige sorter af græs og bark, som de bruger til deres fletning.

Den anden ankerplads ligger på denne side af øen, og den ville være god, hvis vinden sprag i vest. Så vi fik kigget den ud og tog et par billeder, hvis det blev nødvendigt at flytte. Vi kom forbi en kiosk, pæn og ren og en del varer på hylderne. Vi så, de havde peanuts, og vi havde ikke flere til vores eftermiddags øl, hvilket vi sætter pris på. Så vi købte nogle dåser.

Vi kom så i snak med ham som betjente os. Her talte de godt engelsk, så snakken gik. Han fortalte om de ændringer, der var sket i området ved jordskælvet i 2006. Bland andet, før det skete, gik vandet dem til anklerne, når de gik og fangede hummer og fisk, nu gik vandet dem op til midt på låret, når de gik de samme steder. Så det bekræfter, at mange af revene er sunket og bundforholdene er ændret meget.

Han fortalte også at fisk, blæksprutte og hummere ikke fandtes de samme steder mere. De steder, hvor de plejede at fiske en bestemt type fisk, var fisken helt forsvundet fra området. Han fortalte, at der var 300 mennesker og 4 kiosker i byen, så det var svært at få det til at løbe rundt. Det var spændende at hører om alt det her. Han spurgte, om vi havde lyst til at komme næste dag, søndag, til middag for han skulle ud her til aften og fiske; og da han hørte, vi gerne ville have hummer, var det jo fristende at takke ja. Men vi vidste, at vejret var usikkert og forlade Dana og være på den anden side af øen til om aftenen, syntes vi ikke om. Havde vi ligget på denne side af øen, havde det været fint, men her stod vinden ind fra øst og nord.

Uden for "byporten" var der et el-værk, som var skænket af Australien. Så om aftenen var der strøm i byen. Om dagen havde kiosken, vi handlede i, deres egen generator kørende for at holde fryserne kolde. Vi spekulerede meget på, hvem mon holdt el-værket ved lige, det glemte vi at spørge om. Men da der er sat en telefonmast til mobiltelefoner op på øen, det var der også på de andre øer, vi har været, formoder vi at der jævnligt kommer nogle kompetente folk til øen for at holde el og kommunikations faciliteterne ved lige.

Da vi kom tilbage var det stadig godt vejr, så vi tog en kajaktur rundt langs revene for at se, om det var værd at tage ud og snorkle. På det ene rev står vraget af en koreansk fiskebåd, og korallerne derude så flotte ud. Mens vi var derude, begyndte det at blæse op og store sorte skyer nærmede sig.

Vi tog en hurtig tur ud til det yderste rev, hvor der ligger en lille ø, vi kunne ligge i læ af. Turen tilbage var med rygvind, så vi kom hurtigt tilbage til Dana. Jollen og kajakkerne kom ombord og blev surret godt, for nu fik vi dårligt vejr.

Om aftenen mens vi så en film, hørte vi pludselig en sang fra havet, der var hvaler tæt ved os. Vi spurtede op og hørte lidt agten for os prusten, men heldigvis svømmede de lidt væk fra os, så de ikke kom tæt på vores ankerkæde. Der går historier om, en båd er blevet sænket, da hvalen er kommet i klemme mellem ankerkæden og båden, og så har den fået en tur med halen. Så vi er på vagt, når vi ligger for anker, ellers er det helt fint, at de kommer lidt tæt på.

Der var åbenbart kaldt til møde aftenen før, for næste morgen fik vi en sjælden oplevelse. Ikke langt fra os var en hvalmor med sin unge og lige ved siden af lå en stor han og gjorde kur. De to store lå tæt op ad hinanden og rullede rundt en gang imellem, mens ungen fornøjede sig med lidt rygsvømning og finneplask. Det stod på en times tid, og vi sad helt tryllebundet og fulgte seancen.

Men som tiden gik, her tager man sig god tid til kurmageriet, blev ungen mere utålmodig og begyndte at plaske rundt med halen og lægge sig op mod moren. Den har nok fået besked på at fise af, for de to store hvaler fortsatte deres parringsleg, og hvad der ellers foregik under vandet, kan vi kun gætte os til. Vi var meget fristede til at hoppe i karret for at se, hvad der foregik. Men på den anden side var det måske lidt dumdristigt med to så store dyr, og måske ungen ville svømme hen til os, og så gætter vi på, fanden var løs. En vred mor og en irriteret han var ikke at spøge med, så vi blev ombord og var med på en kigger.

Der gik næsten fire timer, før ungen kunne komme til sin mor. Først ud på eftermiddagen svømmede de alle tre ud gennem revet side om side og forsvandt. Det var timet, for nu trak de sorte skyer, som havde ligge nordpå ned over os og en grå mur stod foran os. Desværre trak vinden lidt mod nord, så vi havde ikke meget læ. Blæsten tog til, og vi kom op på 40 knob med store bølger. Vi rullede meget og skriddugen måtte frem. Der er ikke så meget andet at gøre end at finde en god krog og en god bog.

Det blæste hele natten og først næste formiddag begyndte vinden at aftage lidt, men vi havde store dønninger til langt hen på eftermiddagen. Næste morgen tog vi krogen og dampede videre sydover ned til Nomuka ø-gruppen. Bort set fra det dårlige vejr, havde vi haft nogle gode oplevelser på Ha´afeva.