Tirsdag d. 29. maj var vi oppe klokken 6 og tog ankeret 6.15, da solen var ved at komme op. Der var ingen vind, så vi gik for motor ud til fyret, som står for enden af revet, vi skulle rundt om. Selv uden vind stod der gammel dønning fra dagene før med den megen vind, så Dana stak snuden ned og skovlede en ordentlig sø op på vores fine afsaltede dæk. Ja, det holder ikke længe. Til gengæld kommer der sikkert snart regn igen. Sorte skyer driver truende rundt om os, og i flere timer kan man være heldig at de pifter forbi, men til sidst får man regnen.

Senere kom en brise, men ikke nok til, at vi kun kunne sejle for sejl. Vi satte kursen mod Fawn Harbour, som er en stor bugt godt beskyttet bag et langt rev. Vi skulle lige finde åbningen i revet og siksakke lidt gennem løbet, inden vi kom bag revet og fik ankret med fin udsigt til den store ø Taveuni.

Vi lå der bare for natten. Næste formiddag sejlede vi langs revet til Viani Bay, som også er en stor dyb bugt med mange rev og øer. Der skal navigeres med varsomhed gennem revet og op gennem bugten, som ellers er meget dyb bare man holder fri af revene. Vi prøvede forskellige steder, som er vist på kortet, men endte op med at droppe ankeret på 20 meter vand for at have svejeplads nok. Lige inden aften kom et par af vores venner ind og ankrede lidt længere inde, men de har også været her mange gange før. Til gengæld lå vi fri af myggene.

Vi fik besøg af Jack Fischer, som ejer landet omkring bugten og dermed også retten til vandet. Så vi spurgte pænt om lov til at ankre her, det koster jo ikke noget at være høflig. Vi var meget velkomne også til at bruge een af de to bøjer, som de havde lagt ud til besøgende både. Og vi blev forsikret om, at de var stærke med godt reb til bunden. Men vi kan jo bedst lide at ligge for vores anker med 60-70 meter kæde ud.

Familien Fischer og Covart, som bor i bugten på den anden side af pynten, er i familie med hinanden, og de kender Jytte og Arnold, som har boet her i mange år og haft deres båd Te Ni liggende for anker i Nasau Bay. De solgte deres kokosplantage omkring 2004, og Jytte rejste tilbage til Danmark. Arnold der imod sejlede Te Ni hjem til Europa. Både Jytte og Arnold er radioamatører, så de er kendt af mange. Vi havde en masse at snakke om og lovede at komme ind og besøge dem, hvis vi kom forbi på tilbagevejen. Men vejrudsigten for de næste dage lød på fin vind fra syd og sydøstlig retning så vi besluttede at sejle videre næste morgen, hvis der var sol på himlen. Hele natten styrtregnede det.

Vi fik en flot mogen næsten skyfrit mod nord, så det var om at benytte det gode vejr til at sejle indenfor revet og videre over til øen Kioa. Vi sejlede op langs vestsiden af Kioa og videre op langs øen Rambi. Mens vi lå her, hørte vi vores venner fra Viani Bay tale med nogle af de andre vi kender på kanal 16. Det undrede os meget, at de hele tiden snakkede der. Vi vidste, at de ville tage på revet og dykke med flasker, og det lød som om, der var sket et eller andet. Det tog lidt tid inden det gik op for os, at vennerne fra båden Touché var sejlet på revet og var ved at blive reddet og båden ved at synke.

Vi fik et chock. Og midt i det hele kaldte en anden båd, Hokuléa, op og meddelte at de var stødt på et koralhoved og ville have hjælp. Med alt det i tankerne var vi nu nået op til Albert Cove og skulle ind gennem revene til en dejlig ankerplads. Vi troede, vi skulle have herligheden for os selv, men ak, her lå allerede tre andre både vi kendte.

Så paradiset er fundet. Stedet bliver beskrevet som et af de smukkeste steder her på Fiji også fra vores venner Flemming og Anne, som har været her flere gange og sejlet Fiji tyndt. Men vi kom flot og sikkert ind med langsom fart og ankrede på 19 meter vand godt med kæde ud og her er god holde bund og her er dejligt. Lige bag os kom den amerikanske båd Kite ind, så vi ligger nu 5 både, fra Tyskland, Østrig, England, USA og Danmark.

Alt vel ombord.