Vi kom ind i går den 31. maj og havde en dejlig eftermiddag, hvor det meste af tiden gik med kigge på livet inde på stranden og råbe Bula Bula til dem, som kom forbi i deres små både. Der er ca. 4 - 5 hytter langs stranden. Vi kan lige skimte dem mellem palmetræerne. En masse høns løber rundt på stranden, når hundene er væk. Hen på eftermiddagen kom der mere liv på stranden, flere gik ud i vandet med deres net for at fange de mange små koralfisk og et par unge mænd kom frem fra skoven med en gris på ryggen. Om her er vilde grise, ved vi ikke, eller om de har dem i en indhegning inde bag ved, men der løber små grise rundt på stranden.

Vi havde en smuk solnedgang, mens vi lyttede til de sidste lyde fra fugle, husdyr og mennesker ind fra stranden. Der blev tændt bål og der kom gang i madlavningen. Flot aften med udsigt til den nordlige del af Vanua Levu.

Den 1. juni nød vi vores morgenmad mens solen stod op og der kom lidt gang i livet på stranden. Vi har nu fundet ud af, at der har været besøg fra en af landsbyerne nede fra Elisabeth Cove, som de kalder Eritabeta og Albert Cove hedder Motawa. Derfor har der været så mange mennesker her. Hen på formiddagen kom en panga ind og hentede omkring 20 personer, som skulle tilbage til deres landsby, og så var her ikke mange mennesker tilbage. Vi kom slet ikke igang med sevusevu her, der var ingen interesse for det. De kom ud i deres små både for at fiske og hilste på vejen forbi os og vi havde en kort snak, så det var meget afslappet. Det er Banaban folk, som har deres camps her og kun to ef hytterne er beboet hele tiden.

Banaban folket kom hertil øen Rabi og Kioa kort efter 2. verdenskrig. De kommer oppe fra ø-riget Micronesien. Oprindeligt fra øen Banaba, også kaldet Ocean Island i Kiribati, hvor de tidligere Gilbert øer ligger og Tuvalu med de tidligere Ellice øer. Det er lidt forvirrende, men det er fordi ø grupperne har fåer nye navne, og de mange øer er blevet delt op i to forskellige ø grupper siden da.

Omkring år 1900 solgte befolkningen på Banaba rettigheden til at udvinde phosphat på øen til et mineselskab mod en årlig afgift. Efterhånden blev hele øen ødelagt på grund af minedriften og besættelsen af japanerne under 2. verdenskrig tyndede yderligere ud i befolkningen.

De overlevende på øen Banaba fik Rabi overdraget af et engelsk mineselskab. Efter krigen var der ca. 2000 Banaban, som bosatte sig på Rabi.

Befolkningen på Kioa er polynesere og kommer fra Vaitupu atollen i Tuvalu. Deres ø blev ødelagt af overbefolkning og dårlig jordbrug under 2. verdenskrig. I 1946 købte nogle familier øen Kioa for penge de havde tjent ved at arbejde for amerikanerne, som havde besat deres ø den tid 2. verdenskrig varede.

Det er meget søde og venlige mennesker og de er meget interesseret i at høre, hvor vi kommer fra. Og geografien har de styr på, de ved godt hvor Danmark ligger. De syntes, det er vildt spændende med vores lange rejse her til deres øer og heldige er vi, at de taler engelsk, så vi får en masse af vide om deres liv her og nyder stor gæstfrihed. De forærer os en masse frugt, det har de rigeligt af, de mangler ikke mad. Men de må arbejde hårdt, for at sælge af de få ting de dyrker, for at få penge til betale for at ungerne kan komme i skole og få en uddannelse, det er de meget bevidste om.

Den 2. juni gik vi en tur ad en sti tværs over bjergene, som vel bare er høje bakker, til Small Cove på den anden side af øen. Her var vi så heldige at komme til en camp, hvor vi mødte Asija og Batida og deres søn samt et par venner. Deres navne har vi opgivet at stave rigtigt, så det er, som vi siger dem. De var så søde at invitere os indenfor i deres hytte, som er lavet af flettede måtter, som Batida har lavet. De var der i nogle uger for at dyrke deres plantage, fiske og lave kokosolie og samle kokos, som de sælger i byen Nuku, hvor de bor. Det er hovedbyen på Rabi. Det er den eneste indtægtskilde de har. Deres søn på 15 går i skole i Nuka og så har de en datter, som går i skole i Suva, og det koster dem en masse penge at give dem en uddannelse. De viste os, hvordan de tørrede copra, som vi kalder kokos, og udvinder olie. Sønnen klatrede op i en af palmerne og rystede friske nødder ned, som vi sad og drak, og det er rigtig lækkert.

Vi var der en times tid, så kom en panga med nogle af deres venner for at sejle dem tilbage til Nuka. De havde travlt med at lukke campen ned og være klar til at tage afsted. De tilbød os at komme med, så kunne de sætte os af i Motawa. Vi takkede, men vi var faktisk ude for at få motion og foretrak at trave tilbage. Så vi vinkede farvel og sagde, at vi ville besøge dem i Nuku om nogle dage. Vi fandt cacaofrugter, papaya, som de kalder popo, og bananpalmer plantet langs stien.

Senere på dagen kom en panga forbi Dana og vi genkendte en af dem, vi havde mødt over i campen. Der var 5 mand ombord og Henrik fik snakket lidt med dem, mens Lene fik fundet nogle fiskekroge frem og nogle trøjer, som vi ikke brugte mere. Det blev de vist meget glade for og vi bad dem hilse vores venner.

Mandag 3. juni var det fint og stille vejr, så vi tog tidligt afsted i jollen ned langs kysten, indenfor revet, ned til Eritabeta Bay. Det er en tur på ca. 2,5 sømil, en ganske pæn tur i vores lille jolle. Vi fandt ind gennem revet til den store bugt, som er omkranset af mangrove. Der var flotte store koraller her i mange fine farver, men vi så ikke så mange fisk.

Til højre for os kunne vi skimte en jordvej og der lå også nogle huse. Da det var lavvande, måtte vi slæbe jollen et langt stykke over mudderbunden for at komme helt op til husene, som lå tæt ned til vandkanten ved højvande og særlig nu ved fuldmåne. Da vi var kommet halvvejs, kom nogle unger løbene ud til os og de syntes, det var evig sjovt at skubbe bag på jollen for at få den helt ind og det hjalp faktisk. Vi fik den bundet forsvarligt fast til nogle store sten og børnene skulle nok holde øje med den.

Så var det bare afsted til Nuka, som lå ca. 5 kilometer længere sydpå. Vi havde jo passeret byen da vi sejlede op til Matawa, Albert Cove. Den er ikke sådan at overse med den store kirke liggende højt oppe på en bakke. Vejen snoede sig langs kysten og det varede ikke længe, før der lå huse hele vejen ned til byen. Det er en flot udsigt de har over havet og revet.

Endelig nåede vi ned til byen og begyndte at spørge efter Asija, og det tog ikke lang tid, før vi fandt ud af, at det ikke var ved siden af denne kirke deres hus lå, som de havde forklaret. Denne kirke var en metodist kirke, og den katolske kirke lå længere sydpå. Vi tog os tid til at se kirken, selv om det var en stejl tur op af de mange trapper. Mange var på vej til gudstjeneste, den var allerede godt igang. Det tog de ikke så nøje, de kom når de havde tid. Vi havde mere indtryk af, at det mere var for at møde de andre i byen end lige at sidde og høre på præsten. De kom, når der skulle synges og det lød rigtig flot, vi kunne høre deres sang langt væk, da vi travede videre gennem byen.

Vi fik pludselig lyst til en cola eller andet med smag, vi havde vand med, men det skulle smage af noget. Så da en fyr kom ud fra et af husene og gik lige imod os, spurgte vi, om der var et sted vi kunne købe noget at drikke. Pludselig var der genkendelse, det var en af de fyrer, som havde været med i pangaen og besøgt os dagen før. Nej alt var lukket, det var jo søndag, men vi var velkomne til at komme ind og besøge ham og hans kone, og så ville han hente et par kokosnødder ned, så vi kunne få en frisk nød at drikke, hvis vi havde lyst til det. Det ville vi jo gene, så vi fulgte efter og blev præsenteret for hans kone, som viste sig at være en kusine til Asija. Vi sad på fine flettede måtter på gulvet og slubrede saften fra kokosnødderne i os, men vi fik fortalt om familien og om deres liv i almindelighed. De er utrolig afslappede og lige til at tale med om alt muligt. Hun til bød at ringe til dem, men vi havde god tid og vi ville gerne se, hvor de boede. Vi havde en lille pakke med til dem, bare nogle fiskekroge og nogle trøjer. Kunne vi ikke finde dem, kunne vi bare lægge pakken hos dem, når vi kom tilbage, og de ville give den videre. Vi takkede for kokosdrikken og traskede videre.

Pludselig hørte vi sang og det var ikke fra den store kirke, lyden kom fra bag nogle træer. Vi fandt en sti som førte lige op gennem landsbyen og for enden lå en blåmalet kirke med masser af mennesker udenfor. På vejen mødte vi den anden af vennerne fra pangaen. Han kom med sin lille søn på skuldrene og et stort smil, da han så os. Han viste os Asija og Batidas hus og fortalte at de var i kirken, men gudstjenesten sluttede snart.

Der blev godt nok kigget, da vi gik forbi de mange mennesker, omkring hundrede var her i alle aldre. Vi gik op til kirken og Lene kiggede diskret ind for at se hvad der foregik. Kirken var fyldt til bristepunktet, der var slet ikke plads til de mange udenfor. Der var altergang og tre præster var i fuld sving med de mange gøremål. Så blev der sunget for fuld hals, det lød rigtig flot og kort efter var det slut. Vi havde i mellemtiden fundt Asija udenfor, så vi gik med ham mod deres hus. Lene fik øje på Batida i mængden og gik mod hende, og alle kiggede da de omfavnede hinanden og spurgte nysgerrigt, om hvem vi var, og så gik snakken på deres eget sprog. Vi hørte bare lige Danmark blive nævnt.

Vi sad igen på fletmåtter og kavabovlen kom frem. En ældre mand af familien fandt posen frem med kavapulver, som han havde stødt aftenen før, så den var frisk. Sammen med tre andre af familien og nogle venner gik de igang med at lave kavadrikken. De spurgte, om vi havde smagt kava og vi kunne så fortælle, at vi havde prøvet det flere gange. De grinede, da vi sagde, at det ikke lige var vores yndlingsdrik, men at det var ok. Vi var mere optaget af at se Batida rulle sine lange supertynde cigaretter, hun så virkelig tjekket ud, når hun sad og røg på sådan en. I stedet for kava fik vi serveret et glas palmevin, og det smagte virkelig godt, meget frisk i smagen.

Inden vi tog afsked med dem, var vi lige ude i baghaven og se hvordan det med palmevinen foregik. En palmegren var hugget af og en plastik flaske hængte lige neden under hvor saften dryppede ned. Flasken blev skiftet daglig og skulle så stå til gæring i tre dage, så var vinen klar. Den blev lige hældt gennem en sigte inden serveringen.

Det var tid at komme tilbage, vinden var frisket og vi havde vores bange anelser om turen tilbage. Jollen lå fint og flød, nu var det højvande, så vi kom hurtigt afsted og kunne sejle ud over revet ved bugten. Det første stykke op langs kysten var der fladt vand, men ved næste pynt havde vinden frit spild og vi fik korte krappe dybe søer lige i snuden. Jollen stak snuden ned i søerne og skumsprøjtet stod ind over os, føj for en led tur det sidste stykke tilbage. Vi var totalt gennemblødte og rystende af kulde nåede vi endelig op til bugten med røde sviende øjne af salt. Vi kom hurtig ombord, af med kludene og ned og få et varmt brusebad og tøjet fik en tur i vaskemaskinen. Godt vi har vores nye generator til at køre vaskemaskinen. Selv om vi var våde og trætte, havde det været hele turen værd, en super dag.

Tirsdag 4. juni var vi ude at snorkle på revet. Vi har jo fuldmåne, så der er maximum høj- og lavvande, så revet kommer meget frem. Det var flot at svømme langs ydersiden og se de store viftekoraller. Her var mest små og mellemstore koralfisk og Henrik spottede en enkelt haj dybt nede. Fiskene har fine farver og da vi svømmede ind over revet, så vi flere flotte koralblokke. Senere på dagen tog vi ind og besøgte de to mænd, som bor i hver sin hytte. Vi fik popos og en stor bananklase og vi var velkomne til at få mere. De ville ikke høre tale om penge for det, de havde så rigeligt. Men den ene han sad og røg på en lang tynd cigaret, som han selv rullede og tobakken måtte han købe i Nuka. Så vi gav ham et par dollars, så han kunne købe tobak, og det tog han imod.

Den gamle i den næste hytte, er en rigtig sød fyr, som vi besøgte to gange. Ham forærede vi en stor pakke nudelsuppe, det sad han nemlig og spiste, da vi var der første gang, og det blev han glad for. Og så forærede vi ham en trøje, til når det blev lidt køligere og Lene fik et stort knus. Vi fik ham til at fortælle om sin rejse hertil fra Gilbert øerne sammen med sine forældre og om sin opvækst på Kioa, som var den ø, han først kom til. Senere kom han til Rabi med et par piger og blev senere gift og fik to sønner. Den ene af sønnerne var sammen med ham for tiden, da han næsten lige var kommet tilbage fra hospitalet efter en blodprop. Det lød som om, han havde været en rigtig skørtejæger. Han havde været ved politiet i Nuku, så han havde haft et godt liv der. Men nu foretrak han at være her i sin camp. Der lå også et par popos til os som tak for besøget.

Efter nogle dejlige dage, gjorde vi klar til at sejle videre. Mere senere.