Danas Rejse

Bloggen er tænkt som et supplement til vores hjemmeside, når vi ikke har mulighed for at holde den up to date. Vi vil, når vi sejler, skrive lidt om hvad vi laver og I kan se hvor vi er.

28 September 2015 | Sundkrogen, København
21 September 2015 | Helsingborg, Sverige
09 September 2015 | Mandal, Norge
22 August 2015 | Wells, Shetlands Øerne
25 July 2015 | Qaqortoq (Julianehåb), Grønland
24 July 2015 | Qaqortoq (Julianehåb), Grønland
01 July 2015 | St. Lewis, Fox Harbour, Labrador
01 July 2015 | St. Lewis, Fox Harbour, Labrador
01 July 2015 | St. Lewis, Fox Harbour, Labrador
25 June 2015 | Cow Head Harbour, Newfoundland
23 June 2015 | Ingonish Harbour, Cape Breton
13 June 2015 | Head of St. Margarets Bay, Nova Scotia
12 June 2015 | Shelburne, Nova Scotia

Tilbage i Savusavu

26 June 2012 | Savusavu, Fiji
Efter fire dage med blandet vejr og blæst fra nord kunne vi endelig forlade Katherina Bay og i fint vejr sejle til Taveuni. Vi lå fint i læ på nordspidsen, ud for et lille dykkersted, hvor vi fik lov til at lande jollen på deres strand, der lå lige op til vejen, så det var nemt. Oven i købet blev vi guided ind gennem en åbning i revet, så vi kunne komme ind selv ved lavvande. Der var mange smukke koraller i fine farver, så vi kunne godt forstå, de passede godt på revet, som de havde lige foran dykkerstedet.

Vi spadserede hele vejen langs nordkysten til landsbyen Naselesele, hvorfra vi havde en flot udsigt ud over revet, som ligger hele vejen rundt nordspidsen af Taveuni. Der er også et par butikker og en bager, så vi fik købt brød, øl og andre gode sager vi var udgået for. Vi nød et par dage her. Så begyndte vinden at trække mere nordover og både vinden og søen gjorde, det blev ubehageligt.

Så vi sejlede tidligt næste morgen ned langs Taveunis vestkyst til byen Somosomo, hvor vi håbede at kunne ligge et par dage. Ankerpladsen er ikke særlig god, og der lå allerede en anden båd selvfølgelig på den bedste plads. Vi var ikke heldige med de to gange vi prøvede at ankre, og valgte til sidst at sejle videre til Viani Bay.

Det var en god beslutning, vi havde næsten ingen vind og sejlede for motor efter vores spor fra sidst gennem det store rev op til Viani Bay. Denne gang ville vi bruge en af Jacks bøjer, og den ene var heldigvis fri, så den nappede vi. En amerikansk båd fra Californien, Sideweinder med Susan og David, lå for den anden bøje. Selv om de lige var kommet tilbage fra en dykkertur, blev vi hurtig enige om at tage en snorkeltur sammen næste dag med Jack som guide på Reinbow Reef, som er et af de flotteste rev på Fiji.

Næste dag var super flot. Helt vindstille og sol fra en skyfri himmel. Vi startede lidt tidligere end de andre med at sejle ud til revet, det går ikke så stærkt med vores lille jolle og bare 5 heste, de andre har en 10 hestes påhængsmotor.

Der var fantastisk flot derude og Jack ved lige hvor de gode steder er. Vi droppede i vandet fra jollen og lod os flyde med strømmen hen over det ene flotte sceneri efter det andet. Masser af fisk, mest små og mellemstore og enkelte hajer.

Jack sejlede ved siden af os i deres gummibåd med vores lille badekar hængende bagefter. Når vi skulle til et nyt sted samlede han os op, og så var bare afsted til nye flotte områder. Det var en herlig formiddag med masser af sol, så vi kunne se skrænterne med de mange flotte og forskellige koraller dybt nede.

Vi havde faktisk opgivet at få denne oplevelse, da vejret i lang tid har været for overskyet og for megen blæst. Men det ser ud til at vejret generelt bliver bedre, mere stabilt og køligere nætter, som vi nyder. Senere var vi inde og besøge Jack og hans kone og benyttede lejligheden til at gå en god tur langs stranden og op i bakkerne bag bugten. Herfra var der en fantastisk udsigt over bugten og for en gang skyld lå hele Taveuni næsten fri af skyer.

Mens det nu stadig var flot vejr, besluttede vi at sejle tilbage til Savusavu næste morgen. Vi havde håbet på vind, lige nok til at vi kunne sejle for sejl. Men vinden kom først, da vi for motor endnu engang sejlede ind bag revet ved Cousteaus Resort sent på eftermiddagen. Vi var heldige at de i Copra Shed havde en bøje til os, selv om vi kom en dag tidligere. Der var en front som lige skulle passere os natten over og så skulle det blive fint vejr igen.

Næste morgen fik vi dejligt vejr og to danske både kom hertil. Freedom, som vi tidligere havde mødt i Panama med Keld og Ida ombord og katamaranen Luna med Lars og Eva og deres tre dejlige unger. Det har været en herlig uge her i Savusavu med godt vejr og dejligt samvær med de andre danskere. Besøg hos hinanden og været ude og spise sammen og talt dansk, det har vi nydt.

Vores veje skilles; Freedom tog afsted i formiddags og Luna tager afsted i morgen, og vi tænker på at komme videre vest over i slutningen af ugen.
Comments
Vessel Name: Dana
Vessel Make/Model: Fijian 47
Hailing Port: København, Danmark
Crew: Lene & Henrik
Dana's Photos - Main
No items in this gallery.
Site Meter