Danas Rejse

Bloggen er tænkt som et supplement til vores hjemmeside, når vi ikke har mulighed for at holde den up to date. Vi vil, når vi sejler, skrive lidt om hvad vi laver og I kan se hvor vi er.

28 September 2015 | Sundkrogen, København
21 September 2015 | Helsingborg, Sverige
09 September 2015 | Mandal, Norge
22 August 2015 | Wells, Shetlands Øerne
25 July 2015 | Qaqortoq (Julianehåb), Grønland
24 July 2015 | Qaqortoq (Julianehåb), Grønland
01 July 2015 | St. Lewis, Fox Harbour, Labrador
01 July 2015 | St. Lewis, Fox Harbour, Labrador
01 July 2015 | St. Lewis, Fox Harbour, Labrador
25 June 2015 | Cow Head Harbour, Newfoundland
23 June 2015 | Ingonish Harbour, Cape Breton
13 June 2015 | Head of St. Margarets Bay, Nova Scotia
12 June 2015 | Shelburne, Nova Scotia

Musket Cove og nord over

22 July 2012 | Korokulu Bay, Fiji
Den 11. juli forlod vi fastlandet og sejlede ud til de mange øer og ikke at forglemme rev, der ligger som en lang kæde nord - syd og danner den vestlige grænse af Fiji. Vi sejlede først ud til Musket Cove, hvor der er flotte strande og masser af aktivitet. Her ligger flere resorter og turister kommer herud med hurtiggående både og fly, sågar vandfly lander lige her ved siden af os.

Og så er der alle os, som selv sejler hertil. Vi mødte selvfølgelig mange vi kendte, og den danske båd Luna lå i den lille marina, hvor hele besætningen nød livet. Endelig mødte vi vores venner Bill og Tracy fra Zephyr. Vi har ikke set hinanden siden vores veje skiltes på Bora Bora. Vi droppede ankeret ved siden af dem langt ude, da hele den inderste del af bugten er fyldt op med moorings. Men vi blev hurtig trætte af den megen vind, store bølger og den lange tur frem og tilbage i jollen og blive sjask våde af saltvandssprøjt. Så vi flottede os med en mooring længere inde, lidt mere i læ for søen. Vi skulle også have noget diesel bragt ud i dunke, så det var rart med mere smult vand.

Vi kan lide Musket Cove, et rart og flot sted og vi fik gået en masse rundt på øen og langs stranden. Det var hyggeligt at tage ind sent på eftermiddagen og mødes med de andre i baren. Hver aften blev der tændt op i grillen ved siden af og den var til fri afbenyttelse, hvis man havde lyst til at nyde sin mad i land og være sammen med andre. Der var en rigtig hyggelig stemning. Dagene fløj da også afsted, men vi skulle have en rimelig god vejrudsigt for de næste dage, inden vi kunne sejle videre nordpå op gennem revene. Solen er et must; er der ingen sol er det svært at se revene, så er det bedre at blive og vente. Endelig så det ud til at blive mere stille vejr men stadig let overskyet, vi valgte alligevel at komme videre og så håbe på lidt lys mellem skyerne.

Den 18. forlod vi Musket Cove og sejlede til øerne Navadra og Vanua Levu, hvor vi igen mødtes med Zephyr. Det er et dejligt sted og lige ved siden af ankerpladsen er der et flot rev at snorkle på. Der er rev hele vejen rundt og inde i midte af bugten, så det var bare at starte fra en ende af. Der kom flere både ind og vi syntes der blev for trængt, så næste morgen sejlede vi nordpå sammen med Zephyr.

Der lå godt nok tre både på den næste ankerplads, vi havde tænkt os, alle nogle vi kendte. Vi måtte ankre lidt længere ude, og tænkte det er også fint nok, så er har god svejeplads til os begge. Problemet kom bare ved højvande midt på natten. Alle både begyndte at svinge rundt hulter til bulter. Men specielt vi havde placeret os lige der, hvor strømmen var stærkest mellem de to øer, vi lå i læ af. Så Dana piskede rundt om sig selv. Henrik lagde 15 meter ekstra kæde ud, nu vandet steg og vi havde den kraftige strøm. Det hjalp meget, vi lå roligere, selv om vi stadig susede rundt om os selv, med vinden agten ind og søerne slaskende op i hækken. Zephyr lå ikke bedre, de havde vinden og søen tværs og havde det også ubehageligt.

Vi havde sådan håbet på, at det blev bedre, for der var mulighed for at svømme med nogle mantaer. Der er et smalt pas for enden af øen og her kommer mantaerne igennem ved højvande. Næste morgen skulle det være højvande ved 7 tiden, lidt tidligt efter vores smag, men hvad gør man ikke for at få en på opleveren.

Næste morgen blæste det meget gennem passet og vi følte ikke for at starte op i vores lille jolle. Vi skulle skiftes til at droppe i vandet. Een af os skulle sejle jollen for at kunne samlet den anden op i den stærke strøm. Vi følte os for flade efter nattens strabadser. Istedet gjorde vi og Zephyr klar til at komme videre, vi havde fået nok.

Det blev en ret så strid tur for motor op langs kysten af øen Naviti. Hver gang der var en åbning eller et lavt sted langs kysten fik vi pust op til 35 knob lige tværs godt med røgvand. Henrik havde lavet en rute, så vi havde de fleste af revene på bagbord side, men et par steder måtte vi siksakke mellem dem og håndstyre hele vejen. Der blev holdt ekstra godt udkig de steder, hvor vi havde rev på begge sider.

Til gengæld kom vi op til Korokulu Bay med masser af plads, god holdebund og læ for vinden, herligt. Bugten er delt op af to rev, som stikker ud helt inde fra stranden, så det gav mulighed for at snorkle og der var en del pæne partier med forskellige revfisk at kigge på. Vi endte op med at være 4 både samme dag. Næsten hele bugten er sandstrand, så vi gik en lang tur og mødtes senere med de andre ved det ene resort. Her er en stor terrasse bygget ud over stranden og her sad vi og hyggede os med vores drinks om aftenen. Vejret har de sidste dage været blæsende og regnfulde. Det har skiftet meget, der har da også været sol ind imellem.

Vi venter på vindskift, så vi kan sejle tilbage mod Lautoka for at klirre ud fra Fiji og sejle videre vestover til Vanuatu. Det tager tid, der kan snildt gå en uge eller to med at komme tilbage, vente på det rigtige vejr og tjekke ud herfra.
Comments
Vessel Name: Dana
Vessel Make/Model: Fijian 47
Hailing Port: København, Danmark
Crew: Lene & Henrik
Dana's Photos - Main
No items in this gallery.
Site Meter