I Fannie Bay lå vi i 5 dage. Så havde vi fået nok, da det blæste det meste af tiden og vi fes en halv mil ind i jollen med bølger lige i nakken og landede i en god surf. Der var vogne, som klubben udlånte, så vi kunne køre jollen længere op på stranden og slap for at slæbe den, det var rart. Klubben og området var meget hyggeligt og set inde fra land så bugten, med alle bådene for anker, helt stille og rolig ud bare med surf i vandkanten. Men turen tilbage igen ud til Dana var knap så morsom. Vi blev hurtig trætte af at slæbe på poser med varer, som vi i forvejen havde slæbt rundt på i byen og så det sidste stykke med bussen ud til Fannie Bay.

Vi skulle finde en Marina vi kunne betale, da vi skulle have en mekanikker ombord til at stramme og justere vores motor, den havde kørt godt 50 timer siden Noumea, så det var tid. Vi fik lavet en aftale med en marina rundt om pynten lidt op langs kysten. Men først skulle vi have en aftale med en dykker, som skulle tjekke bunden på Dana og alle vandindtag, at vi ikke havde muslinger eller andet grimt med, når vi blev lukket ind i marinaen. Når man kommer i marina her på kysten, sejler man ind i en sluse og bliver så løftet op til vandniveu i marinaen. Så det er en næsten lukket enhed og derfor er de på mærkerne, at der ikke slipper muslinger og andre uheldige dyr ind fra bunden af båden.

Vi sejlede næste morgen ind til en bro og dykkeren stod klar til at tjekke bunden. Hun sprøjtede noget rødt stof op i alle vandindtag som så skulle lukkes. Hele operationen var gratis. Vi skulle så blive liggende der, det var udenfor den dyre marina, til næste morgen. Vi var så heldige, at der på samme bro var en tankstation, så vi forhalede og fik fyldt dunke og tanke op med diesel.

Næste morgen ved højvande sejlede vi op til marinaen og sejlede ind i en meget lille sluse og blev løftet nogle meter op. Hele bassinet var omgivet af villaer med haver lige ned til vandkanten og flere havde deres private bro til deres båd, så lå alle vi andre i midten af bassinet.

Det tog lige et par dage at få arrangeret at få en mekanikker ned som kunne lave det arbejde. Nu vi havde adgang til ferskvand gik vi igang med at spule alt salt af presenninger, dæk og beslag. Ah! det var rart at få en ren båd igen. Men det skulle ikke varer længe, så hvirvlede det ned med store sodflager, sikke et svineri. De brændte sukker rørs marker af ikke lang fra hvor vi lå, og vi opgav at rengøre mere. Det værste er at indånde alt det sod, som flyver rundt. Soden og små fluer som bider, var det værste ved at ligge i marinaen og især når vinden lagde sig til aften, og vi ville nyde at sidde i cockpittet.

Vi havde faktisk planlagt at tage på nogle dages udflugt i en af nationalparkerne, men vi må være ærlige at sige, at vi tabte lysten og havde bare lyst til at komme videre. Efter en hektisk uge med indkøb og vi købte meget ind her, var vi helt flade.

Den 6. august sejlede vi ud af marinaen og satte kurs mod Ashmore Reef, hvor vi ville slappe lidt af efter den hektiske tur langs Australien. Timorhavet lå fladt, der var ikke megen vind, så den første dag var for motor. Undervejs blev vi 2 gange kaldt op af Customs fly, der ville vide hvem vi var og hvor vi skulle hen. Efter 5 dage kom vi til Ashmore Reef, som hører under Australien og til vores overraskelse lå der to skibe fra Customs. Et udenfor og et mindre indenfor ved en mooring ved siden af de moorings, som er lagt ud til besøgende. Vi blev kaldt op fra skibet udenfor og måtte igennem hele møllen med oplysninger om båden og os selv og endnu et tjek fra skibet der lå indenfor. De kom over i en gummibåd og de kom ombord for at notere os og give oplysninger om revet og især om hvad vi ikke måtte, De var flinke nok, men vi var lidt trætte af at blive holdt øje med, vi trængte bare til at være os selv. Det kunne vi godt glemme alt om.

Vi satte jollen i vandet, tog dragter på og snorkelgrej med og sejlede den lange tur ned til den eneste ø, af så vidt vi kunne se 4 øer, som vi måtte betræde men kun på stranden, vi måtte ikke gå rundt på øen. Og hvor sjovt er lige det, men vi fik da set spor af skildpadder, som havde været oppe og lægge æg og der var en del forskellige fugle, bland andet mange hvide hejre. Derefter sejlede vi hen over nogle rev, hvor der var en bøje vi kunne binde jollen fast til. Der var en del strøm, men vi fik da snorklet rundt hele revet. Det var egentlig ikke særlig interessant og der var heller ikke mange fisk at se. Når man tænker på, at det er en naturpark, var vi lidt skuffede. Vi havde tænkt at skulle være der flere dage, men næste morgen sejlede vi videre mod Cocos Keeling Islands. Vi ville passere Christmas Island, men vi gad ikke mere ind- og udtjekning, så den sprang vi over.

Det tog os knap 12 dage at sejle de 1550 sømil til Cocos islands, med meget varieret vind men de sidste dage med hård vind. Vi nåede lige at komme ind på ankerpladsen gennem revene og få droppet ankeret inden det blev mørkt.

Opholdet på Cocos blev præget at den megen vind, som vi som sagt også havde det sidste stykke inden vi nåede dertil. Der var aldrig under 20 knob på ankerpladsen og bølgerne havde skum på et meste af tiden. Vi sejlede 2 gange i jollen de 2 sømil indtil byen på Home Island og begge gange var vi gennemblødte, når vi nåede frem. Vores jolle er ikke god i den sø, men selv dem med store gummibåde var lige så våde. Men ellers var der pænt nok, hvide sandstrande og palmetræer og helt fantastiske blå farver på det klare vand.

Vi mødte mange både, vi havde set før og det var hyggeligt nok. Alle er på vej til Sydafrika, så mange af dem vil vi se igen og igen de næste måneder.

Da vi tjekkede ind, fik vi at vide, at skulle vi tjekke ud igen i denne uge, skulle det være om torsdagen. Så torsdag var vi 7 både der tog ind til Home Island for at tjekke ud til weekenden. De eneste der ikke var der var politiet, som skulle lave papirarbejdet. De blev kaldt over VHFen, men sagde at de ikke kunne komme. Men de ville komme ud til ankerpladsen næste dag. Om fredagen fik vi lavet vores papirer inde på den lille ø ved ankerpladsen. Så efter 8 dage på Cocos Keeling Islands tog vi hul på de 2400 sømil til Mauritius, tværs over det Indiske Hav.