Danas Rejse

Bloggen er tænkt som et supplement til vores hjemmeside, når vi ikke har mulighed for at holde den up to date. Vi vil, når vi sejler, skrive lidt om hvad vi laver og I kan se hvor vi er.

28 September 2015 | Sundkrogen, København
21 September 2015 | Helsingborg, Sverige
09 September 2015 | Mandal, Norge
22 August 2015 | Wells, Shetlands Øerne
25 July 2015 | Qaqortoq (Julianehåb), Grønland
24 July 2015 | Qaqortoq (Julianehåb), Grønland
01 July 2015 | St. Lewis, Fox Harbour, Labrador
01 July 2015 | St. Lewis, Fox Harbour, Labrador
01 July 2015 | St. Lewis, Fox Harbour, Labrador
25 June 2015 | Cow Head Harbour, Newfoundland
23 June 2015 | Ingonish Harbour, Cape Breton
13 June 2015 | Head of St. Margarets Bay, Nova Scotia
12 June 2015 | Shelburne, Nova Scotia

Vores ophold i Knysna.

12 January 2014 | Knysna, Sydafrika
Som nævnt i det foregående brev ankom vi til Knysna onsdag den 11. december.

Vi var heldige at Anders fik arrangeret en plads til os i marinaen, den eneste vi kunne være på. Nu havde vi el og vand og lå sikkert i en aflåst marina. Det var dejligt at være sammen med Marie og Anders igen og vi har holdt jul og nytår sammen.

Få dage efter vi ankom, tog vi en tur sammen med Karen og Birger og besøgte Knud, som er en gammel ven til dem. Knud kom og hentede os og vi kørte ud til Knuds hus, som ligger ned til en flod. Vi fik handlet ind til en dejlig Braai (grill) til senere på aftenen. Næste formiddag var vi ude og sejle på floden på en tømmerflåde med en påhængsmotor bag på. Det var en rigtig slappe tur og fint at se omgivelserne på en anden måde. Da vi skulle tilbage til marinaen, lånte vi Knuds pickup og havde den til rådighed i et par dage. Henrik var chauffør, Birger guide og vi fire andre sad bag på ladet.

Næste dag tog vi en tur ned til Plettenberg for at se en fuglepark, som desværre var blevet oversvømmet, så den var lukket. Men i stedet gik vi en tur i en abepark og det var sjovt at se aberne så tæt på. Specielt når vi kunne stå lige ved siden af deres spisesteder, her vrimlede de rundt. Derefter kørte til Jukani wildlife sanctuary. Et sted hvor de havde mange forskellige store "katte". Bengal tiger, siberian tiger, sort leopard, jaguar, puma og vilde hunde. Der var et område, hvor de havde mindre katte, der fik vi lov at gå frit rundt og sammen med et par oppassere gik vi ind til to store cheetaher, som lå og slappede under et træ. Kun se ikke røre! Vi var heldige at have en rigtig god guide som fortalte mange spændende ting om de forskellige kattes adfærd og deres arbejde med dem i reservatet.

Tiden spurter afsted, vi har snart været her godt en måned og nyder stadig at være her. Vi har været på en biltur til Cape Town, da vi ikke ved, hvor længe vi vil være der, når vi skal tjekke ud. Her er så meget at se, så nu hvor vi ligger sikkert i en marina, syntes vi, det var oplagt at se os lidt omkring. Vi startede med at køre op over bjergene til baglandet og fortsatte videre gennem vindistrikterne til byen Stellenbosch, hvor vi havde vores første overnatning. Her ligger den ene vingård efter den anden, et meget smukt område. Vi besøgte vingården Muratie, en af de ældste gårde i området, med et flot udsigt til Taffelbjerget fra haven, hvor vi slappede lidt i skyggen.

Næste dag startede vi tidligt, da vi ville op på Taffelbjerget, inden der kom for mange turister. Godt at vi var tidligt på den, for kort tid efter kom de første store turistbusser med masser af mennesker og køerne ved billetlugerne blev alen lange. Det tog da også over en halv time, inden vi kom omborde i kabelvognen og susede op til toppen. Vi var heldige med vejret og havde en fantastisk udsigt over byen, havnen, Robben Island, kysten og havet. Det er en meget flot klippekyst og der er mange stier, hvor man kan spadsere rundt på hele bjergtoppen. Da vi var mætte af indtryk og lidt frokost, som vi spiste på restauranten, tog vi kabelvognen ned, for nu kom varmedisen og den fine udsigt forsvandt lidt. Så vi kørte i stedet over på Signal Hill for derfra at se Taffelbjerget og den anden side af kysten. Vi havde egentlig tænkt os at tage en bytur, men tiden løbe fra os, og skulle vi nå det vi havde planlagt, måtte det vente til vi kom til Cape Town med Dana.

Vi kørte ned langs Atlanterhavs kysten mod fiskerbyen Hout Bay. Kyststrækningen fra CT mod HB er en fantastisk smuk klippekyst med bugter, flotte hvide sandstrande hvor havets store bølger bryder mod klipperne og giver store surfbølger på stranden. På turen ned mod Hout Bay, begyndte det at blæse op og da vi kom ned til havnen, blæste det en pelikan lige op gennem bugten. Selv om havnen ligger godt beskyttet, var der meget uroligt at ligge, så vi var glade for, at vi lå i lagunen i Knysna.

Vi brugte en times tid med at trisse rundt og være turister, se på de mange ting i de mange boder, som fyldte en halv parkeringsplads. Vi var heldige at få lov til at komme inden for i den aflåste marina, da vi så vores italienske ven Carlo lå der, men desværre var han ikke hjemme.

Vi fortsatte vores tur rundt bugten fra Hout og havde flotte udsigter langs kysten, inden vi kørte tværs over halvøen ned til Simons Town, som ligger på den anden side af halvøen ud til False Bay.

Simons Town blev vores base de næste to dage. Vi var heldige at finde et godt sted oppe på klippesiden med udsigt over havnen og bugten. Det var gennem turistkontoret. De kendte damen, som ejede villaen og mente nok, at hun ville leje ud, selv om vi havde sat et loft ved 600 rand (300 kr.). Det kostede meget mere at leje det, men hun sagde ja, hvis vi ville leje uden morgenmad. Det var jo et B&B. Det var ok for os, for der var et lille køkken med alt, så morgenmaden kunne vi selv klare. Vi kom til at bo meget luksuriøst, som der står i brochuren: The Boat House is fully equipped and elegantly furnished in the natural tones of the sand and sea to create a relaxed beach house feel og meget mere i samme stil, hvad siger I så! Jo, vi følte os virkelig upper class og nød det. Der var endda en indendørs luksus pool, flot om aftenen når den var oplyst. Men den store terrasse med stole, bord og liggestole nød vi og blæste det for meget, var der plads til vi kunne spise i stuen.

Senere på eftermiddagen nåede vi at komme ned til marinaen, hvor vi mødte Frank fra Frida, som var kommet på land. Frida stod så tæt ved stakittet at Frank kunne smide nøgle over til os, så vi kunne komme ind og hilse på og der var flere af vennerne som lå i marinaen.

Vi nåede lige at købe ind til de næste dage. Der er i Simons Town kun en lille butik med dagligvarer. Skal man have lidt ekstra, kød, frugt og grønt, er det nærmeste en Sparbutik og så må man have en bil, ellers er det for langt at slæbe varer. Vi klarede os med den, men skal men proviantere meget, må man kører helt op til Fish Hoek, hvor der er et stort supermarked.

Nu blæste det også op her og senere på aftenen havde vi en frisk kuling i bugten, så vi var glade for, at det ikke var os, der lå for svej ude i bugten. Der var stadig fyldt godt op i marinaen som i Hout Bay og flere både lå ved en alt for kort bro og kanede frem og tilbage.

Næste morgen havde vi flot vejr på terrassen, som de kalder dækket, det skal jo være maritimt. Vi startede dagen med en tur ned til The Boulders, som er et flot klippested med store sten og sandstrande og laguner mellem de store stenblokke. Her er lavet et naturreservat, hvor en stor pingvinkoloni holder til. Man kan også være heldig at se hvaler og delfiner her. I den ene ende af reservatet er der en fin lille strand og her kan man endda svømme rundt sammen med pingvinerne. Der var mange pingviner både oppe i bakkerne og i strandkanten, så vi fik et par timer til at gå med at studere dem. De ligner til forveksling dem vi har set i Argentina, Chile og Galapagos. Men de er forskellige, har vi læst os til.

Efter Boulders kørte vi ned langs kysten mod Cape Point. Landskabet her minder lidt om landskabet i Argentina med den samme lave tørre busk og græsvegetation. En mellemstor skildpadde kom pludselig ud på vejen, godt vi kørte langsomt, men den benene faktisk hurtigt afsted, helt oppe på tæerne og med løftet hoved, tværs over og stoppede så op på den anden side, hvor den gloede på os, som for at sige, så I det!

Der stod mange skilte om, at der var baboons (aber), som vi skulle være forsigtige med, da de godt kan være lidt arrige. Dem så vi dog ingen af, der imod så vi flere strudse løbe rundt i terrænet og ude på stranden.

Cape Point med fyrtårnet helt ude på spidsen var virkelig imponerende. Fantastiske klipper hvor havet slår ind og kæmpe dønninger ruller op langs kysten. Super flotte strande og farven på havet var så flot. Det kunne ikke gøres bedre og vi gik hele turen og var ude på alle udsigtspunkterne og her kunne vi lugte, at når turisterne var væk, så sad aberne her og tog vagten, for der stank af abetis på alle de gode udsigtssteder. Her ville man sikkert få et godt syn tidligt om morgenen, med alle aberne siddende på kanten. Hele halvøen med de mange udsigtspunkter er et fantastisk sted.

Efter Cape Point kørte vi over til Cape of Good Hope. Bare navnet gibber lidt i en, det berygtede kap, som vi har læst så meget om. Turen rundt her har vi til gode og det skal planlægges godt, lige nu mens jeg skriver, skal vi ingen steder, det blæser over 40 knob lige i snuden.

Vi gav os god tid til at nyde landskaberne og var glade for at vi havde vores base i Simons Town, så vi ikke skulle til at støve et nyt sted op. Alligevel var vi tilbage i så god tid, at vi kunne nyde vores luksussted, det er jo ikke hver dag, vi bor så fint.

Næste morgen tog vi alligevel tidligt afsted mest af hensyn til lyset, flot med morgenlys på bjergene op langs kysten. Vi havde tænkt at nå til Mossel Bay og blive der for natten og så næste dag besøge et sted mellem MB og George, hvor man blandt andet kan spadsere frit med deres løver. Der foregår meget andet på det sted, som kan ses på: www.botlierskop.co.za

Men da vi ret hurtigt nåede til motorvejen, så var vi hurtigere i Mossel Bay end forventet og en tur ned til havnen gav ikke den store lyst til at blive der for natten. Som Henrik sagde, Dana er jo ikke langt væk med min gode køje.

Så i stedet ringede vi til løveparken og spurgte, om der var en tur sent på eftermiddagen. Man har jo lov at være heldig, det var der, hvis vi kunne vente en times tid. Fint for os, så havde vi god tid til at se stedet og da løverne kom, havde vi en enestående chance for at se dem alene sammen og se hunnen gå ned til vandhullet for at drikke, mens hannen lagde sig længere oppe i græsset. Vi stod oppe på en terrasse, hvor vi afslappet kunne betragte dem. Det var faktisk rigtig flot at se dem sammen uden andre tilskuer.

De andre kattedyr, vi har set før, var næsten alle bag indhegning, så det var lidt specielt. Selv om løverne er "tamme" er de altså ikke mere tamme end der går fem oppassere sammen med os, alle med træstokke og sikkert andre ting vi ikke ved. Men de har en taske med friske stykker kød og det kan man sikkert komme langt med, hvis de bliver besværlige. Vi skulle også gå med vores stok og når vi stod ved løverne, var de opdraget til ikke at komme nærmere, når vi satte stokken foran os. En gang hvor Lene skulle tage et billede og lagde stokken fra sig, fik hun straks besked på at tage den op og holden den foran sig. Man skriver også under på visse forholdsregler og at man opfører sig som guiderne beder om.

Endelig kom de sidste gæster, så vi var 6 gæster og 5 oppassere og en guide. Det skulle faktisk være et godt tidspunkt at besøge løverne, for det var sent på eftermiddagen og ikke så varmt og lige før de skulle fodres, så de skulle være lidt på mærkerne.

Da vi kom ned til dem, fik vi fortalt lidt praktiske ting om løverne. Og så skulle vi lige se hinanden lidt an. De havde selvfølgelig lært at gøre forskellige ting de steder vi kom til på turen, som varede en times tid. Men hele tiden var det vigtigt at blive ved siden af eller bag ved løverne. Og når vi klappede dem, var det på bagdelen og vi kunne også tage dem i halen. Men da Lene klappede hanløven ligt kraftigt på bagdelen og ryggen, vendte den sig om og så hende lige ind i ansigtet, som for at sige, hvad gør du! Det gav lige et gib i en, når en stor hanløve kigger en dybt i øjnene og hovedet kun er en meter væk. Guiden kaldte også på løven for at få dens opmærksomhed, det var åbenbart ikke en helt normal reaktion.

Vi gik gennem terrænet med løverne og stoppede forskellige steder hvor der skulle fotograferes. Hunløven sprang op i et træ og tog sig flot ud på en gren mens hanløven lagde sin neden under. Ved de lejligheder kunne vi godt gå hen foran løverne, men stadig med vores stokke i hånden og oppasserne var på mærkerne.

Vi syntes det havde været en spændende afslutning på vores tur og så var det bare hjemover til Dana.

PT venter vi på at få et godt vindue til at sejle ned til Cape Town på. Vi har faktisk været klar to gange. Men i sidste øjeblik ændrede vejret sig og vi måtte vente. Det er der gået et par uger med, men vi tager ingen chancer det sidste stykke rundt Cape of Good Hope, så måske mandag den 13.januar stikker vi afsted.

Comments
Vessel Name: Dana
Vessel Make/Model: Fijian 47
Hailing Port: København, Danmark
Crew: Lene & Henrik
Dana's Photos - Main
No items in this gallery.
Site Meter