Onsdag den 12 februar lettede vi anker og forlod Namibia. Næste stop ville blive øen St. Helena, en sørejse på ca. 1200 sømil fra Walvis.

Vi oplevede da lidt på turen. Ved vores morgentjek på dækket blev der blev samlet adskillige flyvefisk og miniblæksprutter op og en formiddag kom en minkhval op på siden af os og fulgte med en halv times tid. Det er altid en oplevelse at have hvaler omkring sig. Nogle dage senere kom en flok delfiner, men de syntes nok, vi sejlede for langsomt, for det varede ikke længe, før de stak af igen. Vi havde besøg af nogle fugle, som havde en gratis lift i nogle timer, så smuttede de igen.

Det tog os 11 dage at komme til Jamestown, hovedstaden på St. Helena, som ligger på nordvest siden af øen. Meget malerisk ser byen ud med de mange farverige huse klemt sammen i en dyb kløft næsten helt ned til vandet, bare stoppet af byporten. For sådan en er der her, englænderne har kunnet lukke byen helt af, hvis der kom fjender og det gjorde der jo år tilbage.

Når man nærmer sig St. Helena fra østsiden i godt vejr, som vi gjorde, ses den på lang afstand som en gold og bar klippeø, en vulkanø, som den jo er. Da vi kom tættere på og solen kom frem og skinnede på klippesiderne sås de mange forskellige farver i klipperne og dybe klippespalter og afsatser og masser af havfugle fløj rundt, især tropic bird er der mange af her på øen. Det er den fugl vi holder mest af at møde på havet, de er så flotte og meget selskabelige.

Lige med undtagelse af søsterøen Ascension, som ligger 703 sømil nordligere, er St. Helena en af de mest øde beliggende øer i Sydatlanten, hvor turister kan komme. Og der gøres faktisk en del for at tiltrække turister, som i dag kommer med et skib fra Cape Town. Man er ved at ødelægge en stor del af øen for at kunne anlægge en lufthavn, det er meget aktuelt for tiden. Hvor godt det vil være på længere sigt for øen, er der ingen som ved. Men det er det, som man kalder for fremskridt og det er godt for noget og skidt for noget andet. Men ingen tvivl, det bliver en anden ø at opleve, den dag det første fly lander.

For os langtursejlere er der lagt mange bøjer ud, da der er dybt helt ind under kysten. Det er en stor behagelighed blot at nappe en bøje til en rimelig pris og så kalde vandtaxien over radioen, når man skal ind og ud. Her er nemlig en stor dønning, når man kommer tæt på kysten og landgangen kan undertiden være en udfordring, det er ikke for ingenting at der hænger tove i et stativ, som man kan gribe fast i, når man skal i land fra vandtaxien. Det bliver først rigtig spændende, når man har proviant, vand og dieseldunke med, så er det om at være hurtig og håbe på en hjælpende hånd også ude ved båden.

Mange af de både der lå der, eller kom de næste dage, kendte vi. Og vi var heldige igen at møde Persian Lady med Heidi og Graham. Dem havde vi nogle hyggelige dage sammen med. Vi tog på en tur sammen rundt på øen med den lokale guide. Han var meget entusiastisk og viste os, hvad en turist skal se. Desværre blev det regnvejr om eftermiddagen og det tog lidt af gejsten fra selskabet.

For almindelige mennesker er øen nok mest kendt på grund af, at Napoleon Bonaparte blev bragt hertil som fange i 1815. Han blev de første par måneder indkvarteret i en villa ikke langt fra byen, hvor han godt ville være blevet, men man ønskede ham til et mere isoleret sted af sikkerheds mæssige grunde.

Da Longwood House, som ligger højt oppe i baglandet, var færdigbygget og klar til indflytning, blev Napoleon med sit følge flyttet dertil. Her tilbragte han, meget mod sin vilje, resten af sine år indtil sin død i 1821. Han blev begravet på øen, men hans jordiske rester blev senere bragt til Frankrig og begravet der. Så gravstedet, som ligger et godt stykke væk fra Longwood House, er tomt. Både Longwood House og Napoleons tomme gravsted tilhører og passes af Frankrig.

Vi synes, huset ligger fantastisk med en flot udsigt over havet. Men han var meget utilfreds med at være der og følte sig isoleret, hvad der jo også var meningen, det var jo ikke ment som et ferieophold. Når man hører det fortalt af guiden, fatter man ikke, at de ikke bare ekspederede ham ud over klippesiden, men der var nok mange hemmelige interesser i at holde ham i live.

Vi fik iøvrigt en fin guidet tur på engelsk begge steder om Napoleons færden på øen, for han havde det faktisk rimeligt frit og stiftede endda familie, så helt surt kan det ikke have været.

Man kan vel sige, at havde Napoleon ikke været holdt som fange her på øen, ville St. Helena nok bare være en prik på kortet, som så mange andre små vulkanøer, kun besøgt af nogle få sejlere, som et naturligt stop, som det også altid har været for de gamle sejlskibe. På vej nord eller sydover stoppede man her for at bunker vand og tage frisk proviant ombord. For søfolk har St. Helena altid været et vigtigt stop og derfor har englænderne kæmpet hårdt for at beholde øen.

Her er masser at opleve på øen, og naturen er meget afvekslende lige fra golde bjerge til frodige grønne landskaber, fine gamle bygninger og øens spændende historie kan føres mange hundrede år tilbage, så der er nok at tage fat på. Øen kan endda fremvise det ældst nulevende dyr i verden, kæmpeskildpadden Jonathan som er ca. 178 år gammel. Han og så vidt vi husker, fem-seks andre store skildpadder lever et roligt liv i guvernørens have ved det flotte Plantation House.

En anden turistatraktion er Jacob´s Ladder, som idag er en stejl cementtrappe bygget op ad bjergsiden og der er 699 trin op til toppen af Latter Hill. Men helt fra starten i 1829 til 1830 byggede man en slidske, hvor en kasse blev brugt til at transportere varer og mennesker op til toppen. Transportkassen blev trukket op til toppen af muldyr. Men i dag må man altså selv slæbe sig op af de mange trin. Og hvis man vil blære sig lidt, kan man få lavet et bevis på museet, at man har nået toppen ad den hårde vej. Det lykkedes for os og som belønning, fik vi en fantastisk udsigt over bugten og hele byen nede i kløften og så selvfølgelig at se landskabet i samme højde.

Den 2. marts var det tid at komme videre over dammen til Sydamerika. Det tog et døgns tid, inden vi kom helt fri af øen og fik stabil vind for derefter at ryge ind i nogle tordenbyger, som gav os de mest dødsyge vindretninger, alt andet end det vi skulle bruge. Så starten var egentlig ikke så vellykket, det gik langsomt. Søndag den 16. marts var vi halvvejs og tirsdag den 18. krydsede vi vores egen kurslinie, fra da vi sejlede til den brasilianske ø Fernando de Noronha i 2003. Så der blev cirklen sluttet og vi har nu været en tur rundt vores dejlige Jord med masser af flotte oplevelser.

Fire dage senere, lørdag den 22. krydsede vi Ækvator og kom igen tilbage til Nordatlanten. Det blev fejret med en lille whisky og småkager og vi sørgede også for, at Neptun fik et glas og kager. Indtil nu har det hjulpet at være gavmild, når vi har krydset Ækvator, så vi håber, at få en fin sejlads hjem til Danmark.

Vi havde besluttet os for at sejle til Fransk Guyana og blive der i orkansæsonen. Lørdag den 29. marts ankom vi, efter 3.140 sømil, til Iles du Salut, som ligger et par mil udenfor byen Kourou.

Mere om Fransk Guyana i næste brev.