Vores sidste aften på Bermuda var vi inviteret til en dejlig middag hos Erja og Lars på den svenske båd Viking Ambika. Vi lå iøvrigt ogå sammen på Culebra og havde det hyggeligt sammen der. Men vore veje skiltes her, de tog til Azorerne og vi fortsatte nordover.

Startede med kurs stik nord med let vind fra vest. Knap havde vi forladt Bermuda, før et lavtryk poppede op inde ved USAs kyst. Det udviklede sig til et grimt lavtryk på under et døgn, med kurs nordøst. Det ville passerer nord om os i 200-300 sømils afstand, så vi var langt fra lavtrykket, men den tilhørende front ville passerer over os med vind på 25-35 knob. Men vi var godt forberedt, Karsten opdaterede os dagligt og vi kunne følge lavtrykket på grib-filene.

Vi rebede sejlene i lidt for god tid, men hellere være på den sikre side. Vinden gik i sydvest og vi havde et døgn med rigelig vind, medens fronten passerede os. Bag fronten gik vinden i nordvest og aftog langsomt. Havde svært ved at holde vores kurs efter hånden som vinden aftog og blev mere og mere nordlig og vi blev kørt øst over.

I løbet af natten blev vi tvunget mere og mere øst over og endte med at sejle stik øst. Vi vendte for at få en bedre kurs på den anden bov, men kunne kun holde en sydvestlig kurs. Tilbage på den anden bov og kurs østover. Blev enige om at få sovet lidt og se på problemet når det blev lyst.

Vinden var aftaget så meget, at vi kun sejlede med 2-3 knob mod øst, så vi ville ikke havne helt ude i det blå. Næste morgen var situationen selvfølgelig den samme, men vi fandt hurtigt ud af, at problemet var stærk modstrøm. I den lette vind kunne vi ikke gå tæt nok til vinden og imod strømmen.

Der var kun et at gøre; på med motoren og op på kursen. Skal lige nævne at søen stadig var meget grov efter blæsevejret og vi stak næsen i bølgerne og tog en masse vand ind over.... og sejlede 1 - 1.5 knob over grunden.

Så på AISen at fragtskibet Fenella nærmede sig og vi kaldte dem op over VHFen og spurgte, om de kendte noget til strømmen. Det gjorde de, den løb fra nordvest med 3 knobs fart og startede oppe ved ca. 40 grader nord. En udløber af Gulfstrømmen, som netop der drejer af og svinger sydover.

Vi takkede og tyggede lidt på det. Der var 170 sømil til 40 grader nord og med en fart på 1,5 knob ville vi bruge næsten 5 døgn og 400 - 500 liter diesel på at nå derop. Og så havde vi mere end 200 sømil derfra og op til Nova Scotia. Det kunne bare ikke hænge sammen.

Fik trimmet sejlene så vi kunne holde en nordøstlig kurs, gik for tæt til vinden til at få god fart i skuden, men vi havde ikke travlt med at komme øst over, så et par knobs fart var ok. For at føje spot til skade kunne Karsten om aftenen fortælle, at et højtryk var under opbygning inde under USAs kyst og forventes at gå mod nordøst ind over os. Højtryk = nul vind.

Vi var heldige at få den mail ned fra Karsten, for de to næste han sendte smuttede. Midt i det hele gik radioen ned, vores modem virkede ikke mere. Det var lige godt en snudestrammer oven i de andre problemer vi havde. Vi kan ikke sejle videre uden at kunne sende og modtage mails og gribfiler og senere iskort. Så det var en vigtig ting at få løst, når vi kom til land.

Inden modemet gik i stykker, fik vi fra Karsten i Panama per mail vejrudsigt en til to gange om dagen. Samtidig talte vi med ham over radioen om aftenen, de dage hvor det var muligt, men mange gange var foreholdene for dårlige, efterhånden som vi kom nordover. I stedet fik vi kontakt med vores svenske venner på Ambika, som var på vej til Azorerne. De brugte også Karsten, som kunne hjælpe med at vælge den bedste rute, da højtrykket lå nord om Azorerne og vanskeliggjorde overfarten.

Med højtrykket gik den lette vind i sydvest og vi kunne komme tilbage på kursen mod Nova Scotia, selv om det gik langsomt. Men efterhånden aftog modstrømmen og vinden tog til og vi fik en fin sejlads. Den sidste nat sejlede vi for meget små sejl i frisk vind, så vi først som planlagt ankom til byen Shelburne, som ligger helt oppe i bunden af en lang fjord, om morgenen.

Vi var heldige at fuel docken var ledig og vi kunne ligge der og vente på customs og få tjekket ind i Canada og det gik meget nemt.

Det var et kedeligt vejr og det blæste meget, så vi fik lov at ligge der natten over. Nu vi lå ved fuel docken fik vi fyldt diesel, benzin og vand, så vi var toppet op igen og det var en lidt mere behagelig pris end på Bermuda, hvor vi i sidste øjeblik alligevel købte 200 liter diesel til en formue.

Der er en lille marina med en aktiv sejlklub og gode faciliteter, som også vi nød godt af. Der er også lagt bøjer ud, hvis man foretrækker det og det er billigere, så vi lagde os ved den nærmeste bøje og havde ikke langt ind i jollen.

Man falder hurtig i snak med folk her. De er interesseret i at høre hvem vi er og hvor vi kommer fra og mange har relationer til Skandinavien.

Tirsdag og fredag serveres der burgere i baren og det er meget populært. Så tropper der en masse mennesker op i et par timer for at få en øl eller to og få snakket. Det var godt for os, så kom vi hurtig i kontakt med de lokale sejlere og kunne få gode råd.

Næste dag slog vejret om og vi fik nogle fine dage med sol og varmt midt på dagen og var man i læ for vinden, var det helt sommerligt. De lokale troppede op i badedragter og de unge sprang i vandet og så ud til at nyde det. Det var lige til at få gåsehud af at se på. Vi troede, at nu var sommeren kommet, det håbede de lokale også, for foråret var en hel måned forsinket. Træer og buske stod ellers helt lysegrønne. Syrener og kirsebærtræer i fuld blomst men de havde haft et koldt forår. Det gode vejr varede tre dage og så kan det nok være vi fik kulden at mærke igen. Jøsses hvor vi frøs, vi hold stand i tre dage, men da temperaturen kom under 10 grader om læ, måtte vi starte fyret op for ikke at få forfrysninger.

Shelburne har mange fine træhuse og særlig langs havnefronten er der spændende huse malet i flotte farver eller de står bare i det rå træ, som naturen giver patina. Her ligger nogle gode spisesteder med udsigt over fjorden og hver fredag er der gang i de lokale spillemænd og kvinder. En af de gode aftener sad vi i cockpittet og nød solnedgangen ved nitiden og hørte deres lokale jam, meget hyggeligt.