Tiden flyver afsted og vi må videre. Havde nogle hyggelige timer sammen med Jean og Neil aftenen inden vi skulle afsted. Tidligt næsten morgen, mandag den 15-6, slap vi bøjen og sejlede langsomt for motor mod havet. Vejret var pragtfuldt, stille og helt klart, så vi fik set hele udsejlingen, meget flot.

Da vi kom ud til fyret satte vi sejl, der var godt nok ikke meget vind, men støtte lidt kunne de og op ad dagen gav de lidt fart, men motoren var på det meste af vejen. Vejret var super flot, så vi så hele Nova Scotias kyst og natten var helt stjerneklar og selvfølgelig kold. Men vi satte vores inderpresenning på og så blev det lidt lunere. Da vi næste formiddag nåede op for enden af Nova Scotia til ankerpladsen vi havde udset os, besluttede vi alligevel at fortsætte, nu havde vi god vind og kunne nå til slusen St. Peters ved Bras d´Or Lakes. Der blev først åbnet torsdag, men så havde vi hele onsdagen til at gå turer i parken og handle lidt.

Nu gjalt det bare om at komme i læ bag slusen, for det begyndte hurtigt at friske sidst på eftermiddagen. Det var lidt af et kunststykke at få linerne i land, da vi kom ind ved lavvande og havde kajkanten i øjnhøjde og samtidig holde Dana stille ud for en trappe i slusesiden, strømmen drillede og vi for rundt for at være i begge ender og så havde vi endda i forvejen fenderbrædder på og fendret godt af, men vi var helt flade bagefter. Men et varmt bad og en god middag hjalp og det blev endda til en lille spadsertur langs slusen i det fine vejr.

Onsdag den 17- 6 var ren motionsdag. Vi travede rundt i parken i flere timer, og sluttede af med et mindre indkøb i det lokale supermarked. Det er utroligt, at man kan blive ved med at mangle noget, hvert sted hvor vi kan handle, slæber vi fyldte poser ned ombord.

Torsdag morgen, igen en flot dag, gik vi gennem slusen og sejlede ud på Bras d´Or Lakes. Der er et utal af ankerpladser, men da tiden er knap, valgte vi at sejle til West Bay for at se lidt af landskabet der og ankrede i Pringle Hbr., fin ankerplads og rolig nat. Vi lå der kun een nat og næste morgen satte vi kursen mod byen Beddeck. Vi skulle have diesel og benzin og tro det eller ej flere friske varer. Så sker der det, der ikke må ske, vi fik en line i skruen fra en af de tusindvis af hummertegn, som ligge og flyder rundt alle vegne, vi hader dem!!!! Satans osse. Vi brugte en halv time på at skære os fri og fjerne så meget line som muligt, men der sad stadig noget i skruen, så det var for lav hastighed ind til Beddeck og få droppet ankeret.

Nancy og Tom lå her stadig, men gjorde klar til at tage videre. Tom kom over i jollen og vi fik oplysninger om WIFI og hvor supermarkedet lå og andre praktiske ting. De ville godt tidligt afsted for at nå helt over til Newfoundland, mens vejret var godt. Det kunne vi ikke nå, med den line i skruen, det skulle vi lige have klaret først. Det var fredag, og det var godt, at vi straks gik igang med at hente diesel i dunke, for da vi næste morgen lørdag ville købe lidt benzin, var tanken lukket. To gange var vi inde med jollen og færge dunke ud. Anden gang var der en frisk fyr fra sejlklubben, som kørte dunkene op til tanken og tilbage til broen igen, det var dejligt. Og så fik vi af vide, at der ville være god musik og sang i klubben samme aften, det var bare at møde op.

Det gjorde vi, og havde en meget hyggelig aften, hvor vi blandt andre mødte to søstre, hvis bedsteforældre var udvandret hertil fra Danmark. De var helt vilde for at bruge de få danske ord de havde lært og det fik vi meget sjov ud af. Vi forhørte os også om, at få en dykker ned næste dag og det var da ikke umuligt, vi skulle bare gå over til marinaen.

Næste morgen var det super stille og flot vejr og Henrik tog en rask beslutning. Trak i dykkerdragten og startede Hokaen op og så var det bare ned og få klaret den tamp, der sad i klemme i skruen. Det tog et plitsekund og så var han oppe igen med linen i hånden. Det tog noget længere tid at skylle alt udstyret og få det tørret, men det var jo fint vejr. Selv vaskemaskinen stod og hummede dernede og lige over middag var al tøj tørt, herligt med rene sokker og lange underhylere.

Ved totiden startede vi op for at nå op til Big harbour for at ligge der for natten. Når vejret er til det, er det bare om at komme videre. God ankerplads stille og rolig nat. Næste morgen var igen fin og vi ville gerne afsted. Men Henrik havde om lørdagen været i marineshoppen for at høre om strømmen i Great Bras d´Or kanalen og der fået af vide, at vi først skulle fra Big harbour klokken 11. Vi havde ikke tålmodighed og sejlede ud klokken 10 og godt vi gjorde det, for det viste sig, at han havde givet os helt forkert besked. Det havde været bedre, om vi havde started ved 7-8 tiden, for vi fik modstrøm allerede ved den store bro og ved udsejlingen af Great Bras d´Or kanalen kanede vi rundt i store strømhvirvler og havde 4-5 knobs modstrøm gennem en smal afmærket kanal, inden vi slab ud i mere åbent vand.

Vi fik sejlene op og sejlede op langs Cape Breton til Ingonish Harbour. Det er den sidste gode ankerplads, inden man sejler til Newfoundland. Man sejler ind gennem en smal afmærket kanal, hvor hummertegnene ligge lige ud til og i enkelte tilfælde rundt om afmærkningen, så tæt så tæt at man næsten kan gå hen over dem, ret frustrerende. Men indenfor er der masser af plads og det er efter vores mening en sikker ankerplads for alle vinde. Vi har vind fra øst, faktisk lige gennem indsejlingen, men mærker intet herinde. Men kigger vi ud, ser vi store bølger og kæmpe brækkere og vi skal ingen steder, før vinden går i sydvest igen og søen har lagt sig. Vi spiste middag i cockpittet og nød den fine aften efter et dejlig varmt bad. Vi sad og gloede på de små både, som fiser ud og kommer ind med deres fangst, som bliver hentet af kølebiler ved den lille landingsplads. Vi fatter ikke, at der overhovedet er hummere tilbage med alle de hummertegn.

I nat begyndte det så at regne og i dag mandag den 22. juni regner det i stænger. Så det er indedag, hvor vi læser og skriver blogg, læser mails fra Karsten, som næsten hver dag sender os en vejrudsigt. Vi lytter også hver aften på radioen, om vi kan komme i kontakt med Karsten. Men det er kun lykkedes een gang, at vi kunne forstå hinanden, ellers kan vi bare høre hinanden svagt. Nancy og Tom mailer vi også med og har lige fået mail om, at de er nåert til Newfoundland og at deres autopilot er stået af, så nu skal de til at bøvle med det.

Vi havde egentlig indstillet os på at blive i Ingonish tirsdag også, som startede med dejlig sol og vi spiste morgenmad i cockpittet, mens vi sad og hørte den seneste vejrudsigt, og ud fra den var det om at komme afsted hurtigt, hvis vi ikke skulle strande der ugen ud.