Næste dag sejlede vi rundt i jollen og udforskede ankerpladsen, inden vi fandt et godt sted, hvor vi kunne komme i land og lægge jollen. Vi skulle tænke på tidevandet, det var ikke mere end to meter her, men gider man ikke tage gummistøvler på, er det smart at finde en klippe, hvorfra man kan komme både op og ned til jollen. Her måtte vi iføre os vores myggenet. Da vi først kom lidt op i bakkerne vrimlede det med sultne myg og fluer. Men vi var forberedte og det skulle ikke tage glæden ved en udflugt rundt i terrænet. Men man bliver dog hurtig træt, af at stavre rundt i de bløde planter og små buske, så vi endte hurtigt ude på klipperne og kravlede op på toppen af klippen, som ligger ved indsejlingen. Der havde vi en flot udsigt over bugten udenfor og de mange småøer og det var herfra, vi også så hvalerne. Det var rart med en slappedag. Men der var stadig meget, som skulle opleves og vi havde planlagt at sejle lidt indenskærs for at komme til Zakarias Havn.

Næste morgen stævnede vi ud i Mato Løb for at krydse over Julianehåbsbugten. Og her var det lige før, vi opgav og måtte vende tilbage til ankerpladsen. En tyk tåge kom bagfra og lagde sig over hele fjorden, vi fik radaren på i en fart, for at se andre skibe og isbjerge. Så fortsatte vi for nedsat fart tværs over fjorden og håbede på, at det ville lette på den anden side eller i det mindste, når vi nærmede os kysten, hvor vi skulle gennem et smalt løb mellem to øer. Det må siges, at være et skud i tågen og det var med bange anelser, at vi fortsatte, surt at skulle vende om.

Endelig kom vi over lidt nord for fyret Paggivik og vi begyndte at kunne skimte land. Vi fandt båken 153 om SB og fortsatte mellem de to øer ned til båke 152. Så kom vi ud i lidt åbent farvand, hvor der drev en del is rundt. Vi fik fat i båke 150 på øen Pinguiarneq og så var det bare at sno os mellem isen, til vi kom i læ af øen Umanaq og fik båke 142 om BB på øen Iglutalik. Derefter var der et stort frit område, hvor vi havde udsigt langt til søs og kunne se de kæmpe isbjerge derude. Her så vi også mega store flade isstykker, så store som flere fodboldbaner og mange meter høje, men helt flade på toppen. Vi har læst, at det er store stykker is fra storisen, som har revet sig løs, da storisen er begyndt at smelte hurtigere.

Vi gik så indenskærs igen lidt nord for Sardloq og fik båke 127 om BB. Så svingede vi op langs øen Simiutaq og gik gennem en meget smal passage mellem øen og fastlandet og havde båke 126 om BB. Vi kom nu i læ bag en stor ø og sejlede i et område uden dybder på kortet, og der var også masser af vand under os. Fik fat i den næste båke 125 om BB og sejlede gennem Qaersup Ikerasa, hvor vi fik båke 124 om SB. Syd om øen Quvssagssat med båken 122 om BB.

Det er spændende at sejle i de smalle passager, hvor der kun er en enkelt lodskudslinie at sejle efter. Der var et par enkelte steder, hvor vi lige sneg over bunden, man kan jo ikke være helt sikker, at det er lige der lodskuddet er taget og der kan sagtens være lidt lavere. Så al sejlads i de snævre passager forgik for nedsat fart både på grund af isen og så fordi det er klippegrund. Der er kontant afregning, hvis man ramler på. Det er en oplevelse at komme indenskærs, her er mere stille og en helt anden natur herinde og vi så flere hvaler og sæler i baglandet og mellem øerne. Men man skal have styr på båkerne og vide nøjagtig hvor man er. Der skal ikke megen uopmærksomhed til, før man farer vild mellem de mange øer og skær og det går ikke. Så skal man kigge hvaler, sæler eller fotografere isbjerge, må den anden have tjek på, hvor man er eller stoppe for at nyde sceneriet.

Men det undrede os, at så megen is og ret så store isstykker kan finde vej her ind. Vi måtte hele tiden være på vagt. Vi lå nu godt i læ bag mange øer og havde Zakarias Havn ret forude. Mange isbjerge havde fundet vej herind, og vi så nogle af de mest spektakulære på vores tur, både hvad angik form og farver. Det var vildt flot.

Lige udenfor Zakarias Havn var der strandet en del middelstore isbjerge, da der ligger nogle øer og der er lavt på begge sider af indsejlingen. Så indtil vi kom helt tæt på, så det ud som om, de spærrede helt for indsejlingen. Men vi kunne lige smutte mellem to isbjerge, som lå og kanede rundt i strømmen, vi var blevet modigere nu, og slap indenfor i det første bassin, hvor der er meget dybt. Så vi fortsatte til det næste, hvor der til gengæld hurtigt bliver lavt. Men vi fandt et godt sted, og håbede at de skosser, som drev rundt derinde ville strande, inden de nåede os.

Vi blev i Zakarias Havn et par dage, der var dejligt og vi kunne gå nogle lange turer. Havde en flot udsigt ud over havet og kunne se husene og radioantennerne i Sydprøven, Alluitsup Paa, som ligge cirka 1,5 sømil længere sydpå, på østsiden af halvøen ud til Lichtenau fjorden. Vi nød opholdet her, men vi skulle jo videre og måtte hele tiden holde øje med vejret, som skifter hurtigt. Vi havde snakket om, når vi sejlede syd om Sydprøven, at sejle op til øen Uunartoq et par dage. Der er et par ankerpladser og øen skulle være interessant, også fordi der er varme kilder, hvor man kan bade. Anna, fra den norske båd Agnes, havde begejstret fortalt om, at der var et omklædningsrum og en dush ved de varme kilder. Nu havde vi godt nok lige fået et varmt brusebad ombord, men det skulle da ikke afholde os fra at tage en tur op til øen og spadsere lidt rundt.

Men en tyk tåge kom drivende oppe fra fjordene, det havde vi ikke lyst til at sejle ind i. Så i stedet satte vi kurs ned langs vest siden af øen Sermersooq for at komme ned til Nanortalik, som ville blive den sidste by, vi besøgte. Planen havde været at sejle på den anden side af Sermersooq og lidt indenskærs ned til byen, men det satte tågen en stopper for.