I stedet kom vi hurtigere til Nanortalik og var heldige, at der var frit på den ene side af skonnertkajen. Der var lige plads til, vi kunne ligge der, to andre både lå uden på hinanden for enden og stak lidt udenfor. Det er nødvendigt, at have fenderbrædder hvis man ikke har store kuglefendere, for kajen er lavet til arbejdsbåde og de to båden for enden lå også dårligt med deres små fendere. Vi satte to fenderbrædder ud og lange liner, da der er ca. tre meters tidevand og vi var ved fuldmåne, så vandstanden var på sit højeste og laveste. Det varede da heller ikke længe, før en stor fransk båd smækkede sig uden på med en masse mennesker ombord, ikke lige vores kop te, at have en hel folkevandring vadende omkring. Men de var der heldigvis kun til ud på eftermiddagen, så kom en norsk båd og udenpå dem igen en tysk.

Problemet for os er, at ingen på de andre både gider se efter vores liner, som de jo trods alt også hænger i, så vi skal hele tiden tjekke, hvornår vi skal slække og hale ind på linerne, for at Dana ligger så fenderbrædderne tager af på det rigtige sted. Vinden var nu vendt og i stedet for at blæse fri af bolværket, lå vi hårdt presset med de to både udenpå. Det kan ikke undgås, at man blive lidt irriteret over folks ligegyldighed. Vi kunne ikke begge to forlade båden for mere end nogle timer ad gangen, så måtte en af os gå tilbage og tjekke. Vi ville gerne begge have været på museet sammen, men det måtte vi opgive.

Museet i Nanortalik er faktisk meget spændende. Det minder lidt om Frilandsmuseet. Næsten alle husene i den gamle bydel, som er forladt, er nu indrettet som museum. Hvert hus og der er mange, har sin udstilling og tema og guiden giver sig god tid til at fortælle om, hvad som vises, så det tager tid. Henrik måtte gå tilbage, for han ville holde øje med båden, så det blev en halvhjertet forestilling for os. Mens nordmændene tog hele turen, benyttede vi tiden til at skiftes til at handle, det var sidste by, så der blev slæbt nogle poser ombord og vi fik også hentet et par dunke benzin på tanken. Vi havde aftalt med nordmændene og tyskerne, at vi ville sejle senest klokken to, da det blæste mere og mere op og vi var nervøse for, om vi kunne komme fri af kajen. Og hvad skete der, tyskerne var væk til tiden, men nordmændene kom daskende tilbage ved halv tre tiden og Lene var helt oppe i det røde felt. Magen til frækhed. Det var så meget lavvande nu, at vi ikke kunne sejle mange meter frem med fare for at gå på grund. Og i mellem tiden havde en stor amerikansk båd med et langt bovspryd ragende ud tæt på vores vindror, lagt sig for enden af kajen, der om formiddagen var blevet fri. Vi havde planlagt at bakke rundt om hjørnet af kajen, mens Henrik holdt os fri med bådshagen. Det kunne vi godt glemme alt om, så hvad nu. Et andet problem var, at vores bovpropel ikke virkede længere, den gik i stykker i Labrador. Det er ellers altid den, som redder os i en penibel situation.

Nordmændene dampede bare af uden at bekymre sig om noget som helst. Heldigvis havde en flink grønlænder fulgt hele optrinet oppe på kajen og han hjalp os med enderne, så vi ikke behøvede at klatre op af stigerne for at få dem ombord. Han gav os enderne ned i den rigtige rækkefølge og så var det med hjertet oppe i halsen, at vi prøvede at komme fri. Først så det ud til, at det kunne lykkes at bakke, men så kom et pust og strømmen tog os og vi kom hurtigt for tæt på amerikanerens bovspryd, så frem igen og der var kun een chance, med fart på at dreje hårdt styrbord og håbe der var vand nok under kølen. Det var mere held end forstand, men det gik og vi var fri. Føj, for en oplevelse! Nej, må vi så bede om at ligge for anker.

For lige at understrege vigtigheden af, at vi kom afsted nu, var at et stort isbjerg var på vej ind mod skonnertkajen og vi havde hele formiddagen sloges med en skosse, som drev ind mellem bådene og som til sidst tippede rundt og ødelagde tyskernes vindror.