Vel tilbage på Bali, havde vi nu tid til at slappe lidt af (!). Det blev til besøg på Kuta, Simiyak og Denpasar. Christian og Fie var på markedet i Denpasar, Allan og jeg skulle have vores visum forlænget hos Immigration i Denpasar.

Ved det første besøg var kontoret lukket, men vi fik da formularen til udfyldelse, hvorefter vi alle fire gik den lange vej ned til Sanur Beach.
Bl.a. kom vi i Denpasar forbi en smuk park med et imponerende monument - her var også lukket, så vi fandt aldrig ud af hvad det var! Men ved indgangen til monumentet, var der igen en indfødt familie som meget gerne ville tages billeder af sammen med os. Underlig skik, men vi er ved at vænne os til det. Det skulle være noget med, at vores rigdom vil smitte af på dem, hvis vi bliver taget billede af sammen! Håber det virker, og det ikke bliver omvendt!

Dagen efter tog Christian og Fie så på udflugt, og Allan og jeg bevægede os mod immigration. Ud over at jeg havde udfyldt papirerne med blåt, på trods af der tydeligt stod det skulle være med sort (!), vi manglede at købe den rigtige chartek i butikken bag kontorer, og vi skulle have et par kopier i en anden butik bag kontoret, var alt i orden - vi kunne hente vores nye visum den 7. januar..!
Det var lige 7 dage efter vores planmæssige afrejse..!
Efter en masse masen fik vi lov til at komme senere, så skulle kontorpigen nok forsøge at skubbe vores visum igennem. Uden for mange detaljer, og ca. 5 timer på kontoret, fik vi da også det rette stempel i passet, som viste at vores visum var forlænget med 30 dage!

Det blev til mere hyggelig hængen ud med Christian og Fie i Simiyak, og lidt mere fodmassage :O) Hyggelige dage, før de skulle hjem med flyet den 29. december. Trist at sige farvel, men rigtigt dejligt at have dem på besøg :O)

Efter lufthavnen fortsatte Allan og jeg op til basaren i Denpasar, nu på jagt efter et par fyrfadslamper, vi havde set på en strandcafe på Sanur.
Med sædvanligt held lykkedes det os at finde dem. Samtidig med vi fandt en masse andre dejligt ting til næsten ingen penge. De ting vi kunne købe i turist butikkerne kunne alle fås her, og til næsten ingen penge. Vi skammede os (lidt) når vi alligevel skulle prutte om prisen!
Vi fik slæbt det hele hjem, holdt gaste fri aften, før vi begyndte at gøre klar til vores næste gast, Kira fra Kolding, skulle komme ombord.

Den 30.om aftnen lige før vi begyndte at blive nervøs for om hun kunne finde os, hørte vi på godt jysk et 'Halløj' fra kajen. Kira var mødt frem uden problemer, ud over at hun selvfølgelig også var blevet snydt af taxaen!

Da vi havde planlagt afrejse den 1. januar, var det ikke meget Kira kunne nå at se af Bali før vi smuttede. Det blev dog, som før nævnt, til besøg i Ubut (hos aberne igen), stranden i Sanur, fodmassage, indkøb til næste sejltur og naturligvis Nytårsaften!
Nytårs aften endte vi med at fejre på et fint hotel i Simiyak, med stor buffet med alle de lækreste Bali specialiteter. Vi sad lige ved orkestret med udsigt til stranden hvor der hele aftnen blev sendt små fyrfads balloner til vejrs - et fantastisk syn! Lidt senere på aftenen fik vi selskab af en utrolig flot kvinde fra Kenya og hendes mand, fra England men tidligere professionel rugby spiller i Australien, Rakel og Nigel.
Inkluderet i prisen (som var alt for høj!!!), var adgang til altanen på toppen af hotellet. Det var vildt! Det højeste punkt i byen med udsigt til alt fyrværkeriet - som der var rigtigt meget af!

Efter hotellet fortsatte vi ned til diskotekerne, hvor hele Bali's - og måske Indonesiens - homoliv holdt Nytårsaften! Der var gang i den! Fem små diskoteker der alle var fyldt til bristepunktet, lige så mange mennesker på gaden, mennesker fra hele verden i alle former for påklædninger! Festligt ud over alle grænser.
Efter for mange drinks skulle vi jo hjem. Efter vi igen blev snydt af taxaen - og Nytårsaften var der ikke andet at gøre end virkelig at blive snydt - kom vi hjem og tog vel en drinks mere på båden?!!

Det var gået op for os at Immigration på havnen skulle stemple vores crew list, for vi kunne stemple ud ved Custom. Da immigration holdt lukket 1. januar, blev vores afrejse udsat til dagen efter.
Det var vel egentlig godt det samme, da ingen af os vist var helt 100 % kvikke i hovederne efter Nytårsaften!

Igen skal vi passe på med hvad vi ønsker os! Ved afsejlingen fra Bali, havde vi en rigtig fin vind. Vi sejlede med medstrøm op ad passagen, som vi var kommet ned ad da vi kom. De første 12 timer bød på en frisk vind på en foran for tværs - så blev vi ellers kompenseret for al den manglende vind, som vi havde manglet siden ankomsten til Indonesien. Kira klarede flot turen og sin første nattevagt :O) Det er altid spændende med den første nattevagt, den kan godt være lidt angst provokerende!
På vej op gennem passagen mødte vi delfinflokken igen! Atter engang til stor juble - denne gang var det Kira, som førte an i det begejstrede kor :O)
De rettende 5 dage blev til høj sø, som vi bankede i gennem og med vinden mest lige i mod os. Da vi endelige kunne regne os frem til, at Kumai måtte væren inden for rækkevidde det kommende døgn, måtte vi sande, at der er 2 steder der hedder Kumai på den Indonesiske del af Borneo. Heldigvis havde Allan kopieret waypoints ind, for sejladsen op af floden ved Kumai, fra sejlerbeskrivelser vi havde fået fra Jaraman på Pohnpei. Det viste sig at der på sydkysten af Kalimantan, var to Kumai, begge ved en flod munding. Da jeg havde plottet de initielle waypoints ind på vores kort, havde jeg selvfølgelig valgt den første Kumai der var på kortet - og det var den forkerte! Så en dags yderligere sejlads kunne nu lægges til vores sejlplan. Lidt træls!
Vi længtes efter at komme i land og få båden tørret godt i gennem. Under sejladsen, opdagede vi, at en blotlagt skrue mellem teakdækket og rælingen var rustet væk og havde dannet en lille utæthed ned til forkahytten. Derved var der sivet en masse vand ned og havde gjort madrassen temmelig fugtig. Kira havde dog for længst fortrukket sig til sofaen i salonen, da tilværelsen i forkahytten var blevet for hård på grund at bankede en del i søen i den lidt hårde modvind. Men en våd madras gør ikke et fugtigt miljø mere tørt. Så det skulle blive godt, at blive tørret.

Vi sejlede op af flodmundingen, hvor Kumai lå få kilometer oppe. Heldigvis ankom vi mens der var ved at blive højvande. Så havvandet var på vej op ad floden. Som sædvanlig når vi nærmer os land, er der også mange fiskere og vi sejlede desværre over et fiskenet! Vi så det ikke, før vi var over det - selv om det ikke var markeret, blev fiskeren selvfølgelig sur..!

Kom ind til Kumai, hvor vi kaldte Harry over radioen. Vi Havde også fået fortalt om Harry af Jaraman, han kunne arrangere alt! Heldigvis havde vi også hans telefon nummer, og mere taletid på telefonen. Ringede op til han flere gange på en meget dårlig linje. Forstod dog til sidst, at han ville sende en medarbejder ud til os.