Allan & Per - World Cruising

Båden er hjemme...

09 May 2011
Per Horn
... efter en dejlig sejltur!

Vi hentede båden i Holyhead, Wales, sejlede syd omkring Lands End, gennem Den Engelske Kanal, og videre til Oestende, Belgien.
Vi mødte delfiner flokke, som legede omkring os flere gange undervejs - det havde vi først forventet flere tusinde kilometer længere sydpå. Det samme gør sig gældende med morild, som vi så under hver natsejllads langs kysten i UK.

Flot syn da vi sejlede forbi 'The White Cliffs of Dover' i morgenlyset!

Da vejret var for hårdt, og med modvind, valgte vi at gå gennem Holland via 'Standing Mast Route'. En speciel oplevelse, med et andet indblik i Holland, end vi normalt får som turister. Flere steder sejlede vi bogstaveligt gennem folks baghaver, få meter fra deres små byggekroge.

Sjov og anderledes tur, men det kræver tålmodighed! Der er mange timers ventetid ved de mange broer og sluser...
Specielt turen gennem Amsterdam var spændende! Første sluse 'Port of Amsterdam' åbner kl. 24:00, hvorefter vi sejler i kortege gennem byen, og bliver efter ca. 1½ time sluppet ud på den anden side af centrum. Vi var 5 både der fulgtes ad - ville meget nødigt gennemføre turen en sommernat, hvor der er op til 25 både i kortegen! Der er ikke megen plads, når vi venter mellem de enkelte broer.
Det var specielt sjovt, da vi sejlede gennem Amsterdam dagen før Dronningens fødselsdag. Og det er noget de fejrer i Holland! Alle der kan gå og stå, er klædt i orange, og fester dagen og natten igennem.

Da vi kom længere nord på, var der ikke vand nok i kanalerne, og vi sejlede ud i Nordsøen, hvor vinden var stilnet af og drejet i den rigtige retning, hvorfor vi fortsatte hjem via Kieler Kanalen.

Møns klint har jeg længe ønsket at se fra vand siden. Flot var det! Meeen, vi var sejlet forbi de imponerende klinter ved Dover for få dage siden...
Dejligt at være retur i København, efter en meget god og flot hjemtur. Det er første gang, vi begge har prøvet at sejle flere dage, og nætter, i træk, med vagtplan til at dække natsejlads. Både i starten, hvor vi var tre til at sejle båden, og til slut hvor vi kun var to personer, brugte vi 3 timers vagt. Det fungerede glimrende.

Skøn tur med masser af sol om dagen, så vi kunne sejle i shorts, og hammer koldt om natter, hvor vi var meget glade for vores super varme overlevelsesdragter og det indbygget oliefyr i båden!

Nu glæder vi os til næste tur - den bliver en hel del længere!!!

Vi får i løbet af kort tid opdateret denne blog med information til eventuelle gaster, omkring forhold og muligheder for gaster + en overordnet rejseplan.
Comments
Vessel Name: S/Y Enjoy
Vessel Make/Model: Dufour 425
Hailing Port: Svanemøllen, København
Crew: Allan Andersen, Per Horn Rasmussen
About: Allan er kaptajn, Per Horn er 1. Styrmand.
Extra: Vi er i fuld gang med turen gennem Middelhavet.

Who: Allan Andersen, Per Horn Rasmussen
Port: Svanemøllen, København